Leder

Obamas kamp mod Newtown

Debat
10. april 2013

Barack Obama rejste mandag til New England-staten Connecticut for at møde forældre og slægtninge til de 20 skolebørn og seks lærere, der for snart fire måneder siden blev myrdet i Newtown af en ung mand med en halvautomatisk riffel og pistol.

Som ved flere tidligere lejligheder talte præsidenten bevægende om tragedien og opfordrede Kongressen til at stemme om et lovforslag, der vil pålægge købere af våben et nationalt identitetstjek og gøre salg af våben til kriminelle og mindreårige til en forbrydelse.

Obama understregede, at et identitetstjek bliver støttet af 9 ud af 10 amerikanere i meningsmålinger. Det til trods prøver en lille gruppe republikanske senatorer at blokere for afholdelsen af en afstemning i Senatet i en procedure kaldt ’filibuster’. Demokrater og republikanere forsøger i denne og næste uge at finde en acceptabel aftale, som fritager borgere for at indberette oplysninger til myndighederne, når de overgiver deres gevær eller pistol til en slægtning, eksempelvis som et arvestykke.

Lovforslaget forventes vedtaget med flertal, hvis det bliver fremlagt i plenum, men dets fremtid i det republikansk styrede Repræsentanternes Hus er mindre sikkert. Det er grunden til, at Obama og tilhængere af en strammere regulering af våben har iværksat den hidtil mest omfattende og effektive kampagne i nyere amerikansk historie.

Aldrig før har demokraterne i den grad turdet konfrontere våbenlobbyen. End ikke Al Gore turde i sin tid som præsidentkandidat gå så langt af frygt for tab af stemmer. Mandag aften fløj et dusin af familierne fra Newtown på Airforce One til Washington for at lægge yderligere pres på vægelsindede lovgivere.

Under pres fra kampagnen har fem delstater strammet lovgivningen. Donorer giver penge ud til kandidater i begge partier, der stiller op mod våbenlobbyens allierede. Hvor meget det har svækket National Rifle Association, vil de næste dage vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her