Leder

Overreaktion i Boston

27. april 2013

Set i bagklogskabens lys virker indsættelsen af en massiv styrke på 5.000 tungt bevæbnede politifolk i Boston-forstaden Watertown sidste fredag ude af proportion med den formodede trussel: En 19-årig bevæbnet tjetjensk immigrant, der var undsluppet en skududveksling med politiet nogle få timer før.

Ikke alene det. Myndighederne indførte frivillig udgangsforbud i Boston, som blev fulgt af næsten alle fire millioner indbyggere. Livet i storbyen stod stille i 12 timer. I Watertown blev alle huse inden for et afgrænset område ransaget og beboerne betragtet som potentielle terrorister; mange fik stukket et geværløb direkte i fjæset. Byens 30.000 indbyggere følte sig hensat til en militær undtagelsestilstand; uundgåeligt vil nogle af dem få psykiske mén, især børn.

Var det nødvendigt at mobilisere et så massivt opbud af politi og lukke Boston ned? FBI handlede utvivlsomt i en tyk tåge. Måske havde de to brødre søgt ly hos nogle medsammensvorne i Watertown, som huser mange indvandrere fra Mellemøsten. Måske de havde taget gidsler, eller en bolig var blevet mineret. I den situation kan staten, hvis primære opgave er at beskytte sine borgere, ikke svigte sit ansvar. Ellers ville den tabe legitimitet i folks øjne.

På den anden side kan myndighedernes voldsomme indgriben i Boston blive et incitament for andre potentielle terrorister til at følge i Tsarnaev-brødrenes spor. Hvis de kan lamme en storby en hel dag og dominere mediebilledet i ugevis, vil de have opfyldt deres mål udover alle forventninger. Og det er netop, hvad man frygter.

Der findes andre unge muslimske immigranter i USA, som radikaliseres af internetttet eller af en splittet identitet. Under et forhør hævdede Dzhokhar, at USA’s krig »mod muslimer« havde næret hans brors had til Amerika. Den opfattelse deles af andre. Utvivlsomt vil FBI og politikere nu optrappe overvågningen, hvilket kan skabe konflikt med især muslimske indvandrere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu