Leder

Revolutionen efter Chávez

Debat
16. april 2013

Det var næsten det værst tænkelige resultat. Med mindre én procent – eller præcis 235.000 stemmer – vandt Nicolas Maduro over Henrique Capriles i søndagens præsidentvalg i Venezuela. Og selvom det sådan set er ligegyldigt, om Maduro så kun havde vundet med én stemmes flertal – som han efterfølgende selv har sagt – så vil det tætte valgresultat hænge som en skygge over Maduros legitimitet som præsident.

Derfor vil der givetvis gå en rum tid med debat om selve valgresultatet og dets gyldighed. Venezuela er mere polariseret end noget andet land i Latinamerika, og halvdelen af befolkningen vil langt ud i fremtiden stille spørgsmålstegn ved Maduros valgsejr. Oppositionen har allerede meddelt, at de kræver samtlige valgkort optalt manuelt. I alt knap 15 mio. stemmer.

Men når røgen engang har lagt sig, og Maduro, som man må formode, er blevet installeret i præsidentpaladset Miraflores, begynder den virkelige udfordring. Selve valget var kun begyndelsen; en lillebitte bakke, der skulle besejres, og hvor Chávez konstant stod i centrum som det, valget i virkeligheden handlede om. Det var således for eller imod Chávez og hans revolution og ikke et spørgsmål om, hvorvidt Maduro er manden til at løfte arven.

Forude ligger kongeetapen og venter, og den bliver særdeles hård at bestige. Maduro mistede næsten 700.000 af de vælgere, der i oktober sidste år stemte på Chávez, da han stillede op mod oppositionens Capriles. Nu skal Maduro bevise, at han kan videreføre en revolution, der allerede lider under fraværet af en egentlig retning.

For arven efter Chávez er ikke ligefrem en funklende herregård. Ideologisk set er Maduro bundet op på en – trods 14 års revolutionært styre – fortsat noget uigennemskuelig opskrift på en socialistisk revolution, der ofte virker ligeså skræmmende og gammeldags som de eksperimenter, der blev forsøgt under Den Kolde Krig. Men i praksis skal Maduro i al hast løse en lang række ophobede udfordringer og systemfejl, som en tiltagende kritisk befolkning kræver.

Selve projektet fungerer nemlig ikke. Venezuela afhænger af landets olie og er velsignet med nogle af verdens største reserver, men olie alene fuldender ingen revolution. Økonomien, statskontrolleret eller ej, skal fungere. Varerne skal være i butikkerne, strømmen i el-nettet, benzinen i standerne, sikkerheden i gaderne, etc. Alt det sker ikke af sig selv, eller blot fordi Chávez beskrev det som sin vigtigste opgave at løfte de fattige ud af deres kummerlige tilværelse. Fattigdom kan ikke bekæmpes på bekostning af økonomiens funktionalitet, men på grund af den. Det pres ligger nu på Maduro, og derfor holder man vejret de kommende dage i Venezuela. For hvad fremtiden bringer, er næsten ligeså uforudsigeligt efter valget, som før.

Men i Havana ånder de derimod lettet op. Sejren til Maduro betyder helt bogstaveligt, at det cubanske system består. Oliegaverne fra Venezuela fortsætter, og det giver Castro-brødrenes hensunkne økonomi lidt tiltrængt ilt. Det samme gælder Nicaragua – det lille mellemamerikanske land, de fleste kender fra 1980’ernes borgerkrig, men som i dag er marginaliseret i den globale bevidsthed, mens landet langsomt, men ganske sikkert er blevet et enevælde. Her er det den gamle revolutionshelt, Daniel Ortega, der ikke bare har taget magten i landet, men som har udraderet enhver mulighed for at agere opposition – både i medierne, i parlamentet og på lokalpolitisk plan. Daniel Ortega kigger givetvis i kalenderen efter en hurtig audiens hos Venezuelas nye førstemand i håbet om, at Nicaraguas regering fortsat er på lønningslisten.

Hvert et skridt, hvert et ord og hver en gestus af Maduro vil blive fulgt helt tæt af såvel sympatisører som modstandere. Og har Maduro ikke noget nyt at bidrage med, vil han hurtigt miste grebet og tabe kontrollen over både trofaste Chávez-tilhængere, blandt militæret og internt i eget parti. Trods alle op- og nedture igennem Chávez’ 14 år ved magten har fremtiden aldrig i nyere tid set så faretruende usikker ud som nu.

Maduro er derfor manden, der nødvendigvis skal besidde talentet at navigere i oprørt hav. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Ideologisk set er Maduro bundet op på en – trods 14 års revolutionært styre – fortsat noget uigennemskuelig opskrift på en socialistisk revolution, der ofte virker ligeså skræmmende og gammeldags som de eksperimenter, der blev forsøgt under Den Kolde Krig."

På hvilken måde minder Venezuelas system om de kommunistiske under den kolde krig?
De har fuldt demokrati, med måske verdens bedste valgssystem. De tillader eliten - repræsentanter for neoliberalismen - at stille op. Dag og nat bombarderer de højreorienterede medier den venezuelanske befolkning med propaganda.

Hvor er det man har set noget lignende i østblokken under den kolde krig?

Karsten Aaen, Niels Mosbak og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Det er en skændsel, at USA og Europa ikke har anerkendt valget og dermed støtter højrefløjens protester i dag i Venezuela.

Karsten Aaen, Niels Mosbak og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Da højrefløjen i 2002, med militærets hjælp, fratog den demokratiske valgte Hugo Chavez præsidentembedet og indsatte formanden for arbejdsgiverforeningen, Pedro Carmona, var USA hurtig på banen med at hilse ham velkommen.

Karsten Aaen, Niels Mosbak, Stig Bøg og Dennis Berg anbefalede denne kommentar