Leder

Spanking i parlamentet

24. april 2013

»Jo mere kompleks og fragmenteret den sociale virkelighed bliver, desto mere vertikal bliver magten. Udfordringen fra denne kompleksitet, som påkalder en tidssvarende udvikling af demokratiet, bliver besvaret med et autoritært tilbageskridt«
- Statsanklager Roberto Scarpinato i bogen ’Il ritorno del principe’ (Fyrsten vender tilbage)

 

Det italienske parlament stillede mandag eftermiddag op til spanking, da landets 87-årige præsident, Giorgio Napolitano, indledte sit andet syvårige mandat med en indsættelsestale i Deputeretkammeret. »I har været blinde og døve,« sagde Napolitano til parlamentarikerne – og høstede bifald.

»I har ikke levet op til jeres ansvar som offentlige forvaltere,« sagde han og modtog endnu højere klapsalver.

»I har gjort jer skyldige i en række fejltagelser, undladelsessynder og bortforklaringer,« sagde præsidenten og fik de folkevalgte til at juble i masochistisk ekstase. Det første genvalg af en siddende præsident i republikkens historie medfører nemlig også, at de etablerede kræfter i italiensk politik igen sætter sig tungt på magten, mens komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (M5S), bliver isoleret i parlamentet. Så lettelsen var stor – chiagni e fotti (flæb og snyd), som man siger i præsidentens hjemby, Napoli: »Mens Napolitano talte om partiernes ansvar, klappede de i stedet for at skamme sig i tavshed. De er gået fra forstanden,« siger Grillos kandidat og Napolitanos nærmeste rival ved præsidentvalget, juristen Stefano Rodotà, til avisen Il Manifesto. Rodotà mener, at republikkens præsident nu også er blevet en uofficiel regeringsleder: »De har trængt præsidenten med ryggen op mod muren: ’Vi kan ikke selv finde ud af noget, du må tage over.’ Det er en meget alvorlig politisk udvikling.«

Napolitano blev for første gang valgt til parlamentet for Italiens kommunistparti i 1953 og er nu blevet symbol på partivældets overlevelsesevne:

»Der findes ingen virkelig demokratisk, repræsentativ og effektiv deltagelse i de offentlige beslutningsprocesser, som ikke går gennem partierne,« sagde han efter sin lobhudling af partierne. Napolitano har nu to nye overtalelsesmidler, som kan tvinge højre- og venstrefløjen til at regere i fællesskab: Han kan vælge at udskrive nyvalg og/eller opgive sit mandat. Den italienske regering, som sandsynligvis dannes inden for kort tid, bliver således i endnu højre grad »præsidentens regering«, end Mario Montis teknokratregering er.

Ifølge forfatningen er Italien stadig en parlamentarisk republik, hvor regeringen får sit mandat af parlamentet og ikke af republikkens præsident. Præsidenten skal altså ikke udarbejde regeringens politik, men blot garantere, at institutionerne arbejder i overensstemmelse med forfatningen.

Men i praksis har Napolitano nu en monarks magt, fordi partierne ikke formår at besvare vælgernes krav og derfor søger præsidentiel beskyttelse. Krisen i Italiens (og Europas) politiske system har frembragt en institutionel undtagelsestilstand. Det flertal i parlamentet, der genvalgte Napolitano for at holde M5S uden for indflydelse, vil blot fungere som et gummistempel for præsidentens regering. Dermed svækkes demokratiets kontrolmekanismer selvfølgelig også.

Problemet med præsidentens forsvar for partierne som stedet for demokratisk deltagelse er italiensk partipolitik. Ligesom EU består af lande, der sætter nationale interesser højere end europæiske, består italiensk politik især af partier, fraktioner og politikere, der ikke prioriterer landets interesser højt. Men Grillo, som blev valgets moralske vinder, har med sin kritik af EU’s sparepolitik og forslag om folkeafstemninger fået de europæiske magthavere til at støtte den gamle garde i italiensk politik. Beskyldningerne om populisme mod Grillo har navnlig gavnet den største populist af dem alle, Berlusconi, og så længe han har medbestemmelse, bliver ingen af landets centrale problemer løst.

Samtidig er Napolitanos eget parti, centrumvenstrepartiet PD, ved at gå i opløsning som følge af hans genvalg og udsigten til et regeringssamarbejde med Berlusconi. Italiens eneste tilbageværende masseparti har altså forvandlet muligheden for forandring til en forværring af landets politiske krise.

frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu