Leder

Af- og tilsløringer

8. april 2013

Hvis man vil forstå sexindustrien – eller den globale kapitalisme i det hele taget – giver det ikke mening at tale om tvang versus frihed. Det sagde forskeren Nick Mai, der har lavet feltarbejde blandt migrantsexarbejdere i bl.a. London, til Information sidste uge. »Jeg taler altid om beslutninger, ikke om valg,« understreger Mai. »De fleste migranter i sexindustrien har tidligere arbejdet i service- og industrisektoren og har på et tidspunkt besluttet, at sexarbejde er den mindst ringe af begrænsede muligheder.«

Debattører, som ikke deler Nick Mais analyse, mener, at han dermed har frikendt sexindustrien. Hans pointe er imidlertid blot, at vold og udnyttelse i sexindustrien må forstås i relation til en generel struktur: ulige adgang til ressourcer og global arbejdsdeling; hvem udfører hvilket slags arbejde og med hvilke omkostninger.

Et centralt stridspunkt i debatten er antallet af »handlede kvinder«. Tal og statistik er ofte afgørende, når forskere, politikere, socialarbejdere og journalister vil afdække problemer, men tal virker paradoksalt nok også tilslørende. ’Kun’ seks procent fra Mais undersøgelse sagde, at de var blevet »bedraget og tvunget« ind i en situation, de ikke havde kontrol over. Hvis det er repræsentativt, drejer det sig om mange mennesker på globalt plan. Alligevel er det tilsyneladende magtpåliggende for nogle at nævne tal så høje, at man ikke ville kunne komme frem på gaden for bare handlede kvinder, hvis det forholdt sig sådan.

De oppumpede tal er en konsekvens af to præmisser: På den ene side, at noget kun er et problem, hvis det rammer ’mange nok’ – selv om de færreste tør sige højt, hvor mange dét så er. På den anden side angsten for masserne. For horderne af usædelige kvinder, af beskidte arbejdere, af suspekte indvandrere. For underverdenen og verden udenfor. Skænderiet om, hvorvidt der er 1.000 eller en million ’tvangsarbejdere’ eller ’handlede kvinder’ i Europa, har ét sikkert resultat: Det fjerner fokus fra, at vold og udbytning er et generelt vilkår i den globale økonomi, og at det rammer nogle mere end andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Jensen
  • Christian Groes
Bo Jensen og Christian Groes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu