Leder

Hvem betaler regningen, doktor?

Debat
7. maj 2013

Patienter risikerer at skulle betale hos lægen, lød overskrifterne søndag, da De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opfordrede deres medlemmer til at melde sig ud af det offentlige. Lægerne er nemlig sure over regeringens indgreb i konflikten med regionerne, der bryder med det hidtidige aftalesystem.

Men det er som om, PLO i den ophedede konflikt har glemt, at det i forvejen er patienterne, der betaler lægens løn.

For nemheds skyld kan man splitte konflikten op i to diskussioner. Den ene handler om det ubetryggende i, at det offentlige nu ved to lejligheder inden for kort tid har brugt sin magt som lovgiver til at trumfe sine krav igennem, så snart de fejler ved forhandlingsbordet.

Den anden diskussion handler om, hvorvidt de praktiserende læger er til for borgerne.

Da lærerne blev lukket ude, gik der fire uger, før regeringen greb ind. Da lægernes forhandlinger brød sammen, gik der fire timer.

Lægerne har naturligt nok ikke været sene til at råbe ’aftalt spil’, og i modsætning til lærer-konflikten gør regeringen da heller intet forsøg på at skjule, at staten har en direkte interesse i at ’modernisere’ lægernes arbejdsvilkår.

Ligesom afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale er afgørende for at få regeringens skolereform til at hænge sammen, er en ’ny og moderne almen praksis’ nemlig et afgørende punkt i regeringens nye sundhedsudspil.

Der er tale om to vidt forskellige typer overenskomstforhold, da lærerne er offentligt ansatte, mens de praktiserende læger er private erhvervsdrivende, der blot sælger deres ydelser til det offentlige.

Men i begge situationer er det det offentlige, der betaler, og arbejdsvilkårene bliver fastsat i et aftalesystem. Og i begge situationer har det offentlige nu brugt sin magt til at trumfe sine krav igennem med et lovindgreb, der kun kan vække mistillid til, hvor villige det offentlige reelt har været til at finde et kompromis i forhandlingerne.

Derfor klinger det også noget hult, når regionernes forhandlingsleder nu forsikrer om, at parterne selv skal kunne blive enige om anden del af aftalen, fordi man skam tager aftalesystemet alvorligt.

Man kan godt forstå, hvis andre grupper af offentligt ansatte begynder at få tics, næste gang de hører ordet ’modernisering’.

Men hvis man ser på selve indholdet i regeringens indgreb i lægekonflikten, er det svært at blive forarget: Alle skal kunne komme til lægen, der hvor de bor. Det skal være nemmere at bestille tid hos lægen. Åbningstiderne skal være bedre tilpasset patienternes behov. Sygehuse og praktiserende læger skal arbejde bedre sammen om for eksempel behandlingsforløb og hjemmebesøg. Der skal være samme kvalitet i behandlingen over hele landet. Og endelig skal det offentlige have bedre indsigt i, hvad pengene bliver brugt på. Det er ikke urimelige krav at stille i en tid, hvor der er færre penge til velfærd og stigende pres på sundhedssystemet.

Ifølge Danske Regioner er udgifterne til de praktiserende læger steget med 20 pct. på fem år.

I det lys er det regionernes og regeringens pligt at se på, hvad samfundet er villig til at betale for. Ligesom resten af sundhedsvæsnet de seneste år har været igennem en skrap udvikling for at styrke sundheden og skærpe effektiviteten, må det nu være de praktiserende lægers tur til at se kritisk på deres egen butik.

Det betyder ikke, at lægen i en enkeltmandspraksis pludselig skal løbe hurtigere for at tilse to patienter flere om dagen for den samme løn, som PLO har forsøgt at fremstille det.

Det betyder bare, at landets 3.600 praktiserende læger samlet set skal indrette arbejdet smartere. For eksempel ved at indføre elektronisk tidsbestilling, organisere sig i lægehuse og ansætte flere sygeplejersker, som regeringen har foreslået.

Lægerne kan garanteret finde på flere løsninger selv, hvis de også går ind i den del af diskussionen. Se det som en bunden opgave fra kunderne. Det er de samme krav, vi stiller til resten af samfundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Bjarnhof

Jeg havde forventet mere af Informations lederskribent end blot en gentagelse Danske Regioners argumenter i den løbende konflikt med de praktiserende læger.
Bare en lille smule research ville have afsløret, at mange de ting rott roser i sundhedsministerens indgreb, er realiseret for længst: Vi praktiserende læger har for mange år siden indført mailkonsultation, tidsbestilling på nettet mm.
Man ville finde, at der i rigtig mange år er foregået et kæmpe arbejde med at lave kliniske retningslinjer for behandling af forskellige sygdomme. Vel og mærke et lægefagligt funderet samarbejde og ikke et det diktat fra regionerne, der nu er lagt op til. Skulle man tro lederen, er der intet sket i mange år og nu må det så ske. Sandheden er, at der er sket en rivende udvikling i almen praksis. Vi er langt foran sygehusene hvad angår IT. Vi indfører stadig flere evidensbaserede behandlinger, vi ser mange flere patienter (omkring dobbelt så mange som da jeg startede for 18 år siden). Vi gør et kæmpe arbejde med at rydde op efter sygehusenes fortravlethed, når patienterne kommer for tidligt hjem uden at have fået en besked og en plan de kan forstå.
Hvorfor indgrebet ikke betyder, at vi skal behandle flere patienter for de samme penge forklares ikke.
Man ville også finde nogle andre tal for udgifterne og især hvad regionerne og patienterne har fået for dem. 1400 kr om året for døgndækkende lægedækning er i mine øjne ret billigt og kan næppe trykkes meget uden at det går ud over vores kerneydelse: Tiden med patienten.
Måske lidt refleksion over hvorfor vi mon sætter så meget på spil, ved at deponere vores ydernumre - når det nu ikke handler om penge.
Den nye lov har allernådigst givet os en plads i et udvalg, der skal rådgive det udvalg, der faktisk bestemmer. Hvilken indflydelse mon det giver?
Og til sidst: Det var altså ikke os, der opsagde overenskomsten. Det var regionerne.

Michael Bjarnhof, Praktiserende læge
Strandveje 83
3390 Hundested

Mireille Lacroix

Som trofast informationslæser er jeg noget skuffet over denne leder og avisens holding til konflikten som helhed. I har ikke sat jer grundlæggende ind i konflikten blot gentaget regeringens argumenter. Baggrundsstof mangler helt og aldeles- evt kunne man tale med både læger og regioner. Jeg håber virkelig at I vil rette op på det i de næste uger.

Lægerne er selvfølgelig ikke imod at der kommer læger til yderområderne eller god service etc. Sagen her drejer sig om metoden.

I danmark har man valgt at lade os praktiserende læger være selvstændigt erhvervsdrivende. Det har vist sig at være en lang billigere og mere effektiv metode end i nabolandende- Det koster 1400 pr dansker pr år incl lægevagt.
Da det gik godt med økonomien i 2006, fandt region og læger ud af at det kunne være en god ide at forebygge noget mere. Man indførte en ydelse for forebyggelse. Det gjorde vi så. Stort set alle lægehus ansatte sygeplejersker og der blev tilbudt vægttab og rygestop og måltettet forebyggelse. Det kostede uheldigvis penge- Penge som de praktiserende læger ikke fik ind- De gik til sygeplejerskeløn (Dette kan dokumenteres sort på hvidt).

Den specielle ydelse for forebyggelse er nu væk og men antallet af konsultationer stiger fortsat ganske svagt. Det skyldes at flere danskere ringer og bestiller en tid hos lægen. Det kan vi selvfølgelig kun beklage, men som praktiserende læger har vi ikke lov til at afvise folk og vi ville også kunne risikere at overse sygdomme hvis vi gjorde det.

Regionernes løsning er at fratage de praktiserende læger al indflydelse på deres eget arbejde mht at detailstyre vores aflønning og arbejde. Effekten er at vi skal afvise patienter eller skære ned på konsultationstiden. Alle læger arbejder nemlig forlængst fuld tid og der er ikke sat penge af til sygeplejersker.

Det svarer lidt til at de har en aftale med den lokale dagligbrugs og så en dag siger: Vi overtager ledelsen, vi bestemmer alt vedr. dit sortiment, vi vil have lov at tage lige så meget ned fra hylderne som vi har lyst til, men din betaling forbliver uændret og du får ikke råd til at ansætte mere personale, selvom vi sender flere kunder i din butik.

Jeg har fuld forståelse for at regionerne ønsker at bestemme alt og det kan de selvfølgelig også for det er dem der har pengene. Måske skulle de overveje at indføre den svenske model og lave deres egne sundhedshuse, hvor de kan ansætte djøffer, læger og sygeplejersker. Jeg ville blive lykkelig for at slippe for administrationen og lader mig gerne ansætte som lønmodtager til speciallægeløn i lighed med ansættelsesforholdende på sygehusene.
Men bliver det mon billigere end 1400 kr pr år???

Benny Ehrenreich

Praktiserende læger slår ikke!
Jeg er skuffet over dagens bagsideleder, der mod sædvane afspejler skribentens manglende indsigt i sit emne.
Når der i lederen står: ”Alle skal kunne komme til lægen der hvor de bor” Og: "Det betyder bare, at landets 3600 praktiserende læger samlet set skal indrette arbejdet smartere. F.eks ved at indføre elektronisk tidsbestilling, organisere sig i lægehuse og ansætte flere sygeplejersker ..." så har jeg det som med spørgsmålet: "Er du holdt op med at slå dine børn?" Hvad skal man svare hvis man aldrig har slået?
Det er ikke Praktiserende Lægers Organisation der har modsat sig at oprette lægeklinikker i udkantsområderne. Der er mangel på praktiserende læger og problemet skyldes ikke manglende samarbejdsvilje. Regionerne vil som eneansvarlige have større problemer med at bemande yderområder med kvalificerede almen læger, end ved et fortsat ligeværdigt samarbejde med PLO.
De fleste af os har allerede elektronisk tidsbestilling og har haft det i flere år. PLO har ikke modsat sig at lave aftaler om tilgængeligheden, så det er et elendigt eksempel!
Mange er allerede organiserede i lægehuse med 2 tre eller mange læger og forskellige faggrupper, men behovene varierer fra område til område, og patienttilfredsheden er faktisk størst i enkeltmandspraksis. Praktiserende læger har landet over i samarbejde med regionerne kunnet lave velfungerende aftaler, som begge parter kan stå inde for. Hvad er det der taler for at regionerne kan få mere ud af de praktiserende læger ved at udøve diktatorisk magt over et selvstændigt erhverv?
Vi har samlet set ansat sygeplejerske i takt med at arbejdsopgaverne er vokset, men hvis ikke vi må få ressourcerne til at udvide aktiviteterne, er det ganske svært at ansætte mere personale - de arbejder ikke gratis og vi skal selv aflønne dem overenskomstmæssigt. Forestiller lederskribenten sig at klinikkernes læger og personale skal gå væsentligt ned i løn, så der indenfor den dikterede økonomiske ramme kan ansættes flere? Det er svært at se at Danmark fremover vil kunne rekrutere læger og sygeplejersker til en primære sundhedssektor, der i forvejen har svært ved at finde yngre kræfter nok, når ældre læger går på pension.
Vi har løbende gjort vores indsats "smartere", for ellers var det ikke muligt at absorbere de ekstra patienter sygehusene de senere år afslutter fra ambulatorierne eller udskriver hurtigere. Men det er hospitalerne der får kredit for øget effektivitet, mens vi har måttet betale honorarer tilbage p.g.a. den øgede aktivitet. Og den 20% udgiftsstigning til de praktiserende læger er faktisk mindre end udgiftsstigningen i det øvrige sundhedsvæsen – og husk på at praktiserende læger ikke har taget det som løn, det er gået til personaleaflønning m.m. Praktiserende lægers løn er steget mindre end de hospitalsansatte speciallæger.
Når lederskribenten ydermere bifalder "..regionernes og regeringens pligt til at se på hvad samfundet er villig til at betale for" og: "en skrap udvikling for at styrke sundheden" , burde han vække sin slumrende journalistiske nysgerrighed og spørge sig selv, hvorfor over 3000 praktiserende læger mon er så oprørte over det lovforslag der er lagt frem. Kunne det tænkes at det lige præcis er p.g.a. bekymring for at det danske sundhedsvæsen bliver dyrere, hvis man så radikalt ændrer på familielægesystemet og en reel frygt for at det vil gå ud over sundheden? Hvis den ærede lederskribent oveni sin nysgerrighed lagde lidt research ville han relativt hurtig finde ud af at lige præcis en velfungerende primær sektor er garant for et effektivt, billigt og retfærdigt samlet sundhedsvæsen. Gid han dog gad gide - eller lade en der gad, skrive den næste leder.
M.v.h.
Benny Ehrenreich, Praktiserende læge København N.

Ynse de Boer

Hvem betaler regningen, spørger Informationens leder. Svaret er: det kommer patienten til. Og det er det, der gør mig vred.

Lovforslaget giver regionerne og sundhedsministeren vide beføjelser til at planlægge arbejdet i almen praksis. Mens jeg, som praktiserende læge skal tage både det økonomiske og det faglige ansvar. Det, vel forstået, uden at jeg gives mulighed for at påvirke det,
Regioner og kommuner kan beslutte hvilke opgaver skal udføres i almen praksis, ministeren kan udstede faglige retningslinjer der beskrive hvordan dette arbejde skal udføres. Det er således lægmænd og embedsmænd der kan afgøre hvilke patienter der skal ses, hvilke behandling de skal have, hvor ofte de skal kontrolleres, mv. Lægen må begrundet fravælge instrukser, men risikerer på den anden side bod og fratagelse af ydernummer, hvis han gør dette for ofte
Man kan håbe at der træffes fornuftige beslutninger, dette hindrer lovindgrebet ikke. Men loven byder mig ingen mulighed at beskytte patienter mod ufornuftige beslutninger. Når de som kender behovene bedst, patienter i almen praksis og de læger der arbejder i det daglige med disse patienter, ikke er med til at bestemme omfang, indhold og kvaliteten af ydelserne, er der risiko for at forkerte valg træffes.

Vist er der problemer der skal løses. De overordnede tanker i loven er det svært at være uenig i: lægedækning til alle, bedre samspil mellem sygehus, almen praksis og kommune, mindre variation i udredning og behandling.
Vi lever i en tid, hvor samfundet forventer gennemsigtighed og synliggørelse af kvalitet.
Det må og vil vi i almen praksis gerne være med til at løse.

I alle taler, fra Astrid Krag, Bent Hansen, Jens Stensbæk, roses (flertallet) af de praktiserende læger. Det fremhæves også at mange efterlever aftaler mellem region og almen praksis. Hvor er begrundelsen for det overgreb som nu er i støbeskeen? Der er formentlig læger der ikke i tilfredsstillende grad følger aftalte procedurer og retningslinjer. Men langt de fleste gør hvad der forventes af dem. De dele af lovforslaget der handler om kvalitet er primært rettet mod evt. "underpræsterende" læger. Fremhævning af kontrol og straf virker desillusionerende. Konsekvensen af lovforslaget kan blive at de læger der gør det godt i dag mister engagement og arbejdsglæde. Jeg tror vi overordnet får mest sundhed for penge ved at flertallet af læger er glad for deres arbejde. Så må vi i fællesskab udvikle modeller hvor man kan identificere og hjælpe de læger der skal gøre det bedre.

Ynse de Boer, praktiserende læge, Helsinge

Mette Lildholdt

Jeg vil gerne tilslutte mig ovenstående skuffelse over lederen.
Når man vælger en privat samarbejdspartner, så mener jeg også at de bør inddrages i beslutningerne.
Eftersom det er os, de praktiserende læger der skal udføre arbejdet og som kender arbejdsgangen i praksis, må man vel også gå ud fra, at vi har en vis viden om, hvad der foregår og hvad der er realistisk.
Meget af den effektivisering som først er kommet til sygehusene nu, er for længe siden implementeret i praksis. Der er på det seneste lavet undersøgelser, som viser at der er rigtig god tilgængelighed til de praktiserende læger.
En stor del af den effektivisering der er kommet på sygehusene, skyldes at tingene blev skubbet ud i almen praksis. Det har vi ikke som sådan et problem med, vi kan gøre det billigere og nogen gange måske også bedre, men vi kan jo ikke gøre det uden midler.
Vi kan blive nødt til at ansætte ekstra hjælpepersonale, og det er os der betaler deres løn.
Jeg har direkte patientkontakt fra 8-16, enten ved konsultation eller telefon. Undtagen i min ½ times frokostpause. I mellem patienter (eller når jeg er færdig kl 16) besvarer jeg mailkonsultationer, godkender epikriser og blodprøver.
Jeg har ikke luft i mit skema til at tage yderligere patienter. Men jeg gør det alligevel, de akutte der kommer i løbet af dagen, eller de akutte sygebesøg som kommer udover det almindelige dagskema bliver ordnet.
Den eneste måde jeg kan effektivisere på, er at have kortere tid til mine patienter, men deraf følgende risiko for dårligere behandling.
Vi kæmper lige nu for vores rettigheder og medbestemmelse, men vi kæmper ligeså meget for, at kunne give vores patienter den bedste behandling, det har vi ikke lyst til at gå på kompromis med.

Mvh
Mette Lildholdt, praktiserende læge, Videbæk

Mette Lildholdt

I øvrigt.
Hvis du skal have bygget et hus, så er det vel også dig der betaler regningen, men jeg går ud fra, at du får råd og vejledning fra håndværkeren og at du lytter til hans råd, og jeg går ud fra, at han har ret til at sige fra, hvis han ikke mener at kunne opfylde dine krav/ideer, eller.....?