Leder

Klimasnak

Debat
4. maj 2013

Der er heldigvis mange måder at redde verden fra klimakatastrofer. En stor global, juridisk forpligtende klimaaftale er ikke en af dem. Enten kommer den for sent og bliver for svag til at vende udviklingen, eller også kommer den slet ikke.

Det er den nøgterne vurdering, man må anlægge i lyset af den sendrægtige forhandlingsproces, der fortsat foregår i FN-regi med afsæt i Klimakonventionen fra 1992. Det er nu otte år siden, man som videreførelse af den tidsbegrænsede Kyoto-protokol søsatte den proces, som i denne uge har skullet tage endnu et lille skridt på vejen via en forhandlingsrunde i Bonn. Som bekendt skulle processen være afsluttet tilbage i 2009 med en global aftale på COP15 i København, men enhver ved, hvorledes det gik, og hvordan de skuffede forventninger lammede den folkelige klimabevægelse i mange lande. Den nye ambition er sidst i 2015 at kunne underskrive, hvad der kaldes ’et juridisk instrument eller et vedtaget resultat med juridisk kraft’, til ikrafttræden fra 2020. Det er otte års forsinkelse i forhold til den tilstræbte København-aftales startår, 2012.

Som beskrevet her i avisen torsdag er verden allerede nu ved at bevæge sig hinsides den atmosfæriske koncentration på 350-400 ppm CO2, som skal respekteres, hvis den globale opvarmning skal kunne holdes under de to grader, verdenssamfundet har vedtaget som smertegrænse.

Denne uges møde i Bonn har ikke skullet tage store beslutninger, og måske netop derfor har iagttagere kunnet rapportere om en uvant god stemning. Det kan dog ikke skjule, at modsætningerne fortsat er store og forventningerne til en mulig aftale i 2015 tilsvarende små.

»Vi sidder her og taler, taler, taler, men der er ikke mange tegn på handling, der kan matche omfanget af den udfordring, vi er konfronteret med,« siger en af veteranerne blandt forhandlerne, Tewolde Egziabher fra Etiopien, til Irish Times.

»De største konsekvenser af klimaændringer mærkes i verdens fattigste lande. Vi har præsenteret nogle meget seriøse forslag til, hvad der bør gøres, men er der nogen, der lytter til os,« spørger den etiopiske chefforhandler, som bl.a. har foreslået at fastsætte »en fair og ligelig« CO2-kvote pr. person her på kloden.

Når dét ikke har gang på jord, er det blandt andet, fordi USA insisterer på, at de enkelte lande i en 2015-aftale selv definerer deres ’bidrag’ – ikke ’forpligtelse’ – til kommende CO2-reduktioner. Det for længst vedtagne mål om højst to graders opvarmning forestiller man sig altså ikke nået via en beregnet byrdefordeling mellem nationerne baseret på f.eks. velstand og udledning pr. indbygger, men derimod på, hvad nationerne hver især finder passende at bidrage med. Denne lidet forpligtende ’bottom up’-tilgang meldes en række lande nu at bakke op, og det foruroliger bl.a. klimarådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg: »Erfaringen viser, at det langtfra bliver nok, når landene mindsker udslip ud fra egne prioriteringer,« påpeger han.

Samtidig står USA fast på at ophæve den eksisterende Kyoto-aftales skelnen mellem i- og u-lande, således at også buldrende vækstøkonomier som Kina og nyrige u-lande som Qatar bliver bundet af aftalen på linje med i-lande. Det kan der være ræson i – Qatar har f.eks. verdens højeste udledninger pr. person – men bl.a. Kina og Indien afviser kategorisk forslaget, og dermed er man tilbage til dansen på stedet fra Bella Center for snart længe siden.

Det er – bortset fra CO2-regningen fra de mange flyrejser – i orden, at verdens lande bliver ved at mødes til klimadrøftelser. Det holder meningsudvekslingen i gang og kan måske føre til mindre delaftaler. Men den internationale offentlighed, de grønne organisationer og alverdens medier skal ikke begynde at opbygge nye højtflyvende forventninger til Paris-mødet i 2015. ’Altellerintet’-strategien blev med mange gode kræfters medvirken testet op til COP15 og slog så smerteligt fejl.

Den store omstilling af den globale økonomi til klimavenlighed, som chefen for FN’s klimasekretariat, Christiana Figueres, appellerede om i Bonn, skal komme andre steder fra. Og er gudskelov på vej. Fra civilsamfund, virksomheder, byer og kommuner rundt om i verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

In professor Hans Joachim Schellnhuber’s words stated in Doha “overriding everything else the 1st Law of Humanity: Don’t kill your children!”
http://www.pik-potsdam.de/news/in-short/files/Schellnhuber-keynote-COP18...

“Olieselskaberne har ikke de ringeste skrupler over at de tager vores planet og vores fremtid. Rex Tillerson, chef for olieselskabet Exxon, tjener 580.000 kroner om dagen. Tilsammen indhøstede de fem største olieselskaber - Exxon, Shell, BP, Chevron, ConocoPhillips - 2.171 millioner kroner i overskud hver eneste dag i 2012. De modtager 38 millioner kroner om dagen i skattelettelser fra den amerikanske regering. De bruger 2,5 millioner kroner om dagen på lobbyvirksomhed i Kongressen i USA.

Disse virksomheder opererer som slyngelstater. De er uden for lov og ret. De stiller sig ikke uden for nationernes love - dem er de for det meste selv med til at skrive - men de forbryder sig mod fysikkens love. Hvis de får lov at gennemføre deres forretningsplaner, destrueres planeten.

Vi har alle de ingeniører og iværksættere, vi har brug for. Hvad der frem for alt andet holder os tilbage er den simple kendsgerning, at kul- og gas industrien snyder os - og at de får lov til det. Som den eneste af alle brancher har de lov til at udøse al deres affald ganske gratis,” siger den amerikanske forfatter og aktivist Bill McKibben i filmen ‘Do the Math’.

"Ingen bør være i stand til at forurene gratis. Du må ikke. Jeg må ikke. Vi kan ikke gå ud og bare smide vores affald et eller andet sted. Hvis du gør det, så får du en bøde. Hvis du driver en lille virksomhed, må du ikke bare dumpe dit skrald i vejsiden. Du skal betale for at komme af med det, ellers får du en bøde. De eneste mennesker, der må forurene gratis, er disse mega-forurenere af kuldioxid - Big Oil, Big Coal. Hvis du får en 250 kroners bøde for at have smidt noget affald et sted, så kommer du til at betale 250 kroner mere end samtlige de industrielle forurenere nogensinde har betalt i løbet af 150 år for det kulstof, de har dumpet i vores atmosfære. Så fuldstændig absurd er hele denne ting," siger Van Jones, adm. direktør, Rebuild the Dream.

“Vi ser det næsten som værende selve definitionen på civilisation: at du rydder op efter dig selv. MED MINDRE du er i kul- og gasindustrien: så må du hælde alt det kulstof, du vil ud i atmosfæren ganske gratis. Og det er den økonomiske fordel, disse selskaber har, der forhindrer os i at få gang i den vedvarende energi i det tempo, som vi har brug for. Olieselskaberne slipper billigt - de betaler ikke den fulde pris for de omkostninger, deres forurening har.

Vi bør gøre os bekendt med og bevidst om disse forhold og se at få lavet om på dem. Den eneste grund til, at vi endnu ikke har gjort det, er, at det ville forringe noget af rentabiliteten i olie- og gasindustrien, så de har kæmpet med næb og kløer for at forhindre, at noget sådan skulle ske. Disse olie- og gasfirmaer, der engang i forrige århundrede tjente de en nyttig social funktion, er blevet til slyngelstat-virksomheder nu.

Denne industri opfører sig så hensynsløst, at de bør fratages deres “sociale licens” og den respektabilitet, de har haft. Vi er nødt til at forstå, at disse mænd er lovbrydere mod fysikkens love. Vi er nødt til at taget noget af deres magt fra dem, og der er en masse måder, vi kommer til at gøre det på. Et værktøj, det første værktøj, er frasalg af aktier. Vi vil bede om - eller kræve - at institutioner som universiteter og kirker frasælger deres aktier i disse olieselskaber. Logikken kunne ikke være nemmere: Hvis det er forkert at ødelægge klimaet, så er det forkert at drage økonomisk fordel af denne ødelæggelse. Dette frasalgs-argument har fungeret fint én gang før i amerikansk historie, nemlig under apartheidstyret i Sydafrika.

"Som det er i dag, subsidierer vi olie- og gasindustrien," siger den republikanske politiker Henry Waxman (D-CA). "Du hjælper den med at forblive på toppen og forhindre deres konkurrenter i den vedvarende energisektor i at kunne konkurrere på prisen. Hvad vi har brug for, er lige vilkår. "

"Hvad olie- og gasindustrien gør, er at den låser os fast i en fremtid, som vi ved, vi ikke vil kunne overleve - at menneskeheden ikke vil kunne overleve. Og vi ved dette, fordi i slutningen af ​​2012 hørte vi det fra tre konservative kilder næsten samtidigt,” fortæller den amerikanske forfatter Naomi Klein og henviser til rapporterne, som Verdensbanken, Det Internationale Energiagentur og Price Waterhouse Cooper udgav i november og december 2012, hvor de advarede om, at “hvis vi ikke gør noget mere, men bare bliver ved at gøre det samme, altså hvis vi graver alle disse olie- og gasreserver op, som i øjeblikket er planlagt, er vi på vej mod 4 til 6 graders global opvarmning, hvor tingene begynder at løbe løbsk.”

“Så længe de fossile brændstoffer er den billigste energi, vil de fortsat blive anvendt. Den eneste løsning er at begynde at sætte en pris på kulstof-udledningerne,” siger Dr. James Hansen, tidligere direktør for NASAs Goddard Institute.

- - - - -
Alt ovenstående er citater fra filmen ‘Do the Math’, som handler om forfatteren Bill McKibbens arbejde i organisationen 350.org, der laver kampagner for at bremse den globale opvarmning og klimaforandringerne.

Den varer 42 minutter og blev lagt på YouTube.com den 21. april 2013, hvor den siden da er blevet set i nærheden af 50.000 gange, mens den i sidste uge havde premiere hundredvis af steder rundt på hele kloden.
http://www.youtube.com/watch?v=IsIfokifwSo