Leder

Overvågning uden effekt

30. maj 2013

Normalt siger man om overvågning, at det er noget, som indføres, men stort set aldrig afskaffes. Derfor har det sidste halvandet års diskussion om internet-overvågning også været principielt interessant. Sessionslogning – som det kaldes – regnes med snart at nå op på 1.000 milliarder registreringer af alle danskernes internetbrug om året. Det, der forsøges gemt, er blandt andet, hvilke hjemmesider vi besøger, og håbet var vel, at det i forbindelse med terrorefterforskning kunne være nyttigt at se nærmere på.

Men allerede inden loven blev indført som en del af Terrorpakke II, advarede eksperter om, at den måde, man ville registrere oplysninger på, ville gøre den både dyre og ekstremt omfattende overvågning ubrugelig. I modsætning til logning af telefondata, som blev indført ved samme lejlighed, var internetovervågningen ikke noget krav fra EU, men et selvstændigt dansk initiativ. Da man på trods af kritikken indførte loven i 2007, indsatte man derfor også en revisionsbestemmelse, der skulle sikre, at politikerne efter nogle år skulle se nærmere på, om logningen nu også var brugbar. Et fornuftigt initiativ, da der var tale om et helt nyt område, man ville overvåge.

Når det kom til evalueringerne, blev de dog aldrig rigtig til noget. Det blev udskudt indtil en utraditionel alliance bestående af DF, Ø, LA og Venstre for halvandet år siden begyndte at presse på og i sidste ende tvang regeringen til at dokumentere, hvad internet-overvågningen rent faktisk bidrager med i opklaringsarbejdet. I december 2012 kom så svaret fra ministeriet i en redegørelse som i sig selv viste, hvorfor regeringen ikke ønskede en evaluering. For i redegørelsen blev det fremlagt, at der var »alvorlige praktiske problemer forbundet med anvendelsen af den sessionslogning, som internetudbyderne er forpligtede til at foretage« fordi implementeringen blev »gennemført på en sådan måde, at den stort set blev uanvendelig, hvilket stod klart for politiet, da man første gang ønskede at gøre brug af sessionslogning i forbindelse med efterforskningen af en straffesag«.

Allerede første gang man ville gøre brug af oplysningerne, blev man altså klar over, at den var gal, men det var ikke noget, man oplyste offentligheden om. Justitsministeriet anførte også, at den »begrænsede anvendelse« af internettrafikdata ud over den dårlige implementering hos udbyderen skyldes »det teknologiske modenhedsniveau i dansk politi«. Det IT-system, som politiet havde indkøbt, kunne ikke engang læse det format, som dataen blev leveret i.

Konklusionen var, at ministeriet efter milliarder af loggede oplysninger og millioninvesteringer i overvågningsudstyr reelt kun kunne finde ét eneste eksempel, hvor sessionslogning havde hjulpet dem i en efterforskning. Den sag handlede ikke om terror – men om efterforskningen af et simpelt netbankindbrud. Redegørelsen var i det hele taget et eksempel på en inkompetence, som har præget hele forløbet, men en smule bizart blev den alligevel fulgt op af en opfordring fra Justitsminister Morten Bødskov om, at man igen skulle udskyde en revision af loven. Ministeren mente, at man i stedet skulle vente på, at EU inden for en ikke nærmere defineret fremtid ville foretage en evaluering af hele det oprindelige logningsdirektiv, før man selv gjorde noget. En opfordring, som det alternative flertal selvfølgelig afviste, og som DF’s Dennis Flydtkjær selv sagde om i februar til netmediet Version2: »Da logningsbekendtgørelsen blev indført, var det for at give flere redskaber til efterforskningen. Nu kan vi konstatere, at de ikke bliver brugt. Det giver ikke indtryk af, at der er balance«.

Men i tirsdags meddelte DF så, at de ikke vil stemme for LA, Ø og V’s ændringsforslag om at afskaffe sessionslogningen. De vil heller ikke opretholde deres eget ændringsforslag om kun at udskyde revisionen af loven i et enkelt år i stedet for to.Så selvom det har vist sig, at overvågningen ikke har nogen dokumenteret effekt, og at milliarder af personfølsomme oplysninger bliver registreret til ingen verdens nytte, så får det alligevel lov at fortsætte. Det langvarige forløb bekræfter dermed fordommen om, at når overvågning indføres så bliver det ikke afskaffet igen. Det bør vi alle sammen tage ved lære af, når fremtidige overvågningstiltag forsøges indført.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Ryberg
Thomas Ryberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu