Leder

Det uendelige dilemma

13. maj 2013

Mere end 6.000 kilometer væk, i en airconditioneret container midt i Helmands ørken, sidder en mand, der giver forsvarsminister Nick Hækkerup endnu en hovedpine. Han tilbageholdes på sjette måned uden dom, mistænkt for at være en af Talebans bombemagere.

Som Information har dokumenteret de seneste dage, aner forsvarsministeren ikke, hvad han skal stille op med fangen. Siden november sidste år har Danmark ikke udleveret fanger til den afghanske sikkerhedstjeneste i Helmand, og efter fem måneders tovtrækkeri med de afghanske myndigheder er det stadig ikke lykkedes at få ham udleveret til et andet afghansk fængsel i Parwan-provinsen. At retsforfølge ham i Danmark er udelukket. Det vil afghanerne ikke bryde sig om, mener ministeren. I sidste ende kan sagen derfor ende med, at manden må løslades – selv om fingeraftryk og dna-prøver angiveligt beviser, at han har fremstillet eller udlagt vejsidebomber.

Sagen om den mistænkte bombemand demonstrerer det dilemma, som danske styrker har stået i, siden de på nationens vegne begyndte at tage fanger i Afghanistan, Irak og Det Indiske Ocean. Trods 11 års erfaring er Danmark tilsyneladende ikke nærmere en løsning af de problemer, der opstår, når danske soldater tager formodede oprørere eller pirater til fange.

Gang på gang har regeringerne Fogh, Løkke og Thorning-Schmidt forsøgt at lave udleveringsaftaler med andre lande for selv at slippe for besværet med at internere, retsforfølge og opbevare forbrydere fra fjerne dele af kloden. I begyndelsen af Afghanistankrigen overlod Danmark sine fanger til USA, under piratjagten har det været Kenya, Seychellerne og senest Tanzania, som har holdt for, og i Irak var det briterne. I Afghanistan har Danmark siden 2005 satset på, at en udleveringsaftale med Afghanistan ville være tilstrækkelig til at forhindre overgreb på i hvert fald de fanger, som danskerne selv udleverer til myndighederne.

I november sidste år måtte den danske regering så for første gang erkende, at de diplomatiske forsikringer ikke var nok. Forsvarsminister Hækkerup valgte at følge briternes stop for udleveringen af fanger til den afghanske sikkerhedstjeneste i Lashkar Gah – men uden at kende grundlaget for den britiske beslutning. Endnu et tilfælde af dansk underdanighed over for en stor allieret? Eller er det bare politisk bekvemt ikke at vide for meget om de afghanske myndigheder, som de danske soldater dagligt skal samarbejde med? I hele seks måneder har Danmark så forsøgt at finde et andet fængsel at udlevere fanger til. Valget er faldet på Afghan National Detention Facility – Parwan, det tidligere Bagram-fængsel, som har skiftet navn i et forsøg på at distancere sig fra den tortur, som bl.a. USA gennemførte dér i forbindelse med sit hemmelige fangeprogram.

Forsvarsministeren mener, at forholdene i Parwan-fængslet er mere humane end i Helmand. Men i realiteten ved ingen, om det er tilfældet – og slet ikke efter, at afghanerne selv overtog ansvaret for fængslet i marts.

Under hele fangediskussionen har regeringen forsvaret sig med manglende viden. Den, der ikke ved, at der foregår tortur, kan ikke påstås at handle i ond tro, lyder den juridiske logik. Men efter 11 års shakren med menneskeskæbner er det på tide at hæve diskussionen over det juridiske niveau.

Danmark har et moralsk ansvar for, hvad der sker med de mennesker, som danske styrker tilbageholder og udleverer til tredjepart. Og det ansvar forsøger den nuværende minister ligesom sine forgængere at undslippe.

FN’s rapporter om forholdene i de afghanske fængsler viser – ligesom rapporterne fra den afghanske menneskeretsorganisation AIHRC – at tortur og mishandling er så almindelig en praksis i Afghanistan, at stort set hver anden fange bliver udsat for tortur – heriblandt mange af de fanger, som de internationale styrker udleverer og fører tilsyn med.

Forsvarsministeren kunne passende begynde med at lægge de oplysninger frem, som førte til suspensionen af fangeudleveringen til NDS. Og så kunne han vente med at overdrage fanger til Parwan, før en uafhængig undersøgelse har dokumenteret, at forholdene dér er i orden.

En demokratisk ansvarlig regering kan hverken suspendere eller genoptage fangeudleveringer til en torturstat, uden at Folketinget og offentligheden kender grundlaget herfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Wilhelm May
Wilhelm May anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er sikkert al sammen rigtigt, det Charlotte Aagaard skriver; men konsekvensen er så bare, at danskerne må lade pirater og forbrydere gå.
Det skriger til himlen, når danske krigsskibe sætter pirater fanget på fersk gerning i land på kysten. Og nu må vi lade en afghansk bombemand gå, selvom der er dna beviser for hans bombeindsats.

Jeg har ikke løsningen på dilemmaet; det værste er, at det er der åbenbart heller ikke andre, der har.