Leder

Bare bryster

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

19. juni 2013

Der er ikke noget mere naturligt end en ammende kvinde. Opfostring af menneskeligt yngel er linket til vores oprindelse som pattedyr, hvilket man kan forvisse sig om ved en tur i Zoologisk Have. Desuden er amning smukt og for mange kvinder forbundet med nærhed til barnet og stolthed over moderskabet.

At ammende kvinder i det offentlige rum nu pludselig kan være en krænkelse af andre menneskers blufærdighed, siger noget om nypuritanismens tag i vores kultur: Det krænkende bliver det naturlige bryst, mens seksualiseringen af kroppen og æstetiseret sex fylder medier og reklamer.

Derfor har det også vakt furore, at Ligebehand-lingsnævnet har givet Illum ret til at afvise en ammende kvinde fra stormagasinets café. Ifølge nævnet står hensynet til andre folks blufærdighed højere end hensynet til kvinder, der ammer, og det hedder i afgørelsen:

»Da de anvendte midler ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at varetage hensynet til andre kunders blufærdighed, finder nævnet, at indklagede (…) ikke har handlet i strid med ligestillingsloven.«

Hvor fristende det end må være, er lovgivning om kvinders ret til at amme alle offentlige steder – herunder privatejede restauranter – som Enhedslisten har foreslået, imidlertid et fattigt våben mod puritanismen.

Der er heller ingen, der kender omfanget af afviste ammende kvinder. Men det kan umuligt været mange. Sagen i Ligebehandlingsnævnet er den første af sin karakter.

I Danmark lovgiver vi imod passiv rygning, fordi det er sundhedsskadeligt. Der er intet sundhedsskadeligt ved, at en mor bliver bedt om at amme andre steder end på en café.

Det forstemmende er imidlertid, at bare bryster ikke bare er bryster. Ligesom 60’erne og 70’erne krævede et kulturelt opgør med en forstokket seksualmoral, kræver tiden et kampskrift for den naturlige krop. Det kan bare ikke skrives på Christiansborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Oreskov
  • Erik Jakobsen
  • Viggo Okholm
  • Henrik Jensen
  • Viggo Helth
  • Palle Pendul
Claus Oreskov, Erik Jakobsen, Viggo Okholm, Henrik Jensen, Viggo Helth og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette-Line Thorup laver følgende konklusion:

'I Danmark lovgiver vi imod passiv rygning, fordi det er sundhedsskadeligt. Der er intet sundhedsskadeligt ved, at en mor bliver bedt om at amme andre steder end på en café.'

Man kunne også mene at der intet sundhedsskadeligt er ved at en mor ammer på en hvilken som helst café.

Jane Olsen, Ellen Chakir og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Henning Vinther Rasmusen

Jeg synes bestemt også at det er i orden at amme på en cafe. Men Mette-Line Thorups argumentation er ikke i orden. Det er ikke nok at henvise til naturlighed. Sex er jo også naturligt. Men jeg ville nu betakke mig hvis jeg også skulle være vidne til sex på caféer. Desuden må vi nok se i øjnene at blufærdighed er naturlig, dvs. medfødt. Hvor grænsen trækkes afgøres derimod af kulturen/ moralen. Man er ikke puritaner blot fordi man er blufærdig.

alexander andersen, Henrik Brøndum, Rasmus Aagaard og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Niklas Rassing

Jeg er ambivalent i forhold til idéen om at man skal bringe lovgivning på spil, selvom jeg synes at kvinder bør kunne amme deres børn, hvor de vil, men jeg køber ikke begrundelsen som Ligebehandlingsnævnet har givet, for hvis det krænker folks blufærdighed, så er skulle det vel være ulovligt at amme alle offentlige steder

olivier goulin

Ja, vi er altså ikke så langt fra den famøse ikke-håndtrykssag, der har hjemsøgt Information den seneste uge.

Igen bliver bliver et særligt kultursyn (frisind) ophøjet til universel rettighed, i den grad at det gøres til et menneskeretsspørgsmål at kunne lufte sine bryster på alle offentlige steder. En ting er, hvad folk gør ude i naturen og på andre fællesarealer, men en café er stadig ikke mere offentlig, end at den har en ejer, der har ret til at definere de gældende poltikker, f.eks. også om man må ryge (før dette blev forbudt ved lov).
Så naturligvis bør det også være ejer, der bestemmer, om amning er tilladt eller ej, af hensyn til de andre gæster.

Ligesom ejeren af håndtrykket bestemmer, hvem han vil give det til, offentligt som privat.

/O

Thomas Aniss, Lars Schmidt, Tino Rozzo, Carsten Munk og Holger Skjern anbefalede denne kommentar

Meget simpel løsning:
når kvinden hiver brystet frem til offentlig beskuelse, så gør det til genstand for offentlig beskuelse.

Samtlige mænd i lokalet skal bare vende blikket mod den, smile sjovelt, måske slikke sig lidt lummert om læberne...

Kønsdriften og den mandlige reaktion på et blotlagt kønsorgan, selvom det nu kun er et sekundært, er siden lige så naturlige som amning. Ja de skal faktisk have fundet sted før der kan finde amning sted, så de er faktisk det biologiske grundlag dertil.

Sarkasme kan være anvendt i ovenstående.

Viggo Okholm

Der bør ikke være lovgivning om det,da vi hermed kan komme til at krænke ejendomsretten. Cafeer er ikke offentlige,men private og det er frivilligt om man vil gå derind. Når det er sagt så er forargelse og blufærdighed vores eget valg,kan vi ikke tåle at se et bryst,en penis eller hvad der nu dukker op,må man gå sin vej eller kigge et andet sted hen.
Men under alle omstændigheder kan og bør alle parter jo tage en form for hensyn,amning er naturligt,men derfor kan kvinden jo godt være lidt diskret.
Dernæst bør mænd som skal lufte organet jo også være lidt diskrete uanset man er på en festival. Kvinder ved jo godt hvordan sådan en ser ud så tager det sikkert roligt.

Jeg kommer til at tænke på Louis Bunuel's film fra 1974 og middagen, hvor gæsterne må gå afsides for at spise, og hvor den sociale del af samværet er en fælles-sidning på wc'er rundt om bordet...

Vi er nu kommet til en epoke, hvor nøgne kropslige afbildninger af den "seksuelt tilgængelige kvinde" er værdsat, mens den "ikke seksuelt tilgængelige kvinde" bliver bedt om at forlade lokalet...

Vi er kommet dertil, hvor nøgne seksuelt attraktive mennesker er mediernes foretrukne bybillede, mens en lille babys diskrete spisning under diskrete former regnes for at være dybt anstødelige og blufærdighedskrænkende...

Vi er kommet dertil, hvor TV, medier og busannoncer rask væk præsenterer billeder af brystforstørrende operationer i G8 format og pornografiske helkøds-annoncer som socialt acceptable og ikke stødende, mens en lille babys ansigt ved et minimalt afdækket stykke brysthud fremkalder vrede protester og bortvisning pga. blufærdighedskrænkelse...

Er det i virkeligheden babyen, som er problemet...? siden brystet normalt ikke vækker fordømmelse...?

Er det babyen og barnet som skal kontrolleres a'la det 19. århundredes "børn skal ikke ses og ikke høres", og først fremvises når det er terpet igennem den sorte skole...?.

Er det afvisningen af det "ikke-produktive" menneske...?

Er det spisningen, der er problemet - som i Bunuel's film...? Er vi så spiseforstyrrede som samfund....?

Eller er det til syvende og sidst den indestængte vrede over at nogle kvinder pga. deres rolle som mad-giver, så ikke er seksuelt tilgængelige..?

På Bali går de ældre kvinder stadig med nøgne bryster, som de altid tidligere har gjort, mens de unge kvinder snører sig med bh'er og er angst for at blotte sig. Samfundet former kulturen og blufærdigheden hver eneste dag, så hvor er vi på vej hen?

Seksualiteten har tilsyneladende sejret så meget, at det ikke-seksuelle nu skal forbydes...

BOYKOT Illum og Tivoli, som gerne vil have vores penge til babytøj og forlystelser, men som ikke ønsker at hjælpe de "ikke-seksualiserede" kvinder, når de har et lille tørstigt spædbarn...

Som et minimum må lovgivningen kræve tydelig afmærkning med "AMNING FORBUDT" skilte på alle de cafeer, som ikke ønsker amning. Så skal vi kvinder nok fremover sørge for ikke at lægge vores penge der - uanset om vi ammer eller ej.

Vi trænger i den grad til en ny hippiebevægelse...!

Niels Duus Nielsen, Anders Kristensen, Jane Olsen, Ellen Chakir, Palle Pendul, Iben Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Non Sequitur Du Jour(på forhånd undskyld): Det post-biologiske menneskes adkomst er tydeligvis nært forestående. Det, der er det tilstræbt 'pure' i den ny puritanisme, er fraværet af krop, overhovedet. Den må ikke komme på tværs, med sin sikre, indbyggede dødelighed og langsomme, predeterminerede selvdestruktion. Den urmenneskelige ultra-kliché 'ammende moder med spædbarn' er den største provokation og torn i øjet, i den krop-og dødsfornægtendes perspektiv; jeg tror ikke på lovgivning og moralske debatter, endsige atavistiske og næsten grinagtigt Thoreau-arkaiske neo-hippie bevægelser, som gyldige, effektfulde modsvar til dette ny menneskes mentalitet, med mener at problemet, det grundlæggende, hænger nøje sammen med fraværet af et kollektivt poetisk greb om døden i demokratiet: demokratiet i Danmark (og andetsteds) anno 2013, må frembringe en ny poesi af stor kraft og dybde omhandlende kroppens afslutning, for at blive menneskeligt igen, og, ultimativt, for at overleve.

olivier goulin, Niels Duus Nielsen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Jensen

Nej... du skal ikke have en baby med på cafe, i et fly, i biografen eller noget somhelst andet sted, hvor babyen kan være til gene for andre! Du har valgt at få et barn, det er altså nogle begrænsninger de første par år! indtil barnet kan opføre sig på en nogenlunde acceptable måde i samfundet... Moderen kan tage på cafe, men det er uden barnet, der er en fader der kan tage sig a barnet i mellemtiden. Modermælk er en god ting. Men ikke ALLE måltiderne behøver at være det, der er flere gode erstatninger!

John Poulsen

/ironi til/:
Ja, ja, lad os da få en lov for at amning må foregå i cafeer og restauranter....blot loven forbyder efterfølgede op på skulderen for at bøvse/gylpe, for det er da klamt.
Men samtidig skal loven sikre mænds rettigheder. De har en fuldstændig ligeså naturlig opgave, og det er at komme af med vandet. Bare fordi kvinder ikke kan, behøver det ikke begrænse mænds adkomst til fri vandladning og luftning af dilleren overalt udendørs.
Noget for noget
/ironi fra/:

Soren Andersen

"Der er ikke noget mere naturligt end en ammende kvinde"

Man kan ikke basere sin argumentation på at det er naturligt, for det er der virkelig mange ting der er. Jeg vil afholde mig fra en udtømmende liste, men jeg garanterer for, at mange af disse naturlige ting ville få selv den mest frigjorte til at overveje at vælge en anden café. Hvor ens egen grænse går er individuelt, så lad være med at pege fingre ad folk fordi de synes bare bryster, gråd og babygylp ikke er fremmende for lysten til at spise en caféburger. Det bygger på en forkert antagelse om, at der findes en absolut grænse som er gældende for alle invidvider.

For 33 år siden ammede jeg som den naturligste ting i Tivoli, da vores lille familie var på hyggetur. Ingen løftede et øjenbryn. Tværtimod fik jeg søde kommentarer om vores dengang lille dreng, som glad og tilfreds smilede til verden. Naturligvis var det diskret - for jeg er selv blufærdig af natur og ønsker ikke at "vise bare babbedutter frem". Ingen barnegråd og naturligvis ingen bleskift ved bord - sådan noget gør man på toilettet.

Dengang var det naturlige look in - med bare tæer på Strøget og bare bryster på stranden. Porno og afbildninger af bare nøgne kroppe - ja, det fandtes slet ikke i bybilledet. Det højeste Ekstrabladet kunne svinge sig op til var side 9 pigen... og pornomagasiner var noget, der blev købt og pakket i brune papirsposer i kiosker, så naboen ikke tog anstød...

Nu bringer næsten alle aviser og blade, samt TV og bybusreklamer kæmpe billeder af afklædte mennesker og pornografiske stillinger. Hvem sagde blufærdighed her...?

Og så er der nu mennesker, der er så forskrækkede over at se et lille barn diskret blive ammet under et tørklæde, at de får cafeburgeren og latten galt i halsen....

Hykleriet har åbenbart ingen grænser.

Vi snakker jo ikke om dyre middage på Noma eller Era Ora, hvor man kan have en forventning om, at de små er lagt i seng med tilhørende barnepige.

Næh, vi snakker om dagligdags hverdagscafeer, som tilbyder en cappuchino eller en hurtig burger med fritter til den travle bygæst. Ikke just noget, som kræver gourmet smagsløg...

Helt ærligt - hvor er problemet!

Alle har været babyer engang... og at man ikke under en træt spædbarnsmor en kop kaffe og at slukke sit barns tørst i diskret hensyntagen - ja, det er squ hjerteløst og børnefjendsk.

Alle I kvindefjendske børnehadere - jeg håber I får sulevællingen galt i halsen, når I engang skal mades på plejehjemmet af de selvsamme børn, som I ikke undte en mælketår på cafeen....

Holger Madsen, Anders Kristensen, christel gruner-olesen, Grethe Preisler, Ellen Chakir, Niels Mosbak, Claus Oreskov, Karsten Aaen, olivier goulin, Palle Pendul, Robert Ørsted-Jensen, Iben Larsen, Marie Jensen og Holger Skjern anbefalede denne kommentar
Marie Jensen

Helt ærligt, de fleste mødre er da yderst diskrete med deres amning - jeg har aldrig selv oplevet det modsatte. Egentlig synes jeg kun sjældent jeg har lagt mærke til ammende kvinder på caféer og lignende og jeg går da jævnligt ud. Jeg har mistanke om, at antallet af ammende mødre i bybilledet, enten er vildt overdrevet i pressen eller også er mødrene gode til at amme diskret og finde et hjørne, hvor der er fred og ro. Det er utroligt, hvad nogle voksne finder stødende eller ulækkert. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare ser den anden vej, hvis man bliver genert.

Og al den snak om, at amning ikke bør tolereres på caféer og lign., fordi det ikke er mere naturligt end f.eks. sex, er virkeligt ureflekteret. Det er muligt at der er andre ting, der er lige så naturlige som amning, som man aldrig kunne finde på at gøre ved et cafébord, men forskellen på at amme et spædbarn og så f.eks. at dyrke sex er at spædbørn ikke kan udsætte eller undertrykke deres behov. Det kan normalt fungerende voksne godt. Et sultent spædbarn, der ikke bliver ammet vil skrige til det får noget mælk - i øvrigt til større gene for omgivelserne end en lille brysttår ved bordet - efter min mening.

Er i øvrigt rystet over at høre, at man ikke må amme i Tivoli. Har ens brystbarn større søskende, kan man altså ikke lave familieture i Tivoli med mindre mor pænt og ærbart bliver hjemme og ammer den yngste. Det er sgu da trist at vi er kommet dertil.

Niels Duus Nielsen, Anders Kristensen, Ellen Chakir, Karsten Aaen, Holger Skjern, Rasmus Kongshøj og Iben Larsen anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

@Lilli

"Vi snakker jo ikke om dyre middage på Noma eller Era Ora, hvor man kan have en forventning om, at de små er lagt i seng med tilhørende barnepige."

Hvorfor er det ikke børnehad og menneskefjendskhed at forbyde amning på Era Ora? Hvorfor kan de principper som du bruger til at forbyde det på Era Ora ikke anvendes på Café Den Blå Hund? Alternativt, kan du ikke skrive klart og tydeligt ved hvilken kuvertpris skillelinjen mellem "rendyrket ondskab" og en "berettiget forventning om tildækkede bryster" går?

Niels Duus Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

@Soren,

Du har i princippet helt ret - naturligvis bør man da kunne amme både på Era Ora og Noma....:o)

Dejligt at du har så stor forståelse for spædbørns behov....:o)

@Soren,

Du har i princippet helt ret - naturligvis bør man da kunne amme både på Era Ora og Noma....:o)

Dejligt at du har så stor forståelse for spædbørns behov....:o)

Thomas Aniss

Personligt har jeg intet imod amning, men jeg har heller ikke de store problemer med at forstaa at andre maaske helst er det foruden i visse situationer. Folk er nu engang forskellige, og at stemple dem som "kvindefjendske børnehadere" er mildest talt plat.

Argumentet med at det er "naturligt" er jo helt tovligt, da det ikke er hverken mere eller mindre naturligt end at dyrke sex eller tage sig en skider.

Det eneste rimelige er vel at lade det vaere op til den enkelte bevaertning at bestemme hvilken amnings-politik den vil foere, saaledes at folk selv kan bestemme hvilken type bevaertning de oensker at frekventere. Hvad er problemet i det?

Naah nej, i Danmark er det kun lovgivning og ensretning der duer :-/

Erik Jakobsen

@ Lilli, marie og for den sags skyld osse Søren

Hvor er det dejligt, at der stadig er mennesker i Danmark, der har bevaret glæden ved spædbørnene, og at deres mødre frit kan følge WHOs opfordringer om, at de små kan få så naturlig en kost som muligt. Også når mødrene er ude og få sig en kop kaffe med kage til på restaurant, cafe o.l. Som jeg forstår udviklingen i Danmark, kan man næsten ikke undgå at få klasket mere eller mindre sexorienterede reklamer lige op i ansigtet. Men at lille Bøv ligger lige så stille og får stillet sulten og bagefter kommer med en velfortjent bøvs uh da da nej det er da for klamt.

At begynde at blande korpulering og gåen rundt med sit mandlige parringsorgan frit hængende frem vækker dårlige minder om teenageres "hvis du gør sådan så gør jeg bare sådan" attitude.

Henrik Brøndum

Skal boessebarer ogsaa tvinges til at give ammende kvinder adgang med loven i haand? Eller kan restauranter og publikum selv finde ud af hvem der passer sammen?

Steder der helst ikke vil have ammende kvinder burde kunne finde ud af at henvise til kollegaen rundt om hjoernet allerede naar bebs og mor naermer sig. Hvis en café-ejer foeler sig som maal for en haer af ammende kvinder der ikke skaber omsaetning, kan han vel skaenke noget kold og bitter kaffe?

Er en restauration pludselig uforskammet fordi bebs ogsaa skal have mad, kan mor da bare meddele, at desvaerre har mor glemt sin pung og maa bede om at faa tilsendt en regning - og saa fortaelle vennerne at lige netop der er gaestfriheden afmaalt i smaa portioner.

Restauratoerernes piveri med at de er private steder holder ikke. De har faaet en bevilling af os andre og saa laenge de har overordentlig vanskeligt ved at betale skat og lade vaere med at ansaette ulovlig arbejdskraft - kan de nok vise lidt samfundssind med gratis vand, adgang til toiletter largesse overfor bebs og mor ....

Niels Duus Nielsen, Ellen Chakir, Simon Olmo Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Hed det ikke tidligere, måske for så længe siden at nu ingen rigtig kan huske det, gæstgiveri, at det var værten pålagt at tilbyde høj som lav beværtning, rum og husly?

Nu virker det med denne polimik på mig, at cafeejere og restauratører er blevet herremænd, der ikke er klar over, at de kun kan stå bag kasseapparatet så længe fællesskabet giver dem lov hertil. Og de, som Henrik Brøndum så rigtigt er inde på, svarer enhver sit Statskassen og de ansatte. Leverandørerne kan de sgu slås med i fogedretten.

Ideen med at lade det sig sprede som bølger i vandet, at her er der et udskækningssted, der ikke har forstået næstekærlighedsprincippet er meget bedre end lovgivning. Og de kunder som er lige ved at kaste op over et spædbarns fødeindtagning, kunne prøve at kigge den anden vej, evt. ved at dreje stolen lidt så de ikke får hold i nakken.

Er der sindelagskontrol på bøssebarer?

christel gruner-olesen, Ellen Chakir, Niels Mosbak og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Henning Vinther Rasmussen. Selvfølgelig er blufærdighed ikke noget naturligt men betinget af kulturelle værdinormer m.a.o. blufærdighed er aldeles relativ.
@ olivier goulin. Med din retorik åbner du jo op for at Cafe ejerne kan ekskludere: personer med den ”forkerte” hudfarve, tørklæde, kors eller halvmåne ect ..
PS: når jeg ser en ammende kvinde glædes jeg over al måde – for jeg ser livet i al dets fylde. Livet vil altid sig selv (og der er en enorm styrke i denne stræben), det kan I ikke ekskludere uden at destruere og forkrøble jer selv!

Peter Ravn Mikkelsen, Ellen Chakir og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

Haha, der kommer godt nok nogle seriøst mærkelige argumenter frem

En synes de skal have lov fordi restaratører angiveligt er småkriminelle og derfor må skylde et eller andet til ammende mødre. Hvilket bogholderi er det helt præcis vi taler om her?

Flere mener de skal have lov fordi vi har halv-pornografiske reklamer over det hele alligevel. Det kvalificerer ikke engang som argument :-)

Men for lige at vende tilbage til Era Ora ... er der steder hvor det ville genere jer at kvinder ammede? I givet fald hvorfor?

Anders Kristensen

Fatter ikke at det kan være et problem med ammende kvinder... Jeg syntes at det er smukt!

Kunne man forestille sig, at alle cafeejere synes, at det er en god ide at forbyde amning...? I så fald ville kvinder med spædbørn ikke længere kunne gå på cafe...!

Det næste kunne så være, at det blev forbudt at amme offentligt, så kvinder heller ikke længere kunne sidde på en bænk i parken, eller i et s-tog og amme....I så fald ville kvinder med spædbørn ikke kunne bevæge sig længere fra hjemmet end baby's sult & tørst og brystspændingerne tillod...

En næsten Taliban lignende tilgang...!

De turist kvinder med spædbørn, der ønsker at amme - ja, de vil så i øvrigt kunne bortvises til hotelværelser og ammestuer langt fra resten af familien, og Danmark vil få et ganske særligt omdømme som landet, hvor bare kroppe i pornografiske stillinger i stort omfang kunne ses i bybilledet, men hvor babyer ikke må få stillet sult & tørst ....

Hvorfor er det egentligt, at alle i Danmark synes at det er forkasteligt, at Peter Øvigs bog bliver censureret af Apple...?

I øvrigt holder argumentet med "medbragt mad" ikke .... for cafeejere tilbyder jo ikke ammemælk på flaske...!

Det handler om at tjene penge. Det vil sige tiltrække de kunder der køber for flest penge.
Hvad vil en typisk mor med en baby købe? Kildevand, et enkelt glas hvidvin, kaffe, salater og måske en børnemenu hvis der er et lidt ældre barn med?
Hvad vil en typisk forretningsmand købe? 1 glas/flaske vin i den dyre ende, spiritus, menu med sværdfisk?

Sagen er, at et sted med barnevogne, spædbørn, småbørn generelt ikke tiltrækker de kunder der vil købe en dyr frokost og evt. et glas spiritus. Ikke fordi de klager over mødrene, men de vælger at gå andre steder hen. Det ved restauratørerne udemærket godt. At enkelte ejere så pisker en stemning op, og køre afvisningen af en ammende kvinde af på kundeklager er noget pjat. Hvis mødrene dagligt lagde 1-2000 kr for en frokost så ville nok så mange klager ikke udløse at mødrene blev afvist.

De samme mennesker som fravælger stedet i forbindelse med en frokost med en forretningspartner, kan man godt møde der på andre tidspunkter med ungerne. Eller på McDonalds.
Hver ting til sin tid.

Det er vel egentlig de færreste forretningsmænd, der satser på en menu med sværdfisk til 2000 kr. i Illums cafe..., som vel mest er henvendt til travle shoppende godtfolk, der har brug for en kop kaffe, en sandwich og et stykke æbletærte med creme fraiche - inklusiv selvbetjening....!

Tankevækkende er det vel også, at den ammende mor var ÅH SÅ velkommen før barnet blev født og hun med veninder indtog talrige cafe frokosten, mens de fyldte Illums pengekasser med kr. for babytøj, m.m.

Og jeg har heller aldrig set folk indtage sværdfiskemenu i Promenaden (var det ikke den der var tale om..?) eller lignende steder i Tivoli, som vel mest er kendt for familievenlig barbecue...

MEN, vi kvinder vil fremover huske at spørge os for, så vi kan boykotte ALLE restauranter og cafeer, som behandler os kvinder dårligt...! og det gælder også seje ugifte tøser, teenagemødre, bedstemødre, tanter og oldemødre.

Det kunne i øvrigt være lidt sjovt med en gammeldags happening, hvor kavalergangklædte kvinder og håndværkersprække mænd indtog Illums cafe, mens de flagrede med de blottede hudstykker .... samtidig med at en enkelt forsagt ammemor diskret tiltuskede sig lov til at amme i et hjørne og herefter blev bortvist.... Blot en tanke.

Tænk at vi i Danmark skulle opleve sådanne Taliban tendenser mod kvinder, og kommentarer i medierne om at så kan kvinderne bare holde sig hjemme.....

Fy for pokker....!

Var der nogen, der sagde "backlash"....

Til orientering, kan jeg nævne, at jeg har sendt mail til Tivoli og bedt dem oplyse på forsiden, hvilke restauranter og cafeer, der forbyder amning.

Opfordrer hermed alle amme-venlige mennesker til at gøre det samme...!

Toke Andersen

For en gangs skyld en problemstilling som markedet er nærmest som skabt til at håndtere på den bedst tænkelige måde. Det sker ikke tit, så lad os, når nu det endeligt er tilfældet, lade markedet gøre hvad markedet er bedst til

De mennesker der nyder at gå på cafe uden at udsættes for bare bryster eller lignende forstyrrende elementer kan vælge Illums Cafe.

Og alle dem(vel nok langt de fleste) der synes denne politik er plat, diskriminerende eller bare ekstraordinært usympatisk kan så vælge Illums Cafe fra.

Når Illum om et par måneder sammenligner med tidligere års omsætning, kan de så vurdere om det var en god eller en dårlig ide.
Således virker markedet.

alexander andersen

Handler det her om amning, etablissementer i den dyre ende eller pornoficering af det offentlige rum?

Vi er blevet en nation af grænsesøgende voksenbabyer, der tydeligvis ikke kan håndtere de løse rammer i samfundet.

Lau Dam Mortensen

Bryster er noget sexuelt i vores kultur, det kan man ikke diskutere. Derfor er det blufærdighedskrænkende at vise dem frem, uanset om det er for at amme eller ej. Når det er sagt, så er jeg enig i at pornoficeringen af rummet er gået kilometervis over stregen.

Per Pendikel

@Lau Dam Mortensen
Bryster kan være noget seksuelt. En bagdel kan være det og læber kan og alt muligt andet kan være seksuelt (eller er seksuelle lidt efter hvordan vi taler om følelser)..
Selvfølgelig kan det diskuteres. Bryster gør verden overvældende.
Rigtig fantastisk stor. Bunder forskrækkelsen over kvindebryster i virkeligheden i bryst misundelse?

Jacob Bro Knudsen

Jeg mener at debatten svinger ud på et plan hvor den ikke hører hjemme, idet at det reelt er kampen imod det irationelle. Tal med en hvilken læge i Danmark og de vil give dig et dusin grunde til at det er en bindende nødvendighed at amme børn. Selvfølgelig er der grænser for hvor naturligt man kan opføre sig i offentligheden, men når det hæmmer børns udvikling hvis man ofte fravælger at amme dem fordi det er "stødende" for andre og så bevæger man sig ud i det urationelle og underlægger sig snerpetheden.

Tænk hvis nogle gæster klagede over at kvinder ikke var tildækkede på cafeen... skulle cafeejeren så kunne bortvise dem...?

Tænk hvis nogle gæster klagede over at kvinder befandt sig på cafeen... skulle cafeejeren så kunne bortvise dem...?

Hvor langt går vores forståelse for markedsmekanismerne egentligt...?

olivier goulin

Der gemmer sig en lidt anden generel problematik i denne debat, som jeg egentlig synes er mere interessant:

Det har udviklet sig en tendens over de seneste årtier, til at alle mulige befolkningsgrupper, i ligestillingens navn, gør hævd på adgang og deltagelse i alle de private 'offentlige' rum. Med private 'offentlige' mener jeg, privatejede, men som er åbne for offentligheden, almennyttige virksomheder, som restauranter, caféer, diskoteker, natklubber, kulturelle arrangementer etc.

Således har vi sager, hvor mænd eller kvinder er blevet udelukket fra særlige sammenhænge, hvor der var en interesse i at kun det ene køn var tilstede; afvisning af etniske danskere fra diskoteker; eller sågar afvisning af heteroseksuelle fra bøssebarer.

I alle disse tilfælde har den ekskluderende part en dårlig sag, al den stund at vi har forskellige love, der forbyder den slags diskrimination, Ligestillingsloven, Racediskriminationsloven, etc. og som regel bliver en sådan diskrimination kendt ulovlig, og straffet med en mindre bøde.

Tilfælde som dette amningsforbud er meget tæt på også at være omfattet af Ligestillingsloven, som jo også stipulerer, at

Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Så selvom en caféejer kan hævde, at amningsforbuddet er universelt, og ikke diskriminerer mellem mænd og kvinder, så er det jo indlysende, at dét gør det i sagens natur.

Men hvor jeg egentlig vil hen, er: Hvorfor er der opstået denne principielle insisteren på at skulle have adgang til alle fora, uanset disses præferencer? Hvad er der så odiøst i, at en café ikke ønsker, at deres gæster ammer spædbørn, eller for den sags skyld medtager spædbørn - ja måske tilmed udelukker kvinder.

Vi mennesker er, formentligt ganske naturligt, sådan indrettet, at vi undertiden vælger selskab og miljøer, hvor vi kan føle os trygge, møde ligesindede, og i det hele taget bare være fri fra nogle af de andre grupper (mænd, kvinder, børn, gamle, unge, fattige, etc.). Sådan har det altid været. Mændene havde deres hereværelse, kvinderne deres teselskaber, småbørnsmødrene deres ammestuer, børnene deres børneværelse eller børnhave, de homoseksuelle deres homobarer, etc. Den form for selektion foretager vi alle dagligt, og vi har alle brug for disse frirum. Ingen ønsker at være sammen med alle altid.

Nu kan man så indvende: Javist, men den slags selektivt selskab må man da pleje i private sammenhænge, derhjemme eller i private klubber. Men hvorfor det? Hvad er problemet med at have et diskotek kun for mænd eller kvinder? Eller et værtshus uden børn?

Som en anden debatør ganske rigtigt nævnte: Lad markedskræfterne råde her; det er de ganske gode til. Hvis et diskotek afviser alle mænd, eller mænd med langt hår, så skal der nok være forretningsgrundlag for at åbne et diskotek ved siden af, der byder disse mennesker velkommen.

Ligestillingsproblematikker er ofte skrækkeligt svære at lovgive sig ud af, fordi det er en gråzone, hvor de grundlæggende værdier Frihed og Lighed kommer i åbenlys konflikt. Iflg. gældende lov er det reelt set ulovligt at udelukke hele befolkningsgupper adgang til en 'almennyttig virksomhed', også selvom denne i sin natur er oprettet og målrettet en hel specifik befolkningsgruppe, som eks. en bøssebar eller en rødstrømpecafé. Men er det rimeligt? Er det fornuftigt?

Der er ingen tvivl om, at denne tendens bunder i den samme nærmest hysteriske frygt for at afgrænse og forskelsbehandle handikappede, syge, socialt udsatte og alle mulige andre minoriteter og særgrupper, og det kammer undertiden over i helt groteske fordringer om 'normalisering', hvor ingen skal føle sig udenfor.

Det minder mig lidt om, når lillebror insisterede på at skulle være med, hvergang storebror (undertegnet) havde vennebesøg, og når han blev smidt ud, gik grædende ud til mor, som så kom ind og formanede, at lillebror også havde lov til at være med. Det er fuldstændig det samme mønster, der udspiller sig her, blot mellem voksne og på samfundsplan.

/O

Claus Oreskov

@Lau Dam Mortensen. Du skriver: ”Bryster er noget sexuelt i vores kultur, det kan man ikke diskutere. Derfor er det blufærdighedskrænkende at vise dem frem”. Dertil kan de forstandige svare: at bryster er nøjagtig ligeså seksuelle, som du gør dem til! Når en kvinde ammer sin baby er brystet til for denne baby – man kan sige brystets funktion er at give liv. Når du elsker med din kvinde, så er hendes bryster til for den seksualitet I har sammen. Bryster du ser på i smug i lummer hede blade og på nettet, samt bryster du få øje på i det offentlige rum, er i en mellem zone. De er potentielle muligheder for seksualiteten – men det er langtfra alt! Samtidig er de en masse andre ting i det æstetiske, humane, lystne, sociale felt! Interessant og tankevækkende, at tænke tilbage på tresserne hvor bare bryster, kunne ses på hver en strand, uden nogen form for maskulint hysteri eller forkvabbelse. På den tid så jeg et billede fra en strand i Californien – 2 topløse kvinder og omkring 300 savlende, skrigende, hvinende, stirrende, liderlige, forkrampede stoddere! Disse mænd havde aldrig set et bart bryst i det offentlige rum (og en stor del sikkert heller ikke i det private rum – at dømme efter hysteriet). Samme situation var utænkeligt i Danmark hvor vi alle var vand til synet af en kvindes bryster. Konklusion: hysteriet omkring bare bryster stiger proportionelt med graden af tildækningen af samme! Så derfor slip jeres bryster fri kære kvinder og medborgere. I kunsthistorien og det gælder også den kirkelige, er den ammende mor et yndet motiv. Vi har et navn for dette smukke og livgivende motiv nemlig ”Madonna del Latte”

Se eksempler på ”Madonna del Latte”

http://www.pediatria-gravedona.it/solario.html

http://it.wikipedia.org/wiki/File:Castello_della_Manta,_Madonna_del_latt...

http://www.flickr.com/photos/molarade/2716268910/

http://www.abcgallery.com/C/correggio/correggio10.html

Claus Oreskov

En kultur der ekskludere det menneskelige (humaniteten) er vel nok så degenereret at dens undergang er nært forestående!

Soren Andersen

@Claus Oreskov

"En kultur der ekskludere det menneskelige (humaniteten) er vel nok så degenereret at dens undergang er nært forestående!"

Jeg vil påstå at du blæser tingene en anelse ud af proportioner. Vi taler om amning på caféer...