Bombe under støttesystemet

Den europæiske filmbranche er i oprør. Producenter og instruktører fra de store filmproducerende lande indrykker annoncer i aviserne og udtaler sig skarpt og bekymret til alle medier, der gider lytte. Grunden til al denne ballade er, at EU’s handelsministre i dag i EU-Kommissionen skal stemme om et forhandlingsmandat til juli måneds forhandlinger om en ny frihandelsaftale mellem EU og USA; en aftale, som kan føre til en afskaffelse af den undtagelse, der ellers gælder for den audiovisuelle sektor – altså filmbranchen, hvilket i værste fald kan blive en bombe under de offentlige europæiske filmstøttesystemer.

I et brev, der er blevet trykt i den franske avis Libération og er underskrevet af en række markante europæiske instruktører: Pedro Almodóvar, Dardenne-brødrene, Stephen Frears, Joachim Trier, Ken Loach, Aki Kaurismäki med flere, står bl.a., at »i en tid, hvor EU’s demokratiske underskud er faretruende tæt på at undertrykke ophavsmændenes ideer, skal vi ikke ødelægge den kulturelle mangfoldighed (...) Lad os håbe, at de europæiske stater vågner op og gør modstand mod EU-Kommissionens planlagte kulturelle forræderi.« Herhjemme afviser handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og kulturminister Marianne Jelved (R), at frihandelsaftalen vil få betydning for dansk film, men det tror filmbranchens parter ikke på.

Formanden for Danske Filminstruktører, Annette K. Olesen, sagde forleden til Politiken, at »grunden til, at det går så godt for nordiske film og tv-serier, er jo, at der har været støtteordninger til at holde liv i en nationalt forankret filmindustri. EU-Kommissionen har forsøgt at forsikre os om, at der fortsat vil blive værnet om de eksisterende nationale støtteordninger. Men de siger samtidig, at de ikke kan udelade de audiovisuelle medier af forhandlingerne. Derfor føles det som en lidt hul og ikke fremtidssikret garanti.«

Hvis frihandelsaftalen mellem EU og USA, der skal ruste begge parter til konkurrence med Kina, kommer til at gælde alle områder, og det audiovisuelle område ikke undtages – hvilket et flertal i Europa-Parlamentet faktisk ønsker – betyder det i realiteten, at støtteordninger som dem, Det Danske Filminstitut bestyrer i Danmark – og mange andre lignende ordninger i Europa – kan siges at være konkurrenceforvridende for amerikanske filmselskaber, som må klare sig på frie markedsvilkår; selskaber, der i forvejen dominerer de europæiske biografer med deres film, og som kan kræve støtteordningerne afskaffet.

Men hvis alle former for offentlig støtte til film, biografer, importører, filmværksteder, producenter og instruktører bliver fjernet, fjerner man også den danske filmbranches eksistensgrundlag. Det kan med andre ord være begyndelsen til enden for dansk og europæisk film. I forvejen kæmper filmbrancher verden over, ikke mindst i Europa og Danmark, med en dårlig økonomi på grund af finanskrisen og ændrede forbrugsmønstre, der betyder mindre indtjening på især hjemmevideomarkedet.

Europæisk film kan ikke overleve på markedets vilkår, og det er værd at huske på, at en af de væsentligste forudsætninger for dansk films og danske filmfolks succes i både ind- og udland, på filmfestivaler og til prisuddelinger er de mange millioner kroner, som politikerne bevilger, og Filminstituttet fordeler. Det vil være en samfundsmæssig katastrofe, hvis der ikke længere er penge til at fortælle de vigtige danske historier samt understøtte og udvikle de filmkunstnere, som udgør så stor en del af vores identitet og kulturelle kapital i udlandet.

Får EU-Kommissionen sit ønskede forhandlingsmandat, kan de enkelte lande forsøge at forhandle individuelle aftaler på plads med amerikanerne på det audiovisuelle område. Og det kan sikkert lade sig gøre for store lande som Tyskland og Frankrig – og måske også for markante filmnationer som Danmark. Men det bliver formentlig svært for små sprogområder som netop det danske og synes noget nær umuligt for lande som Grækenland, Spanien og Italien, hvor krisen har ramt kulturverdenen hårdt, og i østeuropæiske lande, hvor offentlig kunststøtte er en by i Rusland. Og sammen står man nu engang stærkest.