Leder

Fem måneder

11. juni 2013

143 dage. Så længe var der hul igennem den digitale mur, der skal passe på politiets registre og danskernes cpr-numre. 143 dage uden at it-leverandøren, CSC, opdagede, at hullet eksisterede, og 143 dage, hvor de to unge hackere – en 20-årig dansker og den 28-årige, berygtede svenske Gottfrid Svartholm Warg – ugeneret kunne bevæge sig ind og ud af CSC’s mainframe.

Havde det ikke været, fordi de svenske myndigheder havde bemærket en dansk IP-adresse under en politiefterforskning, ja, så kunne hullet såmænd have været der endnu.

Alt dette var ikke nok til at bringe sindende i kog hos CSC, en af de største it-leverandører til de danske myndigheder.

Mens hele tre politichefer, inklusive PET’s Jakob Scharf, stod og flovede sig foran pressen, og justitsminister Morten Bødskov (S) gjorde sig parat til at rejse til Luxembourg for at forklare situationen for sine kolleger i Schengen-samarbejdet, forsikrede CSC i teknokratiske vendinger, at de havde gjort alt, hvad man kunne forlange af dem:

Vi leverer »den højest realiserbare sikkerhed,« forklarede Jens Schmidt, der er nordisk direktør for CSC’s offentlige sektorforretning. Et sådan sikkerhedsbrist burde selvfølgelig ikke kunne ske, tilføjede han, men gentog straks, at CSC leverer »den højest realiserbare sikkerhed«. Og så kan man vel næppe forlange mere.

Schmidt tilføjede, at der var tale om kriminelle med »ondsindede intentioner«. Nu er det svært at tale om hackernes intentioner al den stund, at de intet har sagt, men ifølge rigspolitichefen er der intet, der tyder på, at de mange data – her iblandt adgangskoder til 10.000 betjentes e-mail – er blevet misbrugt, offentliggjort eller solgt.

Så mens de to hackere skal indstille sig på op til seks års fængsel for alvorlig hacking, så burde Schmidt iklæde sig en mere ydmyg attitude og sende en venlig tanke til de to. Det er ikke altid, man er så heldig at få et gigantisk wakeup call uden alvorlige konsekvenser for andre eller andet end ens egen forfængelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Palle Pendul
Maj-Britt Kent Hansen og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu