Leder

Frihedsmuseum

12. juni 2013

De kæmper om indretningen af et museum, de færreste besøger. Genopbygningen af det nedbrændte Frihedsmuseum i Churchillparken ved Københavns havneløb er blevet hjemsted for dette århundredes største debat om det forrige århundredes største politiske stridspunkt: Danmarks samarbejdspolitik under den tyske besættelse.

Positionerne er trukket hårdt op, og det blev mandag tydeliggjort på en konference om fremtidens Frihedsmuseum på Nationalmuseet: Det er historikere mod overlevende modstandsfolk, borgerlige mod kulturradikale, professionelle mod dig og mig. Hvem havde ret under besættelsen, modstandsfolkene eller samarbejdspolitikerne? Og hvem har i dag ret til at udlægge den fælles historie, når vi nu er uenige om udgangspunktet?

Alle kan vi blive enige om, at nutidens handlinger skal kvalificeres af fortidens gerninger. Men det forudsætter, at vi sørger for at få optegnet, hvem der stod på hvilken side af historiens kridtstreger.

Historien skal ikke splitte os, men det er nødvendigt at vide, hvad vi dengang var uenige om, hvis vi vil finde ud af, hvad vi i dag skal kæmpe for. Navnet er Frihedsmuseum, og hvis et museum for frihed skal give nogen mening, må det have fokus på dem, der kæmpede for landets frihed. Og den kamp blev altså kæmpet af modstandsbevægelsen og ikke af samarbejdsregeringen.

Samarbejdspolitikkens fortfarende kompromiser med besættelsesmagten var fuldt ud legitime, og den nød endog overordentlig stor opbakning. Man kan sagtens argumentere for de nationale interesser i samarbejdspolitikken, og det er ikke forkert, at Danmark umuligt kunne kæmpe kampen mod Hitlers nazisme.

Men man kan ikke sige, at samarbejdspolitikerne gik forrest i kampen for frihed. Tværtimod kæmpede modstandsfolkene imod samarbejdspolitikerne og den tyske overmagt. Deres kamp gjorde ikke en afgørende militær forskel, og vi skal huske på, at modstandsbevægelsen var opdelt på kryds og tværs af politiske og moralske anskuelser.

Men det er modstandsfolkenes mod, deres vilje og deres ofre, vi andre i dag bør kende og respektere. Og vi skal huske på, hvad de kæmpede imod. Samarbejdspolitikken tjente på mange måder landets interesser, ja, men kampen mod nazismen var – som med den konservative minister John Christmas Møllers ord – ikke »en kamp om interesser, men om ideer«:

»Den er efter min inderste mening krigen mellem godt og ondt, krigen mellem sandhed og ret mod løgn og uret.«

De fleste er i dag enige om at hylde modstandsbevægelsens gerninger og mod, og i befrielsesdagene var de fleste enige om, at det var i deres ånd, det efterfølgende retsopgør skulle føres.

Men historikere og journalister – særligt i den unge generation – har de senere år dokumenteret omfanget af, hvordan den politiske magt og erhvervslivets magt ustraffet slap af sted med at samarbejde med nazisterne langt ud over de grænser, samarbejdsregeringen og det senere departementschefstyre trods alt satte. Mønsteret er klart: De små værnemagere blev dømt, de store værnemagere gik fri. Velkendte er de kritiske ledere mod samarbejdspolitikken fra grundlæggeren af denne avis, modstandsmanden Børge Outze. Mindre kendte er hans ledere om det uretfærdige retsopgør, men den 10. maj 1950 havde Børge Outze fået nok. Under overskriften »Værnemageren« fortalte Outze, at han »traf en gammel værnemager forleden, en af de små«, der havde fået en fængselsdom på 18 måneder.

»De folk, han under krigen misundte og så op til, fordi de spiste de store stykker af kagen, mens han kun fik krummer, er gået frank og fri, dækket af folk, som har opfordret dem … Det kniber for ham at forstå det … Naturligvis er retfærdighedens gudinde fejlfri, hvem tør tvivle. Men med almindelig jævn menneskeforstand kan man ikke fatte det, endsige se det«.

Børge Outze påpegede, hvad der først for alvor er blevet afdækket med en generations forsinkelse. Den »løgn og uret«, modstandsfolkene kæmpede imod, blev i vidt omfang gjort til »sandhed og ret« i retsopgøret efter befrielsen.

Men at konsekvenserne ikke blev draget i retsopgøret, bør ikke betyde, at kommende generationer ikke skal gøre det. Besættelsen slutter ikke med befrielsen, og det bør det nyopførte Frihedsmuseum heller ikke gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu