Leder

Lige muligheder

26. juni 2013

Det er en god idé, gymnasielæreren Thorkil Jacobsen har fået. En idé, der kan give elever fra bogligt svage hjem lige så god mulighed for at forberede sig til eksamen som elever med veluddannede forældre.

Men selv om regeringen siger, at den vil skabe lighed gennem uddannelsesinstitutionerne, har Undervisningsministeriet stillet sig i vejen.

Som beskrevet i gårsdagens Information forestiller Thorkil Jacobsen sig, at hans eget fynske gymnasium og et nabogymnasium i eksamensperioden skulle oprette lektiecafeer hos hinanden. På den måde kunne lærerne hjælpe elever, der ved de såkaldte 24-timers-eksaminer ikke kan få hjælp hjemme og ikke har råd til at købe sig til bistand fra konsulenter, sådan som det ifølge dagens avis sker i tiltagende grad i særlig Nordsjælland. Og fordi lærerne ikke skulle hjælpe elever fra deres eget gymnasium, ville man komme udenom habilitetsproblemer.

Både Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bakker op om ideen. For som gymnasielærernes formand, Gorm Leschly, siger, skal man »selvfølgelig også tage hånd om de elever, der ikke kan diskutere deres eksamensspørgsmål hjemme ved middagsbordet«.

Men det, der forekommer som en selvfølgelighed, er altså blevet afvist af Undervisningsministeriet, der henviser til en regel i eksamensbekendtgørelsen om, at gymnasierne ikke må give eleverne »vejledning, når prøven er begyndt«.

24-timers-eksamenen har sine fordele frem for mere traditionelle eksaminer, men når den efter alt at dømme stiller elever fra bogligt svage hjem dårligere end deres kammerater, må det særlig for et socialdemokratisk ledet Undervisningsministerium være en bunden opgave at rette op på den sociale slagside.

Det er og bliver et politisk ansvar at fjerne bureaukratiske forhindringer for åbenlyst fornuftige tiltag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • Steen Sohn
  • Jørn Vilvig
Inger Sundsvald, Steen Sohn og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu