Egyptens præsident, Muhamed Mursi, talte i sin ganske lange tale til det egyptiske folk torsdag for et inkluderende og forenet Egypten, men sandheden er, at hverken oppositionen eller Mursi og hans bagland indtil nu har udvist den måske vigtigste egenskab i et moderne demokrati; evnen til at indgå kompromis.
Mursi plæderede i sin tale for national samling og forsoning, annonceredeskabelsen af en statslig forsoningskomite og erkendte, at hans regering »har begået fejl«.
Reflektionen rakte imidlertid ikke langt nok til at nå i dybden med den ganske komplekse struktur, et parlamentarisk demokrati da også er, og komme med substantielle indrømmelser til sine modstandere.
Det seneste år under den islamistiske præsident har været en lang ørkenvandring gennem principielle slagsmål om den fundamentale udformning af det fremtidige egyptiske system – og samtidig en hastig rutsjetur mod det egyptiske samfunds økonomiske disintegration. Under hele rejsen har Mursi insisteret på at bruge sit ganske vist store islamiske flertal til at gennemtrumfe sin viljeog fremme et samfund, der i vid udstrækning minder om det foregående regimes autokrati, nu blot med hans Muslimske Broderskab i førersædet.
En splittet opposition har ikke kunne blive enig om meget, men dog om et: oprøret som en permanent tilstand, og den er på godt og ondt ikke kommet Mursi i møde. Resultatet er et Egypten, der er i akut fare for at falde fra hinanden.
Skylden ligger først og fremmest hos Mursi og hans bagland i Det Muslimske Broderskab, som ikke har brugt de mange år som forbudt og undertrykt opposition til at reflektere over demokratiets væsen og over det faktum, at magten i et parlamentarisk system ikke altid ligger i at have flest stemmer, men også i at have mest moralsk legitimitet – og i at komme politiske modstandere i møde. Om Mursi med sin tale torsdag – og forud for den kommende uges demonstrationer mod ham – har lært sig den lektie, er tvivlsomt. På bare et år synes han at have bekræftet sine modstanderes fordomme og slukket positivt indstillede iagttageres håb om et demokratisk ansvarligt broderskab.
