Leder

Pas på Karzais rævekager

21. juni 2013

Meldingen om, at det endelig er lykkedes at få parterne i den afghanske borgerkrig til forhandlingsbordet, bliver mødt med lettelse over hele verden. Men også med bekymring. Lettelsen skyldes dels en bred erkendelse af, at fredsforhandlinger med Taleban og deres allierede er den eneste holdbare løsning på længere sigt. Og dels håbet om en mere ærefuld exit i 2014 end den, der i øjeblikket er udsigt til. En fredsaftale vil alt andet lige være et håndgribeligt bevis på, at de mange milliarder og mange menneskeliv, som Afghanistan-krigen har kostet indtil nu, ikke har været forgæves.

Men til gengæld skyldes bekymringen, at en fredsaftale med Taleban nødvendigvis må basere sig på en række kompromisser med en bevægelse, der står for nogle værdier, som de færreste moderne mennesker kan acceptere.

Talenban har ganske vist udviklet sig en del siden 2001. I dag stiller ledende talebanere sig gladeligt op foran de tv-kameraer, de for 12 år siden forbød, for at annoncere åbningen af deres nye politiske repræsentation i Qatar. Men Taleban er forsat en dybt reaktionær bevægelse, som ifølge FN står bag 158 likvideringer af statsansatte afghanere samt flere tilfælde af halshugninger og amputationer af hænder og fødder.

Talebans hovedkrav ved forhandlingerne vil givet være at få andel i den politiske magt. Ikke nødvendigvis i kraft af ministerposter, men snarere i form af regional magt. Positioneringen op til det afghanske provinsråds- og præsidentvalg i efteråret 2014 er allerede i fuld gang. Magtfulde krigsherrer som tidligere vicepræsident Fahim Khan har allerede sat sig på magten i flere provinser. Og det spil har Taleban tænkt sig at deltage i.

Selv om Afghanistan – også efter 2014 – stadig vil være én nation, ventes en stor del af den reelle magt at flytte fra regeringskontorerne i Kabul til lokale magthavere som med egne militser og snablen nede i Afghanistans fortsat blomstrende opiumhandel, kan regere mere eller mindre, som de ønsker.

Det, Taleban er ude efter, er at få deres andel af den regionale magt, f.eks. i form af guvernørposter i de pashtunske områder i det sydlige og østlige Afghanistan.

Hvis Taleban igen overtager magten i halvdelen af landet, kan man med rette spørge, om de sidste 12 års krig så har været forgæves? Svaret på det spørgsmål afhænger helt af, hvordan en eventuel fredsaftale kommer til at se ud.

Præsident Hamid Karzai har i stadig skarpere vendinger bedt USA (og resten af det internationale samfund) om at blande sig uden om de kommende fredsforhandlinger med Taleban og deres allierede. Men det er der al mulig grund til at lade være med.

Siden 2001 er der sket store fremskridt i Afghanistan, både med hensyn til skolegang, sundhed, infrastruktur og opbygning af den afghanske stat. De fremskridt må ikke sættes over styr i de kommende forhandlinger – og det kan kun det internationale samfund sikre.

Det er i den sammenhæng værd at huske, at Taleban ikke har opgivet drømmen om at genetablere et religiøst diktatur i Afghanistan.

Tværtimod. Ud over et passende antal guvernørposter til Mullah Omar og hans forhandlere vil de helt givet kræve en række andre indrømmelser, som trækker i retning af at genetablere de umenneskelige værdier, som de selv praktiserede, da de havde magten fra 1996-2001.

Taleban ventes bl.a. at kræve de strenge shariastraffe genindført, ligesom de formentlig vil forsøge at tilbagerulle såvel de afghanske kvindernes rettigheder, den voksende personlige frihed og den begyndende modernisering af det afghanske samfund.

Det må ikke ske. Der er derfor al mulig grund til, at Danmark og resten af det internationale donorsamfund er på vagt over for de kompromisser og rævekager, som Karzai kan finde på at indgå i sit forsøg på at bevare magt og indflydelse i et fremtidigt Afghanistan.

Heldigvis har det internationale samfund mulighed for at slå hælene i, hvis Karzai går for langt. Det er trods alt donorlande som Danmark, der finansierer både ham, hans efterfølger og 95 procent af det afghanske statsbudget. Den magt skal bruges til at sikre, at der i sidste ende kommer noget godt ud af de sidste 12 års krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu