Leder

Spejlets forvrængede ansigt

Debat
11. juni 2013

Fjendebilleder – kan mennesker klare sig uden dem? Måske har evolutionen genetisk indkodet behovet for dem: Stammen var kun i stand til at holde styr på sig selv, hvis den kunne samles om at afsky nabostammen. Kampene mellem Athen og Sparta flænsede oldtidens Grækenland. Senere var det protestanter og katolikker, der gik i sulet på hinanden, derpå tyskere og franskmænd. Danmark hadede først svenskerne, siden tyskerne.

I 1970’erne rasede den vestlige verdens yderlige venstrefløj mod det liberale demokrati. Højrefløjen kunne samles i angst for revolutionen.

Fjendebilledets nødvendighed er en dagsaktuel overvejelse. Det skyldes forfatterne Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts værk De Anstændige, anmeldt i Informations bogtillæg i fredags. ’De anstændige’ er ifølge de to forfattere de, der af skræk for at træde på islamisters religiøse følelser viger tilbage for at fremsætte – eller dog acceptere – den kritik, som islamister må finde sig i.

Af den danske diskussion efter Jyllands-Postens trykning af satiriske Muhammed-tegninger i 2005 mener Eriksen og Stjernfelt at kunne udlede: »Nu var radikal kritik af religion, kvindeundertrykkelse, konservatisme og autoritetsdyrkelse ikke længere populær, når det gjaldt kulturen hos udkårne ofre. Nu var anstændigheden blevet in.«

Forklaringen er ifølge Eriksen og Stjernfelt, at venstrefløjen siden 1960’erne har mistet sine platforme: Arbejderklassen, universitetsmarxismen, statseje af produktionsmidlerne. Derfor ifølge de to: »Den muslimske indvandrer kunne på een og samme gang blive den nye genstand for den nu hjemløse filantropi, trangen til at solidarisere sig, hjælpe, beskytte.«

Her hvirvler fjendebilleder rundt: Gamle fjender af det kapitalistiske samfund er nu blevet fjender af dem, der ytrer sig kritisk om islam. Samtidig er andre – hvoraf en del tidligere var fjender af det kapitalistiske samfund eller måske stadig er det – frem for alt blevet fjender af dem, der mener, at man ikke skal provokere andres religiøse følelser.

Informations anmelder skriver om Eriksens og Stjernfelts værk: »Bogen er styret af et nærmest fantasmatisk fjendebillede og af nogle underlige, underlige antagelser ... I lange passager fungerer De Anstændige mest som en luftballon i teksten, uden forbindelse til konkrete personer eller eksempler.«

Til forvirringen bidrager, at Eriksen & Stjernfelt som eksempler på ’de anstændige’ fremdrager tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og dagbladet Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden.

Ingen af de to udhængte kan med nogen rimelighed siges at tilhøre den fhv. marxistiske venstrefløj. Tværtimod var de, nåja, faktisk en slags fjender af den – dengang den strid var aktuel. Mere præcist kan Ellemann & Seidenfaden henføres til kategorien ’anstændige borgerlige’. Altså de, der befinder sig i et inderligt gensidigt fjendskab med Dansk Folkeparti.

For at få lidt mere tjek på, hvor fjenderne befinder sig i Eriksens og Stjernfelts univers, må man opfordre: Kære I tidligere rasende marxister, der nu frem for alt raser for at beskytte islamisters religiøse følelser, vil I venligst – i al jeres påtagne ’anstændighed’ – træde frem, så I kan få jeres velfortjente tæsk?

Hurra, kunne man have håbet, at verden – med Den Kolde Krigs ophør – kom ud af fjendebilledernes isnende skygge. Men nej. Så let slipper vi ikke. Netop Den Kolde Krigs helt principielle uforsonlighed fik psykiateren og ’arketypernes’ fader, schweizeren Carl Gustav Jung, til at grunde over, hvad det var, den vestlige verden så, når den rettede blikket mod ’Jerntæppet’: I virkeligheden sit eget ansigt i et spejl. Med Jungs ord om den vestlige iagttager: »Hvad han er uopmærksom på, er, at det er hans egne laster – som han har dækket bag pæne internationale manerer – der kastes tilbage i hans ansigt af den kommunistiske verden, skamløst og metodisk. Det, den vestlige verden har godtaget, men hemmeligt og med en svag følelse af skam (den diplomatiske løgn, det systematiske bedrag, de tilslørede trusler), bliver i fuld målestok gjort åbenlyst af Øst og binder os i neurotiske knuder.«

Kvikt set af Jung. Husk det, alle I, der fremmaner fjendebilleder. Det kan være jeres eget spejlede ansigt, I væmmes ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

odd bjertnes

Ja. Dynamikker er universelle.
Og imedens vi venter på at Rehling fuldfører denne lidt halvkvædede vise, kan vi jo overveje hvornår den danske venstefløjsdemo for Erdogan kommer.
Han går faktisk meget ind for at man skal kunne 'bære tørklæde' på sit arbejde i Netto.
Men det er nok for meget spejl at forvente ?

Olaf Tehrani

Og spøjst som Eriksen & Stjernfelts fortærende optagethed af den gruelige islamisme får dem til at overse de mere nærliggende og håndgribelige farer, de vestlige demokratiet udsættes for.
Selvom det til tider kan være udmærket, er ytringsfrihedens fremmeste værdi jo ikke, at den kan bruges til at udsætte udvalgte grupper for hån, spot og latterliggørelse.
Værdien består for pokker da i, at den kan bruges, når nogen vil tale magthaverne imod og deri, at den er forudsætningen for en fjerde, kontrollerende, statsmagt.
I den forbindelse ville forringede offentlighedslove, manipulation og spindoktori, ihærdig forfølgelse af whistleblowers osv. nok være mere relevante emner at sætte på dagsordenen.