Leder

En uklædelig kurs

5. juni 2013

På andet år forsøger 23 irakiske fanger at få det danske retssystem til at realitetsbehandle deres krav om erstatning for den mishandling og tortur, som de angiveligt blev udsat for, da de i november 2004 blev taget til fange under den meget omtalte Operation Green Desert og overladt til irakisk politi.

Trods ihærdige bestræbelser fra deres advokat, Christian Harlang, er det endnu ikke lykkedes at få retssystemet til at acceptere sagen.

Kammeradvokat Peter Biering, der repræsenterer Forsvarsministeriet, har nemlig valgt at bruge alle de prokuratorkneb, som den danske retsplejelov giver mulighed for.

Dels har de 23 irakere fået afslag på fri proces i foreløbig to instanser. Dels kræver kammeradvokaten efter rådslagning med hele fire ministerier, at irakerne stiller hver 40.000 kr. som garanti for sagens omkostninger – en anselig sum i et land, hvor gennemsnitsindtægten ligger på 25.000 kr. om året. Og endelig forsøger kammeradvokaten at få retssystemet til at erklære sagen for forældet.

Alt i alt har regeringen og dens advokat valgt at stille så mange forhindringer op som muligt – formentlig for at undgå, at spørgsmålet om Danmarks mulige medansvar for fangemishandlingen i Irak kommer for retten.

Der er ingen tvivl om, at det generelt er svært at rejse sager mod den danske stat. Men i Green Desert-sagen risikerer de mange krav til de irakiske fanger at gøre det helt umuligt. Ifølge flere menneskeretsorganisationer overtræder Danmark i så fald både FN’s torturkonvention, Grundloven og Den Europæiske Menneskeretskonvention, der giver formodede ofre for statslige overgreb ret til at søge oprejsning ved domstolene.

På et samråd i mandags forsøgte det tidligere Rehabiliteringscenter for Torturofre, nu Dignity Institute, med hjælp fra Enhedslisten at få regeringen til at genoverveje de mange krav til irakerne.

Men både forsvarsminister Nick Hækkerup og justitsminister Morten Bødskov afviste naturligvis at blande sig i en verserende retssag. De fastholdt samtidig, at Danmark efter deres opfattelse ikke bryder nogen konventioner.

Og kammeradvokaten har tidligere forsvaret kravene med, at det er de samme krav, som stilles til andre udlændinge, der ønsker at rejse en sag ved danske domstole.

Det lyder jo umiddelbart meget retfærdigt alt sammen. Problemet er bare, at det ikke passer.

I den anden danske fangesag, som har verseret siden 2009, har vilkårene været langt lempeligere. Den tidligere afghanske fange Ghosoullah Tarin har f.eks. fået fri proces til at sagsøge Forsvarsministeriet, fordi danske soldater i foråret 2002 udleverede ham til deres amerikanske kolleger i Afghanistan, af hvis varetægt han angiveligt blev mishandlet.

Der har derfor heller ikke været noget krav til ham om sikkerhedsstillelse. Og spørgsmålet om forældelse har tilsyneladende heller ikke været på dagsordenen fra kammeradvokatens side. Ganske som irakerne anlagde Tarin ellers også først sag, syv år efter de påståede overgreb fandt sted. Ifølge Retsplejeloven er det fire år for sent, men i alvorlige sager kan forældelsesfristen udskydes i hele 30 år.

Der er med andre ord tale om et valg, når regeringen og kammeradvokaten vælger at bruge forældelseskravet. Og det samme gælder spørgsmålet om sikkerhedsstillelse, hvor loven også giver mulighed for at fravige kravet.

Det er altid meget betænkeligt, når politik og jura blandes sammen, som det tilsyneladende sker i denne sag. Det kan formentlig ikke fuldstændig undgås i de tilfælde, hvor staten er under anklage. Men i denne sag tyder alt på, at Forsvarsministeriet misbruger sin magt til at forhindre 23 fattige irakere i at få prøvet deres sag.

Det er ikke klædeligt for en regering, der prædiker åbenhed og menneskerettigheder ved enhver given lejlighed. Ligesom det heller ikke er klædeligt, at ministeriet tilsyneladende misbruger sit informationsmonopol til at forhale sagsbehandlingen og tilbageholde en række vigtige dokumenter i sagen.

I sager, hvor staten er under anklage, bør myndighederne i en retsstat tværtimod gøre sig helt særligt umage for at fremlægge alle relevante oplysninger og sikre mulige ofre for danske myndigheders handlinger reel adgang til en fair rettergang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Pedersen
  • Jette Abildgaard
  • Per Jongberg
  • Maja Skov
  • Henrik Darlie
Jan Pedersen, Jette Abildgaard, Per Jongberg, Maja Skov og Henrik Darlie anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Man kan blive rasende, når man læser Charlotte Aagaards artikel. Rasende på den danske stat og regeringen. Hvis man bare kunne tro på, at det blev bedre med Lars Løkke ved roret...................

Martin Hansen , Jette Abildgaard og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

"Det er ikke klædeligt for en regering, der prædiker åbenhed og menneskerettigheder ved enhver given lejlighed."

Nej vel ? Magtmisbrugere har kun én plads i et samfund, nemlig i spjældet.

Martin Hansen , Jette Abildgaard og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Fuldkommen bizart - hvis det danske retsystem ikke uden videre afviser de 23 irakere, der mener Danmark har et erstatningsansvar for irakiske sikkerhedsstyrkers, efter danske forhold, hårdhændet behandling af dem i danske styrkers nærvær - eftersom deres søgsmål er grundløst.

Danmark har - retligt set - intet ansvar for irakiske sikkerhedsstyrkers behandling af de af irakiske sikkerhedsstyrkers tilbageholdte personer - Danmark kan ikke holdes ansvarlig for irakiske styrkers handlinger - lige så lidt som irakiske styrker har ansvaret for danske styrkers handlinger.

Og en rettens forudsigelige afvisning af dette grundløse søgsmål - vil selvsagt ikke udgøre et brud på FN's torturkonvention, Grundloven eller Den Europæiske Menneskeretskonvention - selv ikke med den videste fortolkning.

Peter Pedersen

Vist er det da synd for de irakere, der angiveligt - og højst sandsynligt blev udsat for vold - uanset, om det skete før eller efter Saddam Husseins fald.

Det dog en grundlæggende børnelærdom - selv på erhvervsjura-delen af HHx, - at en forudsætning for nogen kan få erstatning, er at der foreligger et erstatningsgrundlag.

Udgangspunktet er, at der skal være en eller flere skadelidte, der har lidt et tab, der kan opgøres i penge, - eller være indtrådt en skade, der iflg. lov eller anden regel udløser en eller anden form for kompensation.

En skadevolder skal som udgangspunkt have handlet uagtsomt eller forsætligt - eller bevidst have overtrådt en ubetinget handlepligt, hvilket har udgjort de nødvendige eller tilstrækkelige betingelser for at skaden kunne indtræffe, som den gjorde.
(adækvans og kausalitetsvurderingen)

Harlangs irakere har angiveligt været udsat for vold fra nogle irakiske sikkerhedsstyrker i deres eget land, - mens noget tyder på, at danske soldater opholdt sig i nærheden.
Der er ingen af disse, der har påstået, at det er nogen, der er eller har været ansat under den danske stats tjeneste, der har udført nogen voldshandling.

Det må indebære, at et erstatningsgrundlag må fordre, at de danske soldater havde en ubetinget handlepligt for at standse voldshandlingen.

Harlang oplyste selv, at voldshandlingerne skulle have fundet sted i 2004, dvs. på et tidspunkt, hvor FN havde tildelt Irak autonomi og selvstændighed, og dermed stemplet de militære operationer som Ikke-internationale.
Dermed gælder der ikke den handlepligt, som chefen teoretisk set kunne have haft til at forebygge eller straffe gerningerne, efter Tillægsprotokol 1 (1977), til Genevekonventionerne (1949)
idet denne traktat kun gælder i internationale væbnede konflikter.

Handlingerne er begået af lokale myndighedspersoner, der næppe var under dansk kommando eller effektiv kontrol, hvilket ellers fordres for at nogen dansk person eller stat kan ifalde et ansvar.

Når Harlang på intet tidspunkt har nævnt noget om nogen dansk direkte skadevolder,
og der er ikke fra dansk side er overtrådt nogen egentlig handlepligt, ligesom der er næppe er nogen af de aktuelle irakere, der har lidt noget økonomisk tab som følge af de to førnævnte punkter, er det meget svært at få øje på, at Harlang overhovedet skulle have noget reelt grundlag for at føre en sag.

Harlang kørte en lang TV-transmitteret show, hvor det store stunt var afsløringen af Kærgårds video, men i en sag om erstatning, er det altid den, der påberåber sig at være skadelidt, der har bevisbyrden for at der foreligger et ansvarsgrundlag.

Den simple forudsætning for at føre en sag har Harlang ikke opfyldt, så derfor må det anses rimeligt, at forlange, at han sørger for at der bliver stillet sikkerhed for - ihvertfald dele af - de sagsomkostninger, som sagsanlægget kan påføre staten ved at føre en sådan sag, der med al sandsynlighed er totalt grundløs.