Læsetid 3 min.

Kvinden, der kom ud af det blå

30. juli 2013

Lykkeligt er det parti, der har en leder, som legemliggør partiet – dets selvforståelse, traditioner og historie. Lykkeligt var Socialdemokratiet, da det i 1930’erne havde den urokkelige arbejderfører Thorvald Stauning. Siden fulgte ny lykke under Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der med den førstnævntes folkelige varme og den sidstnævntes stålsatte resultatvilje førte det store arbejderparti intakt gennem efterkrigstidens omskifteligheder.

Jens Otto Krag var anderledes. Krag var akademiker. Krag var boheme. Hans livsførelse misfornøjede H.C. Hansen. Krag havde også kunstner-ambitioner. De kom til at skuffe ham selv. Men først og sidst var Krag socialdemokrat. Han var opvokset i parti og fagbevægelse; Krag kunne forstå det arbejdende folk – omend han ikke talte dets sprog.

Anker Jørgensen var ikke akademiker, men en mand af folket og fagbevægelsen. Han havde ingen ministererfaring, da Krag i 1971 lempede ham ind på statsministerposten – i et forsøg på at genvinde folkeligheden. Forsøget lykkedes kun delvist. Anker Jørgensen var folkekær, men han magtede ikke at tøjle fagbevægelsen. Det dalrede under Anker.

Dalreriet rettede Poul Nyrup – selv rundet af fagbevægelsen – op på i sine statsministerår 1993-2001. Nyrups økonomiske politik, knæsat af Mogens Lykketoft, fik Socialdemokraterne dog aldrig kredit for. Nyrups kejtede kluntethed stod imellem hans regering og befolkningen.

Denne historik viser, at socialdemokratiske statsministre mere eller mindre har været opfostret af parti og/eller bevægelse. Jo mere, desto større gennemslagskraft.

Dermed også sagt, at Socialdemokraterne har et problem med Helle Thorning-Schmidt. Uanset alle spindoktorbestræbelser fremstår hun ikke som forankret i folket. På sin hjemmeside vedgår hun: »Jeg indrømmer det gerne. Jeg er ikke født til at være socialdemokrat. Jeg har selv valgt det.«

Sandt nok. Helle Thorning-Schmidt er opvokset i et hjem, hvor begge forældre var aktivt radikale. Med et Brügge-MA-diploma fik hun Bruxelles-ansættelse som assistent for EU-Kommissionen; derfra gik hun over kontorgangen og blev i 1993 sekretariatsleder for de danske socialdemokratiske medlemmer af EU-Parlamentet, hvortil hun i 1999 selv opnåede valg, sponsoreret af Ritt Bjerregaard. Hendes tremandsgruppe – med Freddy Blak og tidligere sundhedsminister Torben Lund – blev hurtigt defunkt. Freddy Blak påklæbede hende navnet ’Gucchi-Helle’. I 2005 kom hun i Folketinget ved det socialdemokratiske nederlag, der fik Mogens Lykketoft til at opgive partilederposten. Den stillede Helle Thorning op til, endnu inden hun havde pakket sit habengut ud på Christiansborg. Hendes modkandidat ved urafstemningen var Svend Auken-eleven Frank Jensen. Partimedlemmerne ønskede at lægge de evige fløjkampe bag sig. De gav Thorning en uventet sejr. Hun lovede at ende partiets indre strid.

Det er knapt lykkedes. Folketingsgruppens kaffeklubber kredser stadig om hinanden. Partiets vælgernedtur har spredt en taburetangst, der kan bryde ud i mytteri. Sin regering har Thorning-Schmidt ej heller overbevisende greb om. Modsat kontrol-freaken Anders Fogh står hun som den, der – tøvende – styres af begivenhederne. Når hun endelig giver efter – som i dagpengesagen – går æren til dem, der pressede hende. Regeringen er uden et fogh’sk styrende kommando-center. Om økonomien gælder, at hvad Vestager og Corydon forhandler sig til, og SF accepterer, er SRSF’s politik. Når der ikke er penge i klemme, går det på bedste beskub.

Sin indre styrke viser Helle Thorning-Schmidt ved, hvad hun finder sig i. Ved sine pressemøder i statsministeriet er hun udsat for en mobning og overfusning, der er journaliststanden uværdig. Og som står i skærende kontrast til den underdanighed, selvsamme stand udviste over for Anders Fogh Rasmussen. Det er svært at afryste en mistanke om, at der blandt ’the gentlemen of the press’ lurer sexisme.

I det hårde magtspil, der omgiver en statsminister, er der i hvert fald opportunisme. Som en virus slår aktørerne til, når de møder en svag organisme. Det tjener intet formål at benægte, at landets statsminister er svag. Hun har intet naturligt bagland, ingen naturlige forbundsfæller. Hun er anderledes. Derfor bliver hun kanøflet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kristian Rikard
    Kristian Rikard
  • Brugerbillede for Niels P Sønderskov
    Niels P Sønderskov
Kristian Rikard og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels P Sønderskov
Niels P Sønderskov

Hun bliver kanøflet som den grimme ælling. Ikke noget rigtig godt billede i denne sammenhæng, men alligevel: Det er før set, at den kanøflede rejser sig og træder i karakter.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Jeg er enig i konklusionen, hvis den er at HTS bliver kanøflet af medierne. Jeg er ikke helt så sikker på, at det gælder i samme grad på Christionsborg blandt politikerne.

Brugerbillede for Niels P Sønderskov
Niels P Sønderskov

At hun bliver behandlet meget dårligt af medier, journalister og faktisk også s-medlemmer, Lise Lotte? Hvis en klar politik er det samme som forsimplet EL-politik eller Venstre-politik, så tror jeg ikke det bliver mere klart end det er.

Brugerbillede for Jesper Bjørk
Jesper Bjørk

HTS er symbolet på demokratiet/folkestyrets deroute: Selviscenesættende, behovsstyret, konfliktsky og absolut uden dannelse. Netop derfor bliver hun af David Rehling udnævnt til offer, for offeret har altid ret.

Brugerbillede for Ivan  Ziz

Helle herdes, men vælger alligevel at overlade posten til den skumfødte Mette Frederiksen, for selv at entrere den internationale scene. Til næste FT-valg.

Brugerbillede for Erik Hulegaard
Erik Hulegaard

Artiklens analyse af det gamle arbejderpartis ledelsesprofiler gennem decennier i forrige århundrede samt primo 21. årh. forekommer både venlig og kynisk korrekt.

Skal Socialdemokratiet overleve - ikke bare næste valg - men også have en fremtid i det nye århundrede/årtusinde, er det ikke nok med en akademisk og præsentabel kvindelig politiker, der periodevis signalerer en forbløffende både sej optimistisk og samtidig inderlig naivistisk tilgang til de aktuelle politiske realiteter. - Enhver statsminister med tilstrækkelig pondus havde for længst sat aggressive journalister på plads!

"Anker(et)" mangler - som artiklen også præciserer. Samme aktuelle danske statsminister kunne - set fra en tilfældig dansk tilskuerplads på et dansk stadion med plads til 5,5 mio. danskere - sagtens se hende efterfølge den farveløse britiske "EU-udenrigsminister Catherine Ashton" ultimo 2014 ikke mindst til fordel for hende selv, sit parti og sit land.

Efterfølgeren er ikke Mette Frederiksen, Nicolai Wammen, Henrik Sass Larsen eller Nick Hækkerup; derimod er det åbenbare valg den tunge, men kompetente og troværdige Bjarne Corydon, der vil kunne matche den temperaments-bevægelige og - venligt sagt - lidet internationalt-repræsentative V-formand.

Brugerbillede for Niels P Sønderskov
Niels P Sønderskov

Undergangsstemningen hersker, men det spændende er jo om det er muligt at vende den på to år? Det er selvfølgelig det jeg satser på i forlængelse af den skæve svanemetafor. Så behøver vi ikke sende Helle tilbage til Bruxelles.

På et tidspunkt var jeg lidt ked af studiekammeratens karakteristisk af Thorning som 'blank', men måske er det ikke så tosset i politisk forstand. Som akademisk akademiker i Henrik Dahls forstand, havde hun sikkert ikke gjort sig godt. Men hvor meget skal der til for at (om)vende de gamle arbejdreriske socialdemokrater? Vil det alligevel ikke vise sig, at socialdemokraterne er bedre til at føre socialdemokratisk politik end Venstre? Og det måske afgørende spørgsmål: Er alle de leverpostejmadsmørende lønmodtagere virkeligt blevet venstrebønder?

Endelig er ledelsen selvfølgelig vigtig, men det er frisk blod fra børnebanden m.v. også.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Erik Hulegaard
Jeg synes ikke at artiklen "forekommer både venlig og kynisk korrekt". Tvært imod synes den blot at udstille Rehling selv endnu engang.
Men jeg er enig i dine konklusioner, selv om jeg faktisk tror, at HTS kender sine stærke og svage sider bedre end mange andre.
Hun vidste godt, hvad hun gjorde oppe i det sorte tårn, da de lagde kabalen - eller også var det hendes rådgivere.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Da Vestager mellem linierne havde sagt, at hun ikke ønskede finansministerposten, var det da genialt at hive Corydon frem fra lokalet med den mattede rude!

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Jeg har lige set Corydon ½ time i en gammel spørgetid på TV-folketinget. Han har skutte behov for spindoktorer eller anden påtvungen "hjælp"!