Leder

Er livet lig med arbejdslivet?

Et liv, der udelukkende har lønarbejdet som identitetsmarkør, er et fattigt liv. Det gælder ikke kun for dommere, præster og militære tjenestemænd.
Debat
20. juli 2013

Skal vi alle blive ved med at arbejde hele livet? Spørgsmålet melder sig igen ved nyheden om, at et folketingsflertal nu også vil have ophævet pensionsgrænsen på 70 år for tjenestemænd. For øvrige samfundsborgere er den allerede fjernet sammen med afviklingen af efterlønnen og den udskudte pensionsalder.

Ældresagen argumenterer ligeledes for at ophæve aldersgrænsen. Det er uretfærdigt, at præster, dommere og militære tjenestemænd ikke må fortsætte med at arbejde, når alle andre må, lyder argumentet. Altså: Hvis alle andre skal arbejde til de segner, så vil vi også have lov!

Når aldersgrænsen for de nævnte erhverv ikke allerede er ophævet, skyldes det, at det er svært at fyre tjenestemænd, der ikke selv kan indse, at de ikke længere magter jobbet. Erfaringen viser imidlertid, at de fleste går på pension, når de fylder 70.

»Vi kan se på erfaringerne fra andre erhverv, hvor aldersgrænserne allerede er ophævet, at det faktisk ikke er det store flertal, der vælger at blive. Man behøver ikke at frygte, at folk vil klamre sig til stillinger, de måske ikke magter,« fastslår Peter Halkjær fra Ældresagen.

Tilmed viser en OECD-undersøgelse, at flere ældre i arbejde ikke skulle betyde færre arbejdspladser til unge. Angiveligt var der i 2010 flest unge i beskæftigelse i de 25 procent af landene, hvor flest ældre mellem 55 og 64 år arbejdede.

Men så er der vel ikke noget problem? 70-årige har en lang livserfaring, de har ikke længere nogen karriereplanlægning at tage hensyn til, og de kan muligvis forudse langsigtede konsekvenser af nutidige problemer. På den velsmurte overflade, hvor det politisk anses som udelukkende et gode, at alle arbejder, kan dommere og præster mv. vel også få lov? Det er bare de få resterende grupper, der derved kommer ind under de øvriges vilkår.

Men det gælder ikke kun for tjenestemænd, at man ved de syv årtier er formet af fortiden. Det er i fortiden, 70-årige har tilegnet sig deres værdier, og derfor er det ikke helt irrelevant at spørge, hvornår eksempelvis en dommers domme bliver for konservative. For jura er ikke en eksakt videnskab, der skal afvejes og lægges til grund, og så er spørgsmålet, hvordan der lægges til grund.

Og skyldes iveren efter at arbejde så længe som muligt ikke også, at vi som borgere ligger under for nogle hårdnakkede illusioner? Det hedder sig, at vi lever i et gennemført individualistisk samfund, men når alle vælger det samme, er det samfundet og ikke individet, der bestemmer. Alt kredser om samfundsnytten, ikke om individet. I virkeligheden kan man kun inden for en ganske snæver logik vælge nogle helt bestemte ting.

Og så forsøger man at være ung, så længe man overhovedet kan bilde sig selv det ind, og man fortsætter med at arbejde så længe som muligt, fordi arbejdet er den ultimative identitetsmarkør.

Men vi bliver ikke ved med at være unge, selv om vi lever længere end tidligere generationer, og er det ikke også relevant at overveje, om livet har andet at byde på end arbejde? Umiddelbart skulle man synes, at 70 år var en fortrinlig pensionsalder, hvis man skal nå at opleve andet end arbejde. Men mange mennesker frygter i stedet pensioneringen. De frygter tabet af kolleger, at de vil blive sat uden for samfundet, at de bliver ensomme, kort sagt: At de taber i værdi i andres øjne. De kan ikke forestille sig, at noget andet kan give lige så stor tilfredshed, hvis de overhovedet kan forestille sig andet og ikke blot opfatter pensionsalderen som et lurende tomrum forude.

Problemet er reelt nok, så længe arbejde restløst sættes lig med lønarbejde. Men den pensionist, der giver sig til at læse arkæologi på folkeuniversitetet, arbejder også, og det ældre ægtepar, der bliver fastliggere på en campingplads, er sandsynligvis sluppet ud af et monotont lønarbejdsliv til nye, varierede sanseindtryk og en rummeligere hverdag.

Vil vi altså halse videre i samme ensrettede skure som hidtil, er der næppe tungtvejende grunde til, at tjenestemænd, der gerne vil fortsætte med at arbejde, ikke får lov.

Men et liv, der udelukkende har lønarbejdet som identitetsmarkør, er et fattigt liv. Det gælder ikke kun for dommere, præster og militære tjenestemænd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det hedder sig, at vi lever i et gennemført individualistisk samfund, men når alle vælger det samme, er det samfundet og ikke individet, der bestemmer.

Et pletskud, dér.
Det betyder, at valget reelt er en illusion.

Rasmus Kongshøj, n n, Heidi Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Som koncept er lønarbejde værd at undgå: det nivellerer opgavernes reelle betydning og værdi, det korrumperer opgaveløsningen, og det stjæler arbejdsglæden.

Børge Rahbech Jensen

Min oplevelse er, at der er mere i det. Arbejdslivet giver også struktur på hverdagen, og har klarere forventninger og ansvarsfordeling, end privatlivet har. Det kan også give en bedre følelse af værdi, fordi der laves noget, andre har brug og vil betale for. Den følelse af værdi er naturligvis størst hos de, der ikke fordriver arbejdstiden med private gøremål og uforpligtende socialt samvær.

Uforpligtende socialt samvær med kolleger og ledere giver til gengæld en følelse af tilhørsforhold, hvor holdninger skabes. Uden for arbejdsmarkedet formes ikke ret mange politiske debatter.

"Det hedder sig, at vi lever i et gennemført individualistisk samfund, men når alle vælger det samme, er det samfundet og ikke individet, der bestemmer."

Det er undgået min opmærksomhed, at det hedder sig, at vi lever i et gennemført individualistisk samfund. Tværtimod synes jeg, krav om fællesskab er voksende. Det er jo lige før, det kræver en folkeafstemning på sociale medier el. en beslutning i Folketinget at finde ud af, hvad vi skal have at spise til aftensmad.

Maj-Britt Kent Hansen

Arbejde er udmærket til at glemme de problemer eller sorger, som man ellers hjemsøges af, når man har fri, men på et tidspunkt i livet, må man indse, at man ikke kan løbe fra tingenes tilstand og vænne sig til et liv uden arbejde.

Man kan også let blive opfattet og behandlet som en gammel nar, hvis man klæber til arbejdspladsen, og denne overvejende befolkes af væsentligt yngre kolleger. Dermed ikke sagt at man partout skal rende af pladsen, så snart man kan. I de fleste tilfælde vil det dog nok give sig selv, hvornår man fysisk og mentalt har aftjent sin værnepligt.

I øvrigt har nogle tjenestemænd (som følge af deres beskæftigelse) en væsentlig lavere pligtig afgangsalder end 70. Skal den også ophæves?

Steffen Gliese

Børge Rahbech Jensen peger vældig godt på et af de største problemer ved lønarbejdet: at det erstatter væsentlighedskriterier med behagelighed.
Hvad der skulle være et simpelt spørgsmål om at få gjort det, der skal gøres så gnidningsfrit, effektivt og tilfredsstillende som muligt, går op i ideologiske og moralske forestillinger, der kun afspejler en rådvildhed i et samfund, hvor alle muligheder i princippet står åbne.

Børge Rahbech Jensen

Noget andet, jeg mener at have læst en gang, som antyder aspekter ved arbejdslivet, var, at statistisk var antallet af skilsmisser og selvmord størst i ferieperioder især omkring jul. En forklaring var, at det var for kompliceret og belastende at være sammen med familien.

Heinrich R. Jørgensen

Koncepterne arbejde og lønarbejde kan ikke dække det samme. Det første er et udsagnsord, der beskriver en handling (at være flittig). Det andet er et navneord, der henviser til noget (et aftaleforhold, hvor en uselvstændig person gør sig til betalt tjener for en anden).

Når grammatikken halter, kan det ikke undre at logikken og retorikken ligeledes går skævt.