Leder

Nummer 28

2. juli 2013

Leder»Kroatiens indtræden i den Europæiske Union er en bekræftelse af, at hver enkelt af os tilhører det europæiske demokratiske og kulturelle værdisæt.«Kroatiens præsident Ivo Josipovic

Hørte du jublen og fyrværkeriet natten til mandag, da Kroatien blev EU’s 28. medlem? Kun få gjorde. EU’s seneste udvidelse er nemlig langt fra den glædelige begivenhed, som både nye og gamle medlemsstater oplevede i 2004, da unionen flyttede sine ydre grænser længere mod Øst.

Siden det lille balkanland tog det første skridt mod optagelse i EU for godt 12 år siden, er meget sket. EU er i dag plaget af krise, recession og tårnhøj ledighed. Kroatiens økonomi er ligeledes i recession på femte år, og ledigheden er i dag 18,1 procent. For unge under 25 år er den svimlende 51,8 pct.

De kendsgerninger betyder, at kroaterne langt fra føler den samme entusiasme over for EU-medlemskabet, som østeuropæerne for knap 10 år siden. De høje forventninger om en hastig udligning af levestandarden mellem landet og resten af EU er erstattet af ’eurorealisme’, beretter kroatiske iagttagere. I EU er entusiasmen ligeledes til at tage og føle på. Det tyske dagblad Bild kørte for nylig overskriften: »Er Kroatien det næste bundløse hul for milliarder af euro?«. Og det britiske Daily Mail bød kroaterne velkomne med overskriften: »Storbritannien kan se frem til ny immigrationsbølge«. Men bag skræmme-journalistikken er der en reel frygt for, at EU ganske enkelt ikke kan tackle endnu et land, der af kreditvurderingsbureauerne er blevet tildelt mærkatet junk-status. Kroatiens budgetunderskud forventes at vokse til 5,6 procent af BNP i 2014, mens gældsbyrden vil vokse til 62,5 procent af BNP – begge dele over EU’s loft på hhv. tre og 60 procent af BNP. Med ledighedstal, der kun overgås af Grækenland og Spanien, er frygten for, at Kroatien kan blive det næste Grækenland, forståelig.

Mens formand for det Europæiske Råd Herman Van Rompuy i går fremhævede EU som fredsprojekt og beskrev det som »passende«, at »unionen selv født af asken fra Anden Verdenskrig nu bliver et omdrejningspunkt for forsoning og møder mellem Balkans nationer«, er der dem, der er skeptiske. Deutsche Welles Europa-redaktør mener således, at »Kroatiens indmeldelse højner faren for, at gamle konflikter mellem tidligere krigsfjender såvel som etniske spændinger på Balkan bliver importeret til EU«.

I lyset af den sociale uro og opblomstringen af fordomme om dovne grækere og nazistiske tyskere, vi har bevidnet i EU i de seneste år, kan denne frygt heller ikke blot afvises som uden fundament. At denne udvidelse ikke er let og risikofri, betyder dog ikke, at den er en fejltagelse. I de over 12 år, det har taget Kroatien at blive parat til medlemskab, er landet blevet transformeret. Der er unægtelig stadigvæk problemer, og den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, valgte da også i sin velkomsttale at lægge vægt på, at indtræden i EU »ikke er et endepunkt, men snarere et incitament til yderligere reform«. Men landet har ikke desto mindre gjort enorme fremskridt i kampen mod korruption og nationalisme og har reformeret sit retssystem, sikkerhedsstyrker og politi.

Udviklingen ville have været utænkelig uden optagelsesprocessen, som blev den katalysator, der accelererede reformerne og demokratiseringen. Det faktum, at Kroatien i dag kæmper med de samme problemer som de øvrige EU-lande – en aldrende befolkning og økonomisk slump – er ifølge én iagttager »i sig selv en succes«.

Håbet er nu, at Kroatien kan sætte et eksempel for de øvrige eksjugoslaviske nationer ved at vise, at det betaler sig at tage de svære skridt mod forsoning og intern reform. Det var således næppe en tilfældighed, at Van Rompuy allerede i går rejste videre til Serbien, og at EU for fire dage siden påbegyndte optagelsesforhandlinger med landet. Det skete i sig selv på baggrund af Serbien og Kosovos forsoningsaftale i april.

Eksemplerne peger alle mod samme konklusion: At EU trods krisen stadigvæk er en attraktiv klub, og at unionen stadigvæk har magt og evne til at gennemtvinge demokratisk reform i de lande, der ønsker medlemskab. Det er et omdømme – og en resultatliste – der er værd at løbe en risiko for at bevare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Deutsche Welles Europa-redaktør mener således, at »Kroatiens indmeldelse højner faren for, at gamle konflikter mellem tidligere krigsfjender såvel som etniske spændinger på Balkan bliver importeret til EU«."

De gamle konflikter og etniske spændinger består allerede, så det er en fordel at få landene integreret i EU. Så finder bearbejdningen af konflikterne og spændingerne sted hen over et forhandlingsbord, frem for med Kalashnikov.
Lad mig bare indrømme, at jeg er på kvalmegrænsen over udsigten til at komme i Union med de serbiske mordere og voldtægtsforbrydere fra 1990'erne; men omvendt kan jeg altså godt indse fornuften i det. Og hvis Balkanlandene indbyrdes kan holde stanken ud, så kan vi andre selvfølgelig også.

Niels Mosbak

Torben Lindegaard

Du må nok gentænke din opfattelse - kroaterne har lige så alvorlige krigsforbrydelser på samvittigheden som serberne - så din kvalme burde være lige så udtalt nu, hvor Kroatien, med det skakbrætternede Ustasha flag er medlem.
Måske Deutsche Welle burde undersøge Tysklands medvirken i den gamle konflikt på Balkan, herunder hvilken form for understøttelse, der blev deres gamle kampfælle fra 2. verdenskrig til del.

Torben Lindegaard

Niels Mosbak

Kvalmen er der.
Men stadigvæk - det er bedre, at landene fra det gamle Jugoslavien kommer med i Unionen, frem for at landene står udenfor.
Jeg ved ikke, om kroaterne var lige så store krigsforbrydere som serberne. Det er svært at måle; men alligevel.............Srebrenica, 1 mio albanere fordrevet fra Kosovo, Mladic skjult i lander i 15 år beskyttet af militæret.

Niels Mosbak

Torben Lindegaard

Det med at måle krigsforbrydelser op mod hinanden, har vist ikke nogen betydning for de der er blevet ramt.
Srebenica er jo blevet kaldt den største krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig og den må serberne jo tage på deres kappe.
Den kroatiske etniske udrensning i Krajina af 200.000 serbere under operation Storm, må kroaterne så stå på mål for. Den kroatiske regering har hjulpet general Gotovina med at holde sig skjult i næsten lige så lang tid som Mladic - og den 1. mio albanere blev kun fordrevet i CNN's udsendelser - du skal erindre at amerikanske reklamebureauer var inde over dækningen.
Krigen i det tidligere Jugoslavien var en treparts borgerkrig, hvor den Europæiske presse havde en interesse i at fremføre regerings synspunkter og det medførte ret hurtigt at man gjorde det helt umuligt for almindelige mennesker at forstå andet, end at serberne var de "onde".
Men jeg er enig i din erklæring om, at det er bedre at de er med i EU end udenfor.