Leder

For patienternes skyld

Debat
2. juli 2013

Det var den rigtige beslutning, De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) traf, da et snævert flertal i organisationens repræsentantskab i weekenden besluttede ikke at aflevere lægernes ydernumre og dermed træde ud af samarbejdet med det offentlige.

Truslen fra PLO var radikal. Ifølge lægeløftet skal lægerne »bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige«. Reelt risikerede patienterne imidlertid at skulle betale op til 900 kr. for en konsultation. En pris, der formentlig kunne afholde folkepensionister og andre økonomisk dårligt stillede danskere fra at gå til lægen.

En central del af konflikten drejer sig om lægernes indberetning af sundhedsoplysninger til regionerne. Mens Sundhedsministeriet og regionerne som beskrevet i dagens Information ønsker at lagre data om kroniske patienter i en central database for at forbedre behandlingen, er PLO bekymret for, at oplysningerne reelt skal bruges til at føre kontrol med lægerne. Og flere praktiserende læger har tilkendegivet, at de frygter at kompromittere fortroligheden mellem læge og patient, hvis de indberetter sundhedsoplysninger uden de enkelte patienters samtykke, sådan som det netop vedtagne lovforslag lægger op til.

Der kan være god grund for de praktiserende læger til at ville sikre sig, at formålet med indsamlingen af sundhedsoplysninger er at forbedre patientbehandlingen snarere end at benchmarke lægerne. Og særlig er der grund til at sikre sig, at følsomme oplysninger i den centrale database ikke kan spores tilbage til de enkelte patienter. Men den erklærede ambition om at udnytte patientoplysningerne bedre ved at samle dem centralt er grundlæggende rigtig. Udfordringerne forbundet med lægernes indberetning af oplysningerne skal håndteres gennem de forestående forhandlinger. Ikke ved at lægerne stopper samarbejdet med det offentlige og lader de svageste patienter i stikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Betalingen ville jo under alle omstændigheder påhvile samfundet, hvis opgave det er at sikre borgerne gratis behandling. Det er noget lumpent at forsøge at tørre en social forpligtelse af på et erhverv, blot fordi samfundet ikke vil betale den - lave - pris, det danske sundhedsvæsen koster os, i modsætning til netop betalingssystemer.

Steffen Gliese

Og hvis man undrer sig over mit tilsyneladende ikke-socialistiske synspunkt, så går det slet og ret ud på, at det optimale system er, at den fælles kasse, hvortil der betales efter den pris, de ude i den store verden er villige til at betale for resultatet af nogle danskeres arbejdsindsats, betaler for den enkeltes behov. Sådan fungerer velfærdsstaten bedst.