Leder

Et pøbeldemokratisk eksperiment

Debat
29. juli 2013

For kun et år siden var et Muslimske Broderskab den arabiske verdens politiske succeshistorie. Ikhwan, brødrene, hentede valgsejre i Egypten, Tunesien og Libyen og var toneangivende i den syriske eksil-opposition.

Det gik så godt for islamisterne, at Barack Obama i december 2011 sendte daværende formand for Senatets udenrigsudvalg, John Kerry, til Kairo. Tilbagemeldingen var, at USA sagtens kunne ’snakke forretning’ med brødrene. Mohamed Mursi vandt præsidentvalget i juni 2012 med så snæver margin (51,7 procent), at det i mistænkelig grad lignede en beslutning truffet i andre fora end stemmeboksens.

I dag ved vi, at Mursi, folkevalgt eller ej, ikke havde mandat til at træffe beslutninger. De træffes nu som før af militæret, in casu general Abdel Fattah al-Sisi, der 3. juli afsatte Mursi. Onsdag i sidste uge slap al-Sisi så gadens og sikkerhedsstyrkernes pøbel løs på islamisterne. Flere end 200 er dræbt med skud til hoved og bryst under de tre ugers uroligheder.

USA har ’protesteret’ ved at forsinke leveringen af fire ligegyldige kampfly. John Kerry, nu sit lands udenrigsminister, har ikke anden kommentar, end at egypterne står over for et »afgørende øjeblik«, og ikke andet bud på en løsning, end at de besinder sig og »viger tilbage fra kanten af afgrunden’. Det er så ringe, at selv Villy Søvndals meningsløse omsvøb ikke kan konkurrere. Tilbage står, at den førende pan-arabiske islamiske bevægelse nu er ramt så hårdt, at den i Egypten er på vej tilbage i den undergrund, den kom fra.

Der er flere årsager til nedturen, og i Egypten er den vigtigste brødrene selv. De evnede ikke at forvalte den magt, vælgerne gav dem ved frie valg, men satte sig tungt på mest mulig magt i den misforståelse, at de havde slået en handel af med militæret, der bevarede immunitet i den nye forfatning. De rensede ud i medierne, i kulturlivet og hvor de kunne komme afsted med det i rets- og justits-sektoren. Men de leverede ikke den vare, der ville have skaffet dem tilgivelse: økonomisk fremgang, brød på bordet, gas på blusset og benzin i tanken. Den lovede inkludering af alle grupperinger i genopbygningen af samfundet udeblev – brødrene teede sig på en sådan måde, at vendingen ‘islamofascisme’ nu er almindelig.

I Tunesien, der alt andet lige er sluppet nådigst fra de arabiske revolutioners voldelige efterskælv, indså Ennahda-partiet fornuften i at inkludere to sekulære partier i den regering, der kom ud af revolutionen. Men de moderate islamister har ikke haft viljen til at kontrollere, endsige stoppe militante salafisters hærgen på gader og stræder. Og da den sekulære oppositionspolitiker Mohammed Brahmi blev myrdet torsdag, gik titusinder på gaden med slagord mod Ennahda, der ses som den indirekte skyldige, selv om en salafistisk gerningsmand allerede er udpeget og efterlyst.

Samme scenario gentog sig i Benghazi i Libyen fredag, da demonstranter gik til angreb på brødrenes kontorer i Benghazi og Tripoli efter attentatet på Abdel Salam al-Mismari, en sekulær aktivist og jurist, der i lighed med tunesiske Brahmi var kendt for sin kritik af Det Muslimske Broderskab og dets politiske arm, der er Libyens næststørste parti.

Der er endnu en årsag til de muslimske brødres vigende indflydelse og popularitet. De muslimske brødre er blevet en brik i den kamp om regional politisk indflydelse, der de sidste år er skærpet mellem Saudi-Arabien og dværg-emiratet med kæmpepengetanken, Qatar.

I Egypten illustreres rivaliseringen mellem de to Golf-magter i splittelse mellem broderskabet og det saudisk støttede salafistiske Nour-parti. I Libyen og Tunesien skader salafistiske provokatørers aktioner de moderate brødre i parlamenter og regeringskontorer. Qatar irriterer sin store nabo med enegang på følsomme områder – bl.a. et tåleligt forhold til Iran og med tv-kanalen Al Jazeera.

Hamid bin Khalifa al-Thani, den 61-årige nu abdicerede emir, har i en årrække polstret brødrene som en vægtig regional allieret over for Saudi-Arabien. Det saudiske svar er underminering af broderskabet overalt, hvor det findes. Eksempelvis i formandskabet for den syriske eksil-koalition, der for nylig blev overtaget af den kristne Michel Kilos fraktion med saudisk støtte, og nu med de førhen magtfulde muslimske brødre i en sekundær rolle.

Også denne magtkamp er en del af dagens egyptiske pøbeldemokrati.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her