Leder

En politisk opgave

15. juli 2013

Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen, og professor i økologisk økonomi Inge Røpke, er ikke enige om meget i debatten om at øge Danmarks produktivitet. De er fundamentalt uenige om behovet for at øge produktiviteten, og de ser helt forskelligt på konsekvenserne ved at øge produktiviteten.

Peter Birch Sørensen ser et problem, som han mener bør løses. Inge Røpke det modsatte. Noget kan de dog blive enige om: Hvis en produktivitetsstigning opnås ved at nedslide naturen, så er den ikke værd at stræbe efter.

Enhver kommission nedsat af politikere er bundet af sit kommissorium. Derfor er det svært at bebrejde Produktivitetskommissionen, at den alene regner på de ting, som regeringen har bedt den om. Kommissoriet for Produktivitetskommissionen er et entydigt mandat til at undersøge, hvordan man kan øge produktiviteten. Men der er oplagt også andre hensyn end produktiviteten.

Regeringen har ved at give kommissionen så ensidig en opgave samtidig øget opgaven for sig selv. For når Produktivitetskommissionen uden megen skelen til for eksempel hensynet til miljøet kommer med forslag til, hvordan produktiviteten kan øges, så bliver det en politisk opgave at vægte de andre hensyn i forhold til produktiviteten.

Hensynet til miljøet sikres gennem miljøreguleringen. Og der er kun en modsætning mellem øget produktivitet og bæredygtigt miljø, hvis miljøreguleringen ikke er tilstrækkelig, har Produktivitetskommissionens formand tidligere udtalt. Sagt med andre ord er den tilstrækkelige miljøregulering afgørende, hvis man vil undgå de produktivitetsstigninger, der nedslider naturen, og som hverken Peter Birch Sørensen eller Inge Røpke betragter som reelle forbedringer.

Det er en forudsætning, som politikerne ikke kan se bort fra. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu