Leder

Værdiernes tvetydighed

24. juli 2013

Man kunne godt få den tanke, at mange såkaldte værdier enten er udhulede eller falske i den forstand, at de nøjere betragtet viser sig at tjene andre formål end dem, de foregiver. Debattører og politikere har diskuteret ytringsfrihed, sammenhængskraft og danskhed i årevis, men hvor meget af det har ikke været for at profilere sig selv eller for at distancere sig fra konkurrenter og politiske modstandere?

Når de, der ynder at hylde danskheden, skal definere, hvad det vil sige at være dansk, bliver det oftest til noget med demokrati og kristendom, værdier, som unægtelig deles af en del mennesker af anden nationalitet end dansk. Griber man til Højskolesangbogen, der i nationalt sindede kredse er en skattet kilde til opbyggelse, får man et billede, som i hovedtrækkene er formet i årene efter 1864, hvor ’sårfeberen fra Dybbøl’ anslog grundtonen.

Men i dag er de fleste danskere sekulære, på tv kører et realityshow, som er det samme på alverdens tv-kanaler, og åbner man for radioen, tales der om økonomi. Hvad er overhovedet bæredygtige værdier i et sekulært, demokratisk samfund, hvor individualismen er udbredt i kultur, i medier, i kunst, religion og politisk holdning? Der er nemlig det ved værdier, at de har en tendens til at være tvetydige. Selv tilsyneladende indiskutable værdier som retfærdighed og tolerance viser sig bøjelige, når det kommer til praksis.

Når Mette Frederiksen (S) med ret og pligt som argumentation sætter kontanthjælpsmodtagere til udsigtsløse sysler, er det så retfærdigt? Er det retfærdigt at se bort fra de omstændigheder, der har gjort dem til modtagere af kontanthjælp? Når hun hævder, at alle har behov for at gøre nytte, er det så udtryk for retfærdig regeringsførelse eller for leflen for den noget-for-noget-tankegang, der har bredt sig sammen med den liberalistiske tro på, at enhver er sin egen lykkes smed? Selv om alle ved, at dette ikke passer.

Og hvad med et begreb som tolerance? Ja, det kan ved nærmere eftersyn falde ud som nærmest det modsatte.

Ifølge en toleranceundersøgelse, foretaget af lektor i statskundskab Michael Bang Petersen, anerkendte 70 procent såvel den yderste højre- og venstrefløj som de nykristnes rettigheder til at demonstrere og deltage i den offentlige debat. Også selv om de ikke delte holdningerne. Imidlertid ligger der i tolerancebegrebet det, som Michael Bang Petersen egentlig også selv implicerer, at tolerance i virkeligheden betyder, at man ikke billiger det tolererede. Det er mindreværdigt. Goethe har udtrykt det således: »Tolerance burde kun være et forbigående sindelag: Den må føre til anerkendelse. At tåle vil sige at fornærme.«

Ifølge Michael Bang Petersen er det kun omkring fem procent af befolkningen, der ikke anerkender rettighederne for muslimer – den gruppe, som er omfattet af mindst tolerance – men mon ikke ja-procenten ville være langt højere, hvis spørgsmålet lød, om man ’tålte’ muslimer? Ironisk nok kan der altså også ligge en art ’hån, spot og latterliggørelse’ i den tilsyneladende tolerante holdning.

Men man kan dog ikke dele alle mulige værdier, som man ikke er enig i! Nej, men der er en anden værdi, som kunne være nok så meningsfuld, nemlig nysgerrighed. De færreste, der blot ’tåler’ muslimsk levevis i samfundet, ved ret meget om overhovedet noget om, hvad den går ud på. De muslimske indvandrere, der siden 1960’erne har slået sig ned i det danske samfund, er kulturelt forskellige og forvalter deres religion forskelligt.Man kan undlade at skære dem alle over én kam, og derudover kan man som et minimum tilslutte sig den måske eneste værdi, der ikke kan bøjes, nemlig universalisme. I et samfund med universelle rettigheder, behøver man ikke at være universelt nysgerrig. Man kan slet og ret lade muslimer, kontanthjælpsmodtagere og nykristne flyde sammen i massen af borgere, der alle er omfattet af de samme regler og rettigheder: lighed for loven, ytringsfrihed, stemmeret, religions- og forsamlingsfrihed og lige ret til velfærdssamfundets ydelser.

Så behøver man ikke tænke mere på det.

Økonomien fremstår efterhånden som den (eneste) altdominerende værdi. Denne leder er den tredje i en miniserie, der forsøger at gentænke vores værdier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • odd bjertnes
  • HC Grau Nielsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
randi christiansen, odd bjertnes, HC Grau Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Slutningen lyder helt ironisk. Og med god grund. Det hele virker jo helt ugennemtænkt.

Er idealet at ingen længere føler noget for noget, og alle derfor er ligeglade med alt og alle?

Ved syndefaldet erhvervede vi os evnen til at skelne mellem godt og ondt. Men endnu har vi ikke erhvervet evnen til at være enige om, hvor skellet går.

Det skulle Pinsen ellers have bragt i orden. For nogen.