Leder

Vejen ud

17. juli 2013

Reaktionerne på budskabet er stærkere end selve ordene. Reelt opsigtsvækkende ville det i virkeligheden være, hvis politikere afviste at lade krigen i Afghanistan underkaste en evaluering, når vi snart trækker de sidste danske soldater ud af landet.

Derfor kan det undre, at Radikale Venstres forsvarsordfører, Zenia Stampe, mødes med forargelse, når hun i Berlingske kalder på en evaluering og samtidig konstaterer det åbenlyse: »Vi kunne ikke nedkæmpe hele Taleban, og det var en illusion at tro, at vi på 10 år kunne forvandle et ekstremistisk samfund til et demokrati.«

Den erkendelse er rigtig, men den gør ikke nødvendigvis den danske krigsindsats i Afghanistan forkert.

Det var et stort set enigt Folketing, der besluttede at drage i krig i Afghanistan, og det er et stort set ligeså enigt Folketing, der nu kritiserer Zenia Stampe. Forrest i kritikken går tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R), der erindrer sin yngre partifælle om partiets enstemmige opbakning til indsatsen i Afghanistan – såvel entré som exit.

Påfaldende er det, at et ønske om en evaluering optages som et angreb på grundlaget for krigen. Selv om der er enighed om først at gå ind i og siden at gå ud af en krig, så ophæver det jo ikke behovet for at evaluere alt det, der ligger ind imellem. Det er et udtryk for en logik og tankegang, hvor der kun er plads til to standpunkter: For eller imod. Det bliver ingen klogere af.

Når debatten omgående piskes op, skyldes det en moralsk sammenstilling af politikernes beslutninger og de militære konsekvenser deraf.

»Jeg ved godt, debatten er meget ømtålelig, fordi vi risikerer at såre soldaterne,« erkender Zenia Stampe. 43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. Underforstået: Var det prisen værd?

Den form for evaluering kan ingen bruge til noget som helst. De pårørende til de dræbte soldater mindst af alle. Derfor må de to ting holdes adskilt, når politikerne forhåbentlig snart er rede til den nødvendige evaluering af 12 års krigsindsats i Afghanistan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi tager ansvar for vores handling, er det også muligt at tage ved lære af sucess og fejl.
Hvis vi ikke vil tage ansvar, så er det farligt at vurdere resultatet. Hvad er det farlige i at lytte og vurdere resultatet?

Steffen Gliese, John Victor Lorck, Karsten Aaen, Morten Lind og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Dem der tror de gør en forskel og drager i krig er kun nyttige fjolser for nogle magthavere, der har deres egen dagsorden.
Det kan naturligvis ikke indrømmes at de gav deres liv og førlighed for disse politikers mål.
Der er ingen i Afghanistan der har det hverken værre eller bedre på grund af vores deltagelse. Vi og Nato er jo kun de sidste i en lang række krigsgale nationershærgen i Afghanistan gennem flere hundrede år.

Hanne Ribens, Torben Nielsen, erling jensen, Carsten Munk, Moh Abu Khassin , John Victor Lorck, Katrine Visby, Karsten Aaen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Hendes udmelding ændre ikke fortiden og det hændte.

Men måske påvirke fremtiden.
Det handler om at tage stilling til en doktrin.
Virker den ?
Kan den noget ?
Skal vi ændre den ?

Selvfølgelig er det legitimt at stille spørgsmål til en given ført politik og dens konsekvenser eller mangel på formodet resultat af en given beslutning.

Når de radikale støtter en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man acceptere brug af vold til at opnå et politisk mål
- skal man i et samfund der hviler på et demokratisk fundament og idegrundlag - altid stille spørgsmål og søge at få en dialog i gang om man er på rette vej.

Noget kunne dog tyde på den danske politikker stand er uprofessionelle ledere der ikke vil underkaste sin egne beslutninger et kvalitets tjek.

Det i sig selv skulle diskvalificere dem ved næste valg.
Hvordan kan vi være tjent med ukvalificeret levebrødspolitikere ?
- Vi må da i det mindste forlange vise kompetencer i deres lederskab og forvaltning af den demokratiske proces her i landet.

Henrik Strøm, Katrine Visby, Karsten Aaen, Søren Bro og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Problemet er jo at enhver evaluering af krigen mod Afghanistan, der ikke er et købt og betalt stykke teater beregnet til mildne folketingets ansvar for katastrofen og få danske mordere og voldskvinder i uniform til ligne forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder, vil beskrive et demokratisk og militærstrategisk svigt af episke dimensioner.
Det er svært at overdrive de negative konsekvenser af denne krig og man skal være jubeloptimist uden kontakt med virkeligheden for at få øje på bare én enkelt positiv effekt.
Alle er i øvrigt enige om dette, det er ikke til diskussion. Men alle er også enige om at de ikke er villige til at acceptere det nødvendige møgfald og permanente tab af troværdighed som alle deltagere står tilbage med.

Derfor vil vi uden tvivl se et stykke bestillingsarbejde beregnet til at frifinde de ansvarlige eller som minimum give dem nogle plausible søforklaringer at dække sig ind under.

Henrik Strøm, Bo Carlsen, John Victor Lorck, Katrine Visby og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Zenia Stampe hører efter min opfattelse ikke til blandt de skarpeste knive i skuffen, når vi taler om politisk hæderlighed og følelsesmæssigt intellekt, men den radikale forsvarsordfører rammer trods alt en rimelig pointe med sine udtalelser i Berlingske om, at man naturligvis ikke på bare 10 år kan indsætte demokratiet som politisk styreform i et land, der er 15 gange større end Danmark, og som med sine 28 millioner indbyggere aldrig har kunnet leve i fred med hinanden i 20 minutter siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1919, fordi landet er gennemsyret af patriarkalske familietraditioner og primitive klankulturer med islam som katalysator for afghanernes dagligliv.

USA og NATO med blandt andet Danmark tog oprindelig ud til Afghanistan for at nedkæmpe Osama bin Laden og hans terrororganisation al-queda, som den enøjede stærkt religiøse leder Mullah Omar fra Taleban-bevægelsen gav opholdstilladelse til straks efter terrorangrebet den 11. september 2001 på New York og Washington DC, fordi al-queda to dage før gav ham en ”gave” ved at dræbe hans dødsfjende Ahmad Shah Massoud fra Nordalliancen, som havde påført Taleban-styrkerne massive tab af menneskeliv.

12 år senere kan man så nøgternt konkludere, at USA og NATO med blandt andet Danmark som militære aktører, godt nok fjernede Mullah Omar og Taleban-bevægelsens rædselsregime fra regeringsmagten, og fik etableret rammerne for demokratiet som politisk styreform gennem opbygningen af en forfatning, men indsatsen har ikke umiddelbart været noget som helst værd, fordi de mange sekteriske grupperinger ikke kan finde ud af, at leve efter nogle fælles vedtagne demokratiske love, så afghanerne kan leve en hverdag i fred og tryghed.

Jeg besøger ofte en god vens grav på Garnisons Kirkegaard i København, og blot tre grave ved siden af ligger major Anders Storrud begravet, der blev dræbt af Taleban i oktober 2007, og hver eneste gang bruger jeg som gammel soldat et par minutter foran hans grav, og giver ham et honnør inden jeg går hjem, fordi denne unge 34-årige officer sammen med andre danske soldater gav sit liv i fredens tjeneste for det afghanske folks skyld.

Ikke desto mindre forlader jeg hver gang hans gravsted med en følelse af bitterhed over den manglende forståelse i den brede danske befolkning for, at politikerne i Folketinget lige fra begyndelsen sendte ham ud på en håbløs opgave, fordi den afghanske civilbefolkning aldrig selv har taget det store opgør med Taleban-bevægelsens religiøse galninge, der om natten terroriserer befolkningerne ude i landsbyerne, og tvinger deres unge mænd til at kæmpe for religiøs ekstremisme.

I dag sidder vi godt nok med et Afghanistan, der har fået skabt en forfatning og et demokrati, men det hele er ikke noget som helst værd på den lange bane, fordi det afghanske folk pr. tradition er vant til korruption og nepotisme på alle niveauer i samfundet, ligesom hele landet generelt er styret af klaner og patriarkalske familietraditioner, der gør det umuligt at få demokratiet til at fungere optimalt som politisk styreform, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at når USA og NATO endegyldigt forlader landet, ja, så vil Taleban fuldstændig infiltrere politiet og sikkerhedsstyrkerne gennem terror.

Nøjagtig som i det tidligere Sydvietnam.

Da kommunisterne overtog magten i Sydvietnam den 30. april 1975 blev alle sydvietnameserne underlagt politisk enhed under tvang gennem ophold i ”genopdragelseslejre”, og i dag 38 år efter kan man uden overdrivelse konstatere, at det forenede Vietnam aldrig har fået demokrati og menneskerettigheder, men stadig fungerer som et totalitært kommunistisk et-parti regime med politisk enhed under tvang, hvor der i landet kun findes to slags mennesker: nemlig kommunisterne … og så alle de andre.

58.000 værnepligtige amerikanske soldater gav deres liv i kampen for demokrati og menneskerettigheder til vietnameserne på grund af deres folkevalgte politikeres beslutning om at gå i krig, og mere end 300.000 blev såret i kampene mod Nordvietnams hær og Vietcong-guerillaen gennem 10 år, men i den sidste ende havde de amerikanske politikere ikke viljen til, at indsætte en styrke af et så massivt omfang, at kommunisterne èn gang for alle kunne besejres militært, og den samme vilje til en omfattende sejr i Afghanistan over Taleban-bevægelsens religiøse galninge, har gennem de sidste 10 år reelt været totalt fraværende hos USA og NATO.

Derfor har de danske soldater tragisk nok spildt deres liv og førlighed i Afghanistan til ingen verdens nytte, fordi de efterladte og sårede desværre må konstatere anno 2013, at det afghanske folk ikke har fået et velfungerende demokrati, fred, harmoni, vækst og personlige frihedsrettigheder i et omfang, som vi kender det i de vestlige demokratier, men stadig lever med patriarkalske stammekulturer og familietraditioner, der ikke er forenelige med demokratiet som politisk styreform.

Men i den sidste ende har de folkevalgte danske politikere helt klart det overordnede moralske og menneskelige ansvar for, at vi overhovedet sendte unge soldater til Afghanistan for at beskytte civilbefolkningen mod Taleban-bevægelsens morderiske galninge, og i lyset af dèt faktum har forsvarsordfører Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre en klar pointe i, at samtlige politikere på Christiansborg naturligvis skal evaluere Danmarks krigsdeltagelse grundigt i fuld offentlighed, inden vi sender nye unge professionelle soldater ud på nye missioner i den store verden.

Ellers mister vores udsendte soldater livet og førligheden til ingen verdens nytte.

Matthias Hansson

Når man træffer en beslutning om at angrib et land, der ikke har angrebet os, og som vi stort set ikke kender noget til på forhånd, udelukkende baseret på en amerikansk præsident der løj, så vandet drev om masseødelæggelsesvåben for at kunne starte en anden krig i Irak sammen med Tony Blair OG Danmarks statsminister, der også løj, så vandet drev, for at de med befolkning stiltiende kunne træffe en beslutning på den muligvis mest tåbelige præmis i danmarkshistorien.

Man skal helt tilbage til optakten til den Anden Schleswiske Krig for at finde ligeså tåbelige beslutninger.

Kunne det tænkes, at danske politikere inderst inde er flove over deres egen beslutning og nu er nødt til at holde fast i den for ikke at fremstå som uansvarlige eller underbegavede, og fordi de ikke kunne lægge to og to sammen? Altså amerikanske, engelske og danske ledende løj så vandet drev, men deres opstillede præmis for at invadere et land er ganske troværdig? En person, der lyver i dag, talte sandt i går og taler nok sandt i morgen?

Hvad kan få folk til at ophøre med normal tænkning? Gruppepres? Frygt for konsekvenserne af at tænke? Angst? Nå ja, det var den der traumatiserende hændelse i New York og løgneren Bush's påstand om, at hele Verden er fuld af onde terrorister, som vi nu allesammen skal i gladelig krig med. Og hvor officielle forklaring på samme hændelse selvfølgelig også bygger på en troværdig og sandfærdig regering, der jo bare ville det bedste for os alle sammen!

Jeg stødte på denne blog ude i byen:
http://paradigmet.blogspot.dk/2013/07/en-samtale-om-civilt-ansvar.html
Var det noget med lidt civilt ansvar?

erling jensen, Carsten Munk, Bo Carlsen, Henrik Darlie, Hugo Pieterse, Moh Abu Khassin , John Victor Lorck, Katrine Visby, Morten Lind, Per Jongberg, Karsten Aaen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det kunne have været "hurtig ind - hurtig ud". Men det blev: "hurtig ind, og bliv. Indtil taleban er ned- og bekæmpet" hvilket formentlig i visse krigsstrategers op politikeres øjne vil sige "indtil de er forsvundet fra jordens overflade", eller er konverteret til den kristne tro. Ja, det måtte jo tage nogle år - indtil USA og Danmark indså, at sådan spiller klaveret ikke.

Per Jongberg

Vejen ind gik gennem en perlekrans af loegne ... landet Afghanistan havde ikke angrebet USA, og vejen ud vil nok ogsaa gaa gennem en smukt flettet krans af loegne.

Ligesom flugten fra Irak. Gade kravlede ud af Irak paa alle fire ... eller i hvert fald maatte ned paa maven under en-eller-anden afskedsfestivitas.

Torben Nielsen, erling jensen, Bo Carlsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg håber, Stampes spinkle forsøg på at få en evaluering i gang bærer frugt. For Danmark har virkelig brug for at vågne op af krigsidiotien.

Torben Nielsen, erling jensen, Henrik Strøm, Henrik Darlie, Carsten Munk og John Victor Lorck anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Det handler kun om at have modet til at erkendelse af egne fejl...........som i så mange andre sammenhænge.

Stampe, vil gøre det på en pæn, glat og strømlinet måde, det kan man ikke.

Der er faktisk også et ansvar at placere, ikke af hævn, men fordi vi som et hele må og skal blive klogere så løgnens videreførsel til krig besværliggøres.

Denne ansvarsplacering er det der forsøges undgået.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke, man kommer nogen vegne med et retsopgør, dertil har det politiske flertal hele tiden været for stort, så der bliver ikke flertal for at placere et ansvar. Men fremtiden er det sted, hvor der er mulighed for at gøre op. Og her ser vi desværre allerede forsøg på at fortsætte den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik - rend mig et vist sted. Det er det opgør, det kunne være interessant at tage, og som Stampes indlæg kan være med til at befordre

Glenn Lynge Andersen

“To err is human, to persist in error is diabolical.”

Problemet er tilsyneladende, at de politikere der tog beslutningen om at vores soldater skulle kæmpe i Afghanistan insisterer på, at der ikke kan stille spørgsmålstegn ved deres beslutning, og at vi "af hensyn til soldaterne" ikke må debattere om beslutningen var rigtig. Det er blot deres måde at undgå at blive konfronteret med, at man har taget en beslutning der viste sig at være katastrofal.

Det kan ikke være meningen, at vores demokrati skal begrænses og svækkes, fordi nogle magthavere har politisk prestige og følelser på spil.

Uanset den almindelige sympati for den enkelte soldats indsats og ofre i krigen kan "hensyn til soldaterne" aldrig være en undskyldning for at udelukke noget fra den demokratiske debat og ønsket om at lære af fortidens fejltagelser.

Hvis vi lader prestigehensyn styre vores militære indsatser, risikerer vi næste gang en militær operation ikke går som politikerne havde forestillet sig at komme ind i en ond spiral, hvor tabene i sig selv retfærdiggør endnu flere tab, og så er vi virkelig på den.

Torben Nielsen, Carsten Munk, Hugo Pieterse, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Krigen i Afghanistan blev fra officielt hold første omgang sat i værk, fordi Taleban meget rimeligt nægtede at udlevere nogle terrormistænkte til USA uden nogen form for beviser.

Helt bortset fra, hvad Danmark har med det at gøre, så er der masser af terrormistænkte og veldokumenterede krigsforbrydere i USA, bl. a. Bush, Cheney og Rumsfeld. Siden USA nægter at udlevere dem, går jeg ud fra, at målet for Danmarks næste velmente vikingetogt er selvindlysende.

Henrik Darlie, Torben Nielsen, Fraus Dolus, Kasper Hviid, erling jensen, Hugo Pieterse, Per Jongberg og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
John Victor Lorck

USA bygger vist på høje idealer om frihed, lighed og demokrati, men det var engang. Nu har USA udviklet sig til planetens værste slyngelstat: de mener i ramme alvor, at de har ret til at beskytte deres interesser overalt på kloden, og at de har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve. Derfor drager de ud i verden og myrder løs af af bl.a. filippinere, vietnamesere, irakere, afghanere, de støtter direkte dannelsen af de værste diktaturer rundt om i verden, mens en stor del af deres egen befolkning sulter osv, osv, osv. Men det er i frihedens og demokratiets navn ! Og så har de jo Gud på deres side, så det er en retfærdig (og hellig) krig.
Og næsten alle tager det for pålydende, og sender blindt deres unge drenge i krig, igen og igen og igen. Ingen synes at bekymre sig og ingen synes at blive klogere, og dem der gør, bliver hurtigt sat på plads. For er sandheden ikke den ubehagelige, at alle de unge menneskers død eller lemlæstelse er fuldstændig meningsløs, kun til gavn for våbenindustrien, de store banker osv. ?
Hvordan kan det være, at næsten alle de danske politikere så ukritisk og blindt følger storebror USA ? Hvis de har tænkt sig fortsat at støtte myrderierne i andre lande, så er det vores pligt ikke at vælge dem ! Desværre er mange danskere ligeså ukritiske og har ikke indset, at det hele er en stor løgn.

Torben Nielsen, Sören Tolsgaard, Henrik Darlie, Søren Jørgensen, erling jensen, Hugo Pieterse, Steffen Gliese, Moh Abu Khassin , Claus Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Strøm

Krigene i Afganistan og Irak har kostet flere hundredetusinde menneskeliv, naturligvis primært uskyldige civile i lokalbefolkningerne.

Når en nation indgår i en sådan angrebskrig, er der selvsagt behov for evaluering af omstændighederne for beslutning om deltagelse, gennemførelse, og hvorvidt man har levet op til sine forpligtelser om at tage vare på lokalbefolkningen. Det burde faktisk stå i grundloven, at en uvildig instans skulle stå for dette under og efter forløbet.

I Danmark er det i stedet et politisk flertal, der skal bestemme om der er behov for at gå selv samme politiske flertal efter i kortene (det er nu vi skal huske på at det er OS der er de demokratiske ...).

Hvis nu en sådan evaluering træder nogle af vores egne lejesoldater over tæerne, eller udstiller nogle af vores folkevalgte som .. mindre velovervejede, så er det vel en pris der er værd at betale i sammenligning med alle de liv det har kostet?

erling jensen

11.9.2001 - et komma i verdenshistorien, og den dybt ulovlige invasion af Afghanistan

Angrebene d.11.9.2001 var i enhver henseende grufulde og rædselsvækkende. Dette forhold er ikke til debat. Det er derimod de katastrofale følger, de har haft for en hel verden. I sig selv en insignifikant begivenhed, som kun skilte sig ud fra alt for mange langt mere alvorlige hændelser, fordi de fandt sted på det amerikanske fastland.

Det er grotesk, at de tårer, alle anstændige mennesker udgyder, når de konfronteres med meningsløst tab af uskyldige menneskeliv, skal være mere dybtfølte, fordi vi kan følge tragedien på vore tv-skærme, og fordi de ramte USA. Relativering af sorg ikke er tilstedelig.

Efter min mening er ofrene for disse vanvittige handlinger blevet misbrugt lige siden, Det er på tide, at vi stopper op og kaster et skarpt blik på os selv, og gør os klart, at vi i vores selvforståelse ikke er så gode, som vi bilder os ind.
Lad de døde hvile i fred og begynd i stedet at gøre regnskab over vore egne handlinger.

Det er vistnok kun anden gang, det amerikanske fastland er blevet udsat for angreb som d.11/9. Første gang skulle angiveligt være englændernes bombardement af Washingtion DC. i 1814. USA har i hele sin historie været aktiv deltager i utallige krige, oftest påbegyndt af dem selv, men et særkende for alle, bortset fra Borgerkrigen i 1860'erne, har været, at de alle er blevet ført i andre lande. Krige er det eneste område, hvor det ikke er en fordel at have hjemmebane, en praksis, USA har udviklet til fuldkommenhed. Havde bare en mindre del af disse krige været ført på det amerikanske fastland, kunne Obama have stillet op til sørgehøjtideligheder hver dag året rundt, og 11/9 ville kunne være en parentes. Begivenheden er spektakulær, fordi den var så sjælden, kunne følges på tv, og fordi den blev rettet mod verdens mest magtfulde nation med et militærapparat, der er større end det samlede omfang af alle andre landes.

Overblik, proportioner og sammenhænge i mediedækningen har været fuldstændigt fraværende. Det er min påstand, at der blandt et meget stort flertal af danskere som bl. andre vesterlændinge herunder amerikanere hersker en massiv uvidenhed om USAs krigsforbrydelser, som de i en lind strøm er blevet praktiseret siden 1776.
Angiveligt har de if. Johan Galtung siden 2.Verdenskrig slået 20 mio. mennsker ihjel. Det sætter dette tal i perspektiv, at de seneste analyser over Stalins ansvar for drab på sovjetborgere if. Timothy Snyder, Yale historieprofessor, ligger på 8-9 mio, og ikke de 20-25 mio han hidtil er blevet gjort ansvarlig for.

Den dybt ulovlige invasion af Irak har siden 2003 kostet 1,4 mio. irakere livet og ikke en eneste gang har Bush eller Obama, denne fredens engel og fredsprismodtager, som med sine droneangreb slår hundredvis af uskyldige børn og andre mennesker ihjel, udtrykt sorg over disse kolossale tab af uskyldige menneskers liv. Om man kan lide det eller ej, betyder tal alt. Der ville med rette rejse sig et ramaskrig, hvis jeg påstod, at Holocaust "kun" kostede 600.000 jøder livet og ikke 6 mio.

Invasionen af Afghanistan i 2001 var en lige så stor forbrydelse som den i Irak. USA og Storbritanníen påbegyndte den d.7.10.2001 uden lovhjemmel, men fik først grønt lys fra FNs Sikkerhedsråd d.20.12.2001. Over 2 måneders skånselsløse bombardementer af et af verdens fattigste lande, udløst over en befolkning, som ikke havde lod og del i 11/9 - but who cares. Alle mainstreammedier, meningsdannere og politikere i alle vestlige lande kolporterer til stadighed myten om invasionens lovlighed. Indtil denne dato begik disse to lande krigsforbrydelser, som man hængte nazister for efter Anden Verdenskrig, men vi betragter dem stadig som vores nære allierede. I vore personlige liv ville ingen anstændige mennesker med respekt for sig selv drive omgang med mennesker, der stod bag sådanne uhyrligheder. Vi taler om forbrydelser, der får en Breiviks monstrøse drab til at ligne sandkasseleg for treårige.

Noam Chomsky anfører meget rigtigt, at der hviler et meget tungt ansvar på intellektuelles skuldre, for, som anstændige mennesker, med position og status, at bruge deres privilegier til at fremme sandhed, frihed, retfærdighed og fred. Man har lov til at forvente, at de taler ud, ikke blot om vore fjenders overgreb, men, og meget mere markant, om de forbrydelser, som vi spiller en hovedrolle i.

Erling Jensen, cand.jur, tidl.premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste

Henrik Darlie, Michael Kongstad Nielsen, Claus Jensen, Flemming Scheel Andersen, John Victor Lorck, Per Jongberg, Sören Tolsgaard og Lasse Damgaard anbefalede denne kommentar

Erling Jensen
Jeg kan nu slet ikke følge dig i dine betragtninger over USA.
Men hvis du vil vide grunden til vor alliance med USA, er den lige efter bogen,- Machiavellis Fyrsten(Il principe), vi allierede os med den fjernest liggende stormagt, som beskyttelse mod den nærmeste stormagt (Sovjetunionen). Det var efter kølig overvejelse, uden tanker om evt. krigsforbrydelser.
Det glæder mig at du er fhv., for jeg mener at vi har brug for officerer med et mere positivt, og mindre defaitistisk verdenssyn.

Jørn Boye. cand.mask, tidligere teknisk direktør og personalechef hos Me.co,Ser. italiensk firma.

Flemming Scheel Andersen

Grunden til vor tættere og tættere alliance med USA, skal helt sikkert søges i vore største erhvervsvirksomheder tættet forbindelser der, og en forventning om at få del i rovet fra de førte erobringskrige.

Michael Kongstad Nielsen

Den aktivistiske udenrigspolitik startede ikke med Afghanistan. Den går helt tilbage til Poul Nyrup-regeringerne i 1990-erne, og skyldtes efter min mening et forsøg på at lægge "fodnotepolitikken" bag sig, så S og R kunne fremstå mere krigsparate. Derfor deltog Danmark i allehånde krigsindsatser i 1990-erne, på Balkan, i Afrika m.m., og Fogh-regeringerne i 00-erne havde nemt ved at overgå Poul Nyrup, de behøvede end ikke FN-mandat. Nu sidder folketinget i en situation, hvor fremtidens aktivisme er til debat. Der kunne være rigtig godt at tage en puster og sunde sig og lave en grundig evalueringsdebat om, hvad Danmark skal i fremtiden.

John Victor Lorck, erling jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Jørn Boye

Hvor vil du hen med din kølighed.
- og hvad er det modsatte af defaitistiske verdenssyn

Hvis du henviser til ham der Machiavelli - så bekræfter du jo bare at mennesket ikke har flytte sig en millimeter, når det kommer til kynisme og sociopati i den måde magtmennesket udfolder sine megalomani.

Lasse Damgaard - forhenværende, nuværende og tilstedeværende

erling jensen

Oberstløjtnant Daniel Davis har bl. a. i en rapport beskrevet krigen i Afghanistan på denne måde:

"USA besidder med 40 NATO-lande og andre lande det mest sofistikerede, magtfulde og teknologisk avancerede militærapparat, der nogensinde har ramt en krigszone. Vi har de fineste og bedst uddannede soldater. Vi har bevæbnede køretøjer af enhver slags, MIA2 main battle tanks, artilleri, morterer, avancerede raketter, præcisionsstyrede missiler og håndholdte raketstyr; vi har et luftvåben, der består af NATOs mest avancerede angrebsfly, angrebshelikoptere, bombefly, AWACS overvågningsfly, spionfly, B 1 bombefly. Vi har ethvert teknologisk påfund kendt inden for våbenproduktion; vi er i stand til at opfange enhver form for kommunikation fra oprørerne, evalueret af analytikere med udstyr tidligere kun kendt i science fiction.

Og i mere end ti år har vi brugt denne kolossale magt mod en flok fyre klædt i sengelinned og klip-klappere".

Al tale om økonomi har et altafgørende omdrejningspunkt: KNAPHED. Der vil altid være knaphed på ressourcer. Vi har kun en lagkage, og derfor er det af vital betydning, at stykkerne bliver udnyttet bedst muligt. Det gælder i folks almindelige husholdninger og i den store verden blandt nationer. Jeg må personligt som de fleste andre mennesker på samme måde som nationer sætte tæring efter næring. De kolossale ressourcer, som er blevet brugt af de allierede i Afghanistan og i Irak kan ikke bruges igen.

Det fremhæves altid af tilhængere som parameter for "vores" succesfulde indsats med ovenstående krigsmaskine, at to, tre elller fire mio. afghanske piger er kommet i skole. Jeg finder det skandaløst at prioritere på denne måde, når man for de samme midler kunne have sendt 100 mio. eller flere afrikanske piger i skole. Denne vanvittige prioritering er fuldstændigt fraværende i den offentlige debat. For krigsindsatsen i Afghanistan og Irak kunne alle u-landsproblemer være blevet løst, hvad angår mad, uddannelse, sundhed, miljø. Det koster kassen at sende verdens mest avancerede krigsmaskine i krig, og hundredvis af millioner af nødlidende børn kan kigge langt efter en behjertet indsats til at afhjælpe deres kummerlige tilværelse - der var kun en lagkage, og de største stykker gik til krudt og kugler.

Tak til John Victor Lorck for en aldeles udmærket kommentar.

John Victor Lorck, Torben Nielsen, Sören Tolsgaard, Henrik Darlie, Claus Jensen, Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Sig mig, hvem du omgås... en lille kommentar til Jørn Boye

USA i en nøddeskal.

Et utal af militære interventioner og invasioner med klare krænkelser af FNs charter og international lov; brug af grusomme sanktioner mod "forbryderstater", med morderiske følger for civilbefolkningen; ophævelse af den ene internationale traktat efter den anden; oplagring af masseødelæggelsesvåben, mens andre lande trues med krig og udslettelse for besiddelse af ditto; droneangreb med drab på hundredvis af børn og andre uskyldige mennesker; fortsat støtte til stedfortræderkrige, dødspatruljer, terrorgrupper og brutale diktaturer rundt på kloden.

Demokrati, fred, menneskerettigheder? For den amerikanske supermagt er disse idéer kun mytiske abstraktioner, undertrykt af realiterne i den imperialistiske og militære dominans, som politiske eliter, hvilket kunne være en Anders Fogh Rasmussen, åbent gør sig til tilhængere af. Verdens mest magtfulde demokrati har også den længste og mest brutale rekord for militarisme blandt alle nationer, og kan ustraffet begå et utal af uhyrlige krigsforbrydelser - mio. har betalt prisen.

En Fogh Rasmussen elsker den side af USA betingelsesløst.

Kære Jørn Boye: Hvor går din grænse?

Torben Nielsen, Sören Tolsgaard, Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Om Afghanistan, Irak og alle de fremtidige krige

Hele det massive propagandaapparat, som mainstream medier råder over, i al deres hykleri, svulstige patriotiske udladninger og dobbeltmoral, er kørt i stilling for at beskrive monstret, despoten, diktatoren og de "lødige" bevæggrunde for at fortsætte med at føre en aktivistisk udenrigspolitik.
Havde medierne været besjælet af fordomsfri anstændighed, havde det ikke været nødvendigt for almindelige mennesker i Tunesien, Egypten eller Libyen selv at kæmpe for retten til frihed fra diktatur. Moralsk støtte fra danske eller vestlige medier kunne de kun drømme om.

Når vi er færdige med vores besættelser i Irak og Afghanistan vil politikere søge efter flere monstre for kommende generationer at bekæmpe. Patrioter taler altid om at dø for deres land, aldrig om at slå ihjel for deres land eller hvem, der skal slås ihjel. Vi har ikke det mindste imod at slå millioner af andre forældres børn ihjel, så længe det ikke er vores børn. Vores begrundelse for at intervenere bliver solgt som et hensyn over for nødlidende mennesker. Dette hensyn viste vi ikke i 1965 i Indonesien, da USAs nære allierede, Suharto, slog et folkeligt oprør, med drab på op mod 1 million mennesker – og naturligvis med overvældende aktiv støtte fra USA. Eller i Chile i 1973, eller i Korea med 3-4 mio ofre, eller i Indokina med 4 mio. ofre, eller i Nicaragua, eller i Guatemala, eller i Østtimor i 1975, da Suharto slog en tredjedel af befolkningen ihjel, igen med altafgørende støtte fra gæt hvem, eller i ….

John Victor Lorck, Torben Nielsen, Henrik Darlie, Sören Tolsgaard, Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar