Leder

Win-win-situation

Debat
31. juli 2013

 

’I takt med at jobmulighederne vokser, og ledigheden falder yderligere, er det virksomhedernes pligt, især de store virksomheders, at ansætte lokale unge mennesker – ikke straks at vælge den lette løsning og rekruttere fra udlandet.’ Matthew Hancock, konservativ minister, til The Daily Mail

 

I Storbritannien præger erfaringerne fra den bølge af østeuropæiske immigranter, der strømmede til landet efter EU-udvidelsen i 2004, i høj grad debatten om EU og retten til fri bevægelighed. Få måneder før overgangsperioden, der har forhindret rumænere og bulgarere i at søge job i landet, er slut, er debatten igen blusset op. Den samme debat er vi vidne til i Danmark, hvor danske arbejdsløse frygter, at de nye job, der forventes skabt i forbindelse med det kommende Femern-projekt, ender med at tilfalde billigere udenlandsk arbejdskraft.

Andre er bekymrede over de kulturelle og sociale forandringer, indvandring medfører. EU-indvandring er ingen undtagelse, som vi har set, da vi i sommerens artikelserie, ’Europa i opbrud’, nåede til London. Polsk er nu det næststørste sprog i Storbritannien, hvilket har været en stor udfordring for den offentlige sektor, og især London har rent fysisk ændret karakter som følge af tilstrømningen af polakker og andre østeuropæere.

Det vil være både uhensigtsmæssigt og forkert at benægte, at forandringen skaber visse problemer i modtagerlandene. Det er et kæmpe problem for den ledige, der får endnu sværere ved at finde beskæftigelse på grund af den øgede konkurrence fra personer, hvis motivation det er at tjene penge til familien hjemme i Koceni i Letland. For dem er en lavere løn stadig mere, end de kan tjene hjemme, og overarbejde er intet problem for den – som polske Andrzej Czerniak, der arbejder i metrobyggeriet på Kongens Nytorv – der alligevel ikke har familien med sig.

Det er problemer, som de nationale og europæiske politikerne har pligt til at finde løsninger på inden for rammerne af den fri bevægelighed i EU.

Samtidig er det imidlertid forkert at se den interne EU-migration som et problem i det store perspektiv. I Storbritannien vurderer det uafhængige Office for Budget Responsibility, at der er brug for 60.000 udenlandske arbejdere om året for at holde den nationale gæld på et bæredygtigt niveau. Professor i økonomi Christian Dustmann fra University College London fortalte forleden i Information, at »enhver form for EU-migration – lige gyldigt hvordan, du måler det – resulterer i et positivt bidrag til de offentlige finanser«.

Dansk Industri peger i en tidligere rapport på, at en tilgang af 1.000 immigranter med en lang videregående uddannelse til danske virksomheder vil bidrage med op mod 1,3 milliarder kroner om året til den danske økonomi, mens professor i samfundsøkonomi Nikolaj Malchow-Møller forleden udtalte i DR, at også udenlandske arbejdere inden for områder som landbrug, byggeri og rengøring har en overvejende positiv effekt på det danske samfund, fordi de er »med til at sørge for, at vi kan finansiere den velfærdsstat, vi har«.I Tyskland er manglen på veluddannet arbejdskraft så stor, at landet har lanceret et særligt program, Zentrale Arbeits- und Fachvermittlung, der målrettet arbejder på at tiltrække ingeniører og sygeplejersker til de dele af Tyskland, hvor der er brug for arbejdskraft.

Disse kendsgerninger er årsagen til, at der er en vis grund til optimisme på trods den dybe krise, Europa stadig befinder sig i. For EU anno 2013 er et broget billede. Det overordnede billede af stagnation dækker over vækst – om end beskeden – i Nord og Øst og dyb krise i Syd. Resultatet er – som vi har lært på den seneste måneds rejse fra øst til syd til nord – at migrationen fra syd til nord er eksploderet i de seneste år, mens øst-vest-migrationen også er begyndt at stige igen. Men denne gang er det de veluddannede og ressourcestærke, der flygter fra ledighed og lave lønninger.

På det personlige plan er det uhyre trist, men i et nationalt såvel som europæisk perspektiv kan vi glæde os over, at unionens åbne grænser gør det muligt for den enkelte at flytte sig efter job, og at det tilmed er en økonomisk gevinst for modtagerlandene.

Det kalder man vist for en win-win-situation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Hvad så med de lande,
som uddanner deres arbejdskraft,
og arbejdskraften så derefter tager til udlandet og lægger sine kræfter dér,
istedet for at gøre godt i sit nationale hjemland?

Er det en god udvikling, at Polen, Letland, Litauen, Rumænien osv osv ikke udvikler sig og sin egen økonomi,
men eksporterer både hjerner, hænder og ungdom til de i forvejen rige lande?

Torben K L Jensen

Follow the money!

Kristian Rikard

Nu er det sådan, at Polen, Letland, Litauen og Rumænien har haft større vækstrater end Danmark i et godt stykke tid!

Michael Kongstad Nielsen

EU, der havde så travlt med udvidelsen for at trække tænderne ud på Rusland, har rigtig godt af at mærke, hvad resultatet blev. Ikke fordi toppen mærker noget, kun bunden, men bunden vil jo når det kommer til stykket ikke stemme på EU modstandere. Derfor ligger vi alle som de har redt.

Michael Kongstad Nielsen

....som "vi" har redt, beklager.