Leder

Absurd dom

31. august 2013

Hvor går grænsen mellem politik og jura? Spørgsmålet er på ny aktuelt med sagen om den danske dommer Frederik Harhoff og hans kritik af krigsforbryderdomstolen i Haag.

Som Information torsdag kunne fortælle, er Harhoff taget af sagen mod lederen af Det Serbiske Radikale Parti, Vojislav Seselj, der står anklaget for indblanding i blandt andet mord og tortur under 90’ernes blodige krige på Balkan.

Årsagen er den danske dommers beskyldninger om, at domstolen ligger under for politisk pres. Tvisten går på, hvorvidt øverstbefalende kan dømmes for krigsforbrydelser begået af underordnede, selv om forbrydelserne ikke beviseligt skete på direkte ordre.

Det mener Harhoff, der anklager domstolen for at have ladet sig presse af USA og Israel til at ændre praksis. Angiveligt fordi landene frygter, at deres egne ellers ville kunne dømmes.

Kritikken har betyder, at Harhoff er blevet taget af sagen, fordi den serbiske partileder mente, at Harhoff udviser forudindtagethed. Det har et snævert flertal af dommere givet Seselj medhold i.

Fremover vil enhver forsvarsadvokat kunne rejse tvivl om Harhoffs upartiskhed og formentlig få medhold. Den danske dommer vil næppe komme til at dømme i Haag igen.

Man kan diskutere, hvor klogt det er, at Harhoff uden dokumentation retter beskyldninger om politisk indblanding. Men det har intet at gøre med hans habilitet i forhold til den serbiske partileder, hvilket et mindretal af dommerne da også fremhæver.

I realiteten er der uenighed om, hvordan man skal tolke den gældende lovgivning. Det er en faglig juridisk diskussion, der intet har at gøre med partiskhed.

Kendelsen forekommer derfor absurd, og mistanken om, at domstolen har villet banke Harhoff på plads kan ikke undgå at melde sig. Krigsforbryderdomstolens troværdighed er på spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu