Leder

Brug din sunde fornuft, Astrid Krag

Indtil videre er den udbredte selvmedicinering med ulovlig cannabis af en eller anden grund ikke noget, der gør indtryk på sundhedsminister Astrid Krag
12. august 2013

Den 1. august underskrev guvernør Patrick Quinn i den amerikanske delstat Illinois en lov, der fra næste år legaliserer medicinsk anvendelse af cannabis til lindring af over 40 sygdomme, herunder kræft, sklerose, hiv, aids, hepatitis, Alzheimer, dystoni, gigt, muskelsvind, rygmarvslidelse, hjerneskade, Parkinsons og tourette.

Fra 2014 vil borgere i Illinois, der har fået udstedt et såkaldt medicinsk marihuanakort fra delstatens sundhedsmyndigheder, hver anden uge kunne købe op til 65 gram cannabis, der er dyrket lokalt og legalt. Dermed slutter Illinois sig til 19 andre amerikanske delstater samt en række lande, hvor der i disse år i stigende grad åbnes op for medicinsk anvendelse af cannabis.

Ved underskriftsceremonien på universitetet i Chicago forklarede guvernøren, hvordan det havde gjort indtryk på ham at møde borgere og soldaterveteraner med kroniske lidelser, og han benyttede den historiske lejlighed til at citere Sydafrikas frihedshelt, Nelson Mandela:

»Vores medfølelse som mennesker binder os sammen – ikke i medynk eller formynderi, men som mennesker, der har lært at forvandle vore fælles lidelser til et håb for fremtiden.«

Herhjemme er situationen anderledes. Det er således mere end 3.800 dage siden, at politikerne i folketingssalen sidste gang diskuterede, om cannabis kunne frigives til medicinsk brug. Det var den 18. marts 2003, hvor Enhedslisten havde stillet forslag til folketingsbeslutning. Forslaget blev prompte afvist af de fleste øvrige partier.

Siden er der ikke fra officielt hold sket ret meget vedrørende medicinsk anvendelse af cannabis i Danmark, og det er ikke et felt, som de danske sundhedsmyndigheder følger med i.

Det gør til gengæld en række borgere rundt om i landet, hvor selvmedicinering med cannabis for længst er en realitet, således som det er fremgået af Informations serie om emnet. Her har læserne bl.a. mødt sclerosepatienter, en mor til et epilepsiramt barn, en nedslidt stilladsarbejder samt en gigtpatient – og fælles for dem er, at de oplever, at cannabis giver en bedre lindring end den medicin, de ellers kan få. Især er sclerosepatienternes beretninger værd at lægge mærke til, fordi de som de eneste i rækken har prøvet de to tilladte præparater i Danmark, der er fremstillet af cannabis. Kun patienter med kræft, aids eller sklerose kan i Danmark lovligt få ordineret cannabis-medicin. Men som både Finn og Bo – seriens to sklerosepatienter – er enige om, så giver rigtig cannabis enten som hash eller pot meget bedre lindring. Desuden er den ’rene’ vare langt, langt billigere end de to tilladte cannabisholdige præparater. Men problemet er selvfølgelig, at det er ulovligt, og at man let kommer til at understøtte de kriminelle strukturer, der lever fedt af forbuddet mod cannabis.

Indtil videre er den udbredte selvmedicinering med ulovlig cannabis af en eller anden grund ikke noget, der gør indtryk på sundhedsminister Astrid Krag. Hendes parti, SF, var ellers det eneste parti, der tilbage i marts 2003 støttede beslutningsforslaget om frigivelse af cannabis til medicinsk brug. Ja, dengang mente SF’erne tilmed, at også cannabis til rekreative formål skulle afkriminaliseres.

Før sommerferien spurgte Information således til sundhedsministerens mening om medicinsk cannabis, men efter at have konsulteret Sundhedsstyrelsen vendte ministeriet tilbage med et klassisk tungen-ud-af-vinduet-svar: »Sundhedsstyrelsen er af den opfattelse, at patienterne har tilstrækkelig adgang til lægemidler baseret på indholdsstoffer i cannabis. På den baggrund har jeg derfor ingen planer om at ændre på reglerne.«

Astrid Krag, der på sin hjemmeside selvbevidst præsenterer sig som en ildsjæl, der vil forandre samfundet, burde i stedet bruge sin sunde fornuft og følge det råd, som Københavns tidligere socialoverlæge Peter Ege har givet om de borgere, der selvmedicinerer sig med cannabis: Man skal lytte til deres erfaringer!

»Det er gængs fremgangsmåde over alt i den medicinske verden, men når det kommer til cannabis, så bliver det pludselig anderledes. Så tæller folks egne oplevelser ikke længere,« tilføjede Peter Ege.

Lige præcis i forhold til medicinsk anvendelse af cannabis kunne Astrid Krag derfor gøre en forskel.

Men tør hun?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Morriello
Liliane Morriello anbefalede denne artikel

Kommentarer

SF er ganske enkelt blevet et komplet overflødigt parti, som snart kun består af trætte og udbrændte levebrødspolikere.

Heldigvis har vi haft det evigt unge og dynamiske Enhedslisten til at samle de svigtede SF vælgere op, så deres stemmer kan bruges til noget mere nyttigt og konstruktivt, end forsat at holde liv i et uddøene parti, som for længst er løbet tør for idéer og visioner.

Kære Erik Jensen: Sæt dosis ned. Og det er jo præcis problemet, at ingen får prof. vedledning i brug af medicinsk cannabis, som er langt billigere til flere kroniske sygdomme end hvad medicinfirmaerne tilbyder.

Som frafalden er det typisk sådan at man nok vil bruge en retorik om det tidligere fælleskab, som andre ellers ikke ville turde benytte. Jeg synes ikke at der er tale om en overdosis af hverken det ene eller andet, når alle kan se virkeligheden: SF et et døende parti uden nogen livgnist, mens Ø og dens mange nye medlemmer får partiet til at blomstre. At SF end ikke orker at kæmpe, endsige tale for egne mærkesager til gavn for de svageste, selv når det ikke vil koste samfundet en krone, fortæller klart, at SF bare ikke gider at være med mere.

Helge Rasmussen

Sundhedsministriet, Sundhedsstyrelsen og Medicinalstyrelsen, har alle en konstant hvisken fra medicinalindustriens lobbyister i øresneglen.
Den advarer mod alle ændringer i lovgivningen, der kan reducere industriens profit.

Godt hjulpet af mange købte læger, udgør industrien en trusel mod sundheden, den er kun interesseret i at så mange som muligt har medicinkrævende sygdomme.

Peter C. Gøtzsche prof., overlæge, dr. med, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet, skrev en udmærket kronik om emnet:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/medicinalindustriens-forskningsfusk-o...