Det begyndte med begejstring. Ny Nordisk Skole-projektet blev præsenteret, allerede før SRSF-regeringen trådte til, af Socialdemokraternes mangeårige undervisningsordfører, Christine Antorini, og den tidligere SF’er Nanna Westerby. Nu skulle der ske en revolution a la nyt nordisk køkken i den danske folkeskole. Med begejstringsprojektet og et nyt partnerskab om folkeskolen indgød undervisningsministeren med sit store kendskab og engagement meget god vilje til skolefolket.
Men den gode vilje blev overhalet af virkeligheden: De offentlige arbejdsgivere stod med en historisk mulighed for at gøre op med lærernes arbejdstidsaftaler. Fra lutter god karma så parterne omkring skolen sig pludselig kørt ud på et sidespor af den venlige og engagerede minister, og da præsentationen af skolereformen kom i december, var det på det nærmeste en krigserklæring til lærerne: Regeringens helhedsskole med længere skoledage og mere tid til idræt, lektielæsning og undervisning uden for klasselokalet skulle betales ved, at lærerne løb hurtigere. Helt op imod 7,5 millioner ekstra timer om året.
Reformforslagets præsentation lige ved overenskomstforhandlingernes start var sikkert tænkt som det gode argument for at afskaffe lærernes arbejdsaftale og levere et tiltrængt løft af skolen.
Men timingen viste sig på mange måder at være en boomerang. Undervisningsminister Christine Antorini ville ikke blande sig i forhandlingerne om lærernes arbejdstid, men kunne nu beskyldes for lige netop det. Og selv om både afskaffelse af lærernes arbejdstidsaftale og skolereformen fra starten nød bred folkelig og politisk opbakning, så vendte stemningen sig undervejs imod det, der lignede lidt for lange politiske pilfingre i forhandlingerne om løn og arbejdsforhold for lærerne.
Selv om skolereformen slap igennem de langvarige forhandlinger uden de helt store skrammer, kom undervisningsministeren til at fremstå som den, der måtte kalde på hjælp fra storebror Bjarne Corydon (S) for at slippe for konservative klø. Og Antorinis detaljerede kendskab til pædagogiske virkemidler og to-lærerordninger kan også have forhalet forhandlingerne.
Blandt skolefolk har Antorinis store viden sine fordele, men på det politiske plan bliver det hurtigt for nørdet. Så selv om Antorini har slidt en reform hjem, der kan få langt større betydning end tidligere af slagsen, så gør den lidt RUC-agtige facon og den lidt flagrende placering uden for Socialdemokraternes kaffekliker hende ikke urørlig i en kommende regeringsrokade.
Også gymnasie- og erhvervsskolelærerne har mistet deres arbejdstidsaftale under Antorini. At gymnasierne skal til at gennemføre helt nye arbejdstidsaftaler allerede efter sommerferien, er i sig selv med til at skabe pres på skolerne. Undervisningsministeren har efterfølgende blandet sig direkte i skolernes aftaler med lærerne ved pr. brev at advare gymnasiernes ledelse imod at lave fælles lokalaftaler og ved at udfærdige retningslinjer, der lægger op til at belønne rektorerne med op til 80.000 kr. i bonus for at få lærerne til at arbejde mere. Det har bragt både ansatte og rektorers sind i kog op til ferien.
Og den advarsel kan meget vel være med til at skabe betydeligt kaos og konflikt rundt omkring på lærerværelserne i løbet af det kommende skoleår.
Forude venter der Antorini endnu et af regeringens prestigeprojekter: en reform af erhvervsuddannelserne. Forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter i starten af juni forliste på grund af uenighed om adgangskrav til erhvervsuddannelserne. Og netop adgangskrav på ungdomsuddannelserne kan blive det helt store spørgsmål i løbet af efteråret, hvis der for alvor skal ændres på, at næsten 70 pct. af en ungdomsårgang i dag går på gymnasiet, mens stadig færre vælger håndværksfagene. Ønsket om at mindske frafald og fravalg af erhvervsuddannelserne vil blive svært at få til at gå i opfyldelse uden at se samlet på ungdomsuddannelserne.
Spørgsmålet er, om Christine Antorini er ministeren, der tør tage opgøret om fri adgang til det hele på ungdomsuddannelserne, eller om den kommende reform nøjes med at opgradere erhvervsuddannelserne.
Der er brug for mere end blot god vilje, hvis der skal gøres op med, at gymnasiet er ved at blive en del af en 12-årig skolepligt, mens erhvervsuddannelserne vånder sig under vigende ansøgertal, manglende praktikpladser og mindre ungdomsårgange.
Information giver i denne lederserie centrale medlemmer af regeringen et sommereftersyn. I dag undervisningsminister Christine Antorini. Tidligere Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt og Martin Lidegaard
