Leder

Den kvarte rokade

Jamen, herre Jemini! Er det ikke muligt for SF at finde én, som kan genrejse udenrigspolitik som et vedkommende politikområde?
Debat
10. august 2013

Jovist, vi har fået en ny minister. Men vi har ikke fået en fornyet regering.

Med gårsdagens mininisterrokade signalerer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke, at hun er leveringsdygtig i friske kræfter og nyt gåpåmod. Hun signalerer, hvor meget hun har brug for Henrik Sass Larsen. Sass blev regeringens eneste nye ansigt. Og han skal formentlig takke den sære skæbne, der først nu har givet ham en ministertitel. Det var et gådefuldt forløb, der gjorde, at Sass – angiveligt på grund af for nær kontakt til Bandidos-rockeren Suzuki-Torben – ikke blev (finans)minister ved regeringsdannelsen i oktober 2011. Tænkeligt skyldtes Sass’ udelukkelse fra ministerkredsen den retsvildfarelse hos den tiltrædende statsminister, at hendes ministre skulle sikkerhedsgodkendes af PET, og at et mystisk PET-notat om kontakt mellem Sass og Suzuki-Torben måtte forstås sådan, at Sass var dumpet. Uanset hvad blev Sass forskånet for at stå som medansvarlig for regeringens første to fjumreår. Ja, han har endog kunnet lade sive, at han gyste over lettelsen af selskabsskatten. Samtidig har han – ved ikke at lade sig kue af den ulykke, der syntes at overgå ham – vist sin styrke. Og ved sin manøvrering tilbage til magten tilmed sin snilde. Summa summarum står Sass som Socialdemokraternes kommende mand. Med Mette Frederiksen ved sin side som den kommende kvinde.

Til gengæld er en anden yngre og ambitiøs socialdemokrat blevet rykket tilbage i geledderne, nemlig den hidtidige forsvarsminister Nick Hækkerup. Over for Ritzau har Hækkerup ikke lagt skjul på, at også han ser sin nye portefølje som ’handels- og europaminister’ som en degradering. »Ja, jeg er ked af det,« lyder hans kommentar.

Det er de derimod næppe i Forsvaret. Ved de væbnede styrkers kantineborde må det genlyde af jubel og skål. Nick Hækkerup har som forsvarsminister vist en bemærkelsesværdig evne til at skabe sig indenlandske fjender. Både officerer og menige syder af vrede over hans planer om at indkapsle Forsvarskommandoen i Forsvarsministeriet. Udover, at en sammenlægning selvsagt vil koste avancementsstillinger i Forsvaret, kan der modargumenteres med risikoen for en øget politisering af de militære beslutninger.

En underdrivelse var det, da statsminister Thorning i går sagde om Hækkerups forsvarsindsats, at han havde taget nogle »sværdslag«, men også fået nogle »knubs«.

Hækkerups upopularitet blandt sine hidtidige undergivne og hans manglende gennemslagskraft på Christiansborg og i den bredere offentlighed gjorde ham til en skanse, de socialdemokratiske beslutningstagere ikke fandt det omkostningerne værd at forsvare.

Spørgsmålet er, med hvilken ildkraft den nye forsvarsminister, hidtidig europaminister Nicolai Wammen, vil følge op på Nick Hækkerups omstruktureringsplaner. Næste etape er en sammenlægning af de tre værns operative kommandoer – også en operation, der er sikker på at møde ihærdig modstand.

Wammen kan jo medbringe den indstilling, at Forsvaret skal man ikke føre krig mod – og måske heller ikke med, alt efter, hvor pessimistisk Wammen er.

Mest sensationelt ved den beskedne regeringsrokade er, at Villy Søvndal (SF) får lov til at blive ved med at bære titel af udenrigsminister. Jamen, herre Jemini! Er det ikke muligt for SF at finde én, som kan genrejse udenrigspolitik som et vedkommende politikområde? Én, som tør krænge i idealismens favør i balancegangen mellem gustne overlæg og medmenneskelig indignation?

I denne, globaliseringens tidsalder står Danmark uden en politik på verden – i hvert fald ikke en politik, som den ansvarlige minister formår at udtrykke. Tænk, hvis vi havde en udenrigsminister, der magtede at engagere befolkningen i sit sagsområde. Med vemod husker man nuværende folketingsformand Mogens Lykketofts alt for korte, men slagkraftige udenrigsministertid 2000-01.

At Villy Søvndal reelt er betydningsløs i den indre danske politik, må være så åbenbart, at det er rapporteret hjem fra de herværende udenlandske ambassader. Det betyder, at Søvndals udenlandske forhandlingspartnere har et betydeligt incitament til ikke at tage ham alvorligere, end den danske offentlighed gør.

Næste rokade hurtigt, tak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her