Mens vi venter på den opdaterede version af Kvinde kend din krop, blev vi i denne uge mindet om, at mens forskellen på kvinders og mænds levetid kun var et år for 100 år siden, er den i dag alarmerende fire år. Anledningen var etableringen af et nyt Center for Mænds Sundhed. De to initiativtagere, Simon Simonsen og Hans-Jørgen Knudsen, vil bl.a. levere »et nyt maskulint paradigme« og »genfinde mænd som køn«, fortæller de til Information. Og den vinkel var de øvrige medier med på. Blandt andet blev det lidt hø hø-jovialt foreslået i P1-morgen, at alle mænd skulle finde sig en dame, der kunne sende dem til lægen.
Det er alt sammen udmærket. For naturligvis skal der skabes viden om, hvilke kulturelle og psykologiske barrierer der forhindrer mænd i at gå til lægen i tide. Og kvinderne gør klogt i at frasige sig monopolet på at være et køn, da det langtfra altid har været til deres fordel.
Men lad ikke et øget kønsfokus forvrænge, at det her handler om klasse. For de langt mere sigende tal viser, at der eksisterer gigantiske forskelle mellem de mænd, der lever længst, og dem, der lever kortest. Den er hele 10 år, hvilket er en fordobling på blot et kvart århundrede.
Så måske handler det mindre om, at mænd er for stolte til at bede om hjælp og derfor trænger til at få rusket op i maskuliniteten, end om, at ulighederne på netop dette område er vokset med galopperende fart, og at de med begrænsede ressourcer betaler med livet – eller i hvert fald en hel del år af det?
I løbet af efteråret spiller sundhedsminister Astrid Krag (SF) ud med nationale mål for danskernes sundhedstilstand. Kom da gerne på banen med kønnnet, men lad det ikke overskygge, at Danmark er et sundhedsmæssigt klassesamfund, hvor ikke bare adgang til sund mad og motion er skævt fordelt, men hvor også navigation i sundhedsvæsnet kræver overblik og magt til at råbe op. Og blive hørt. Bas eller sopran.
...vigtigt at få med: At livslængden ikke er identisk med værdien af et liv.....
Det er klart det er bedre at være rask og rig i høj socialklasse end at dø tidligt p.g.a. fattigdom og lav socialklasse.
Værdien af et liv er vist noget forsikringsselskaberne vurderer.
Inger, det hedder "Det er bedre at være rig og rask - end syg og fattig".;-)
Måske man lige skulle huske på, at for 100 år siden var der stadig kvinder der døde under barsel etc., og at det jo har trukket ned på kvinders middellevetid, men da den form for dødsfald, der var kønsspecifikke er blevet reduceret samtidig med at de store børneflokke er blevet færre, kan det jo forklare en del af den forskel der er opstået i mænds og kvinders middellevetid.
Som altid har du ret, Niels Mosbak. Det var meget få mænd, der døde i barselsseng for 100 år siden ;-)
Mænd statistisk set er et mere ekstremt køn end kvinder; der er flere mænd end kvinder på toppen af samfundet, men så sandeligt også flere mænd end kvinder på bunden. Jeg er ret sikker på at det er denne overrepræsentation i bunden, der gør at mænd som gruppe dør langt tidligere end kvinder. Samtidig kunne man snildt have en mistanke om at flere mænd end kvinder arbejder i farlige erhverv og på usikre arbejdspladser.
Man kan selvfølgelig godt spinde en ende over vore kulturs kønsopfattelser, og hvilke betydninger de har for sundheden, men i det store hele mener jeg at den største og mest alvorlige ulighed i sundhed stammer fra klassesamfundet.
Denne enorme problemstilling, at underklassen har langt kortere og mere sygdomsplagede liv end overklassen, har der kun været en lille smule fokus på. Og har man endelig talt om det, har diskussionen været tilskåret således, at det handlede om at opdrage på den dumme og uansvarlige underklasse, at lære "de socialt udsatte" at holde op med at ryge og drikke.
Elefanten i rummet har man ikke skænket megen opmærksomhed. Vi lever i et klassesamfund, hvor en lille priviligeret gruppe lever et langt bedre liv end resten, og det giver sig udslag i sundheden. Direktøren og skatteadvokaten arbejder ikke med farlige kemikalier, og går ikke rundt på usikre stilladser og de har ingen tunge løft, der ødelægger ryggen. Underklassen derimod holder af sine smøger, sine bajere og sine pommes frites. Ikke fordi det er sundt, men fordi det nu en gang er de nydelsesmidler, de har til rådighed til at forsøde en i øvrigt grå hverdag. Samtidig har de i modsætning til overklassen langt flere bekymringer på grund af deres økonomi, bekymringer der i sig selv tager hårdt på både det psykiske og det fysiske helbred.
Jeg tror bestemt der er noget om det med farligere erhverv for mænd, industri/krig/dårligere ernæring og den slags. Men den store ulighed i klassesamfundet og ’usund livsstil’ var der også for 100 år siden, så det er måske ikke hele forklaringen alligevel.
Kunne man finde ud af noget brugeligt ved sådan et center for mænds sundhed, ville det da være godt. Desværre tror jeg ikke der kommer andet ud af det end de sædvanlige anbefalinger om at stoppe med at ryge og drikke og i stedet for spise nogle grøntsager og motionere - og ikke mindst finde sig et arbejde så man ikke sumpede rundt.
Men de mænd der skal finde ud af alle disse ’nye’ ting, får det garanteret bedre.
For 100 år siden havde underklassen også problemer med mænd der drak for meget, men uanset hvor usselt et job han havde, og uanset hvor usselt og usundt manden og hans familie levede, så havde han selvrespekt ved at have et arbejde og forsørge sin familie, også selvom konen også sled og arbejdede med at vaske og gøre rent for andre. Det blev ikke rigtig regnet for noget. Om ikke andet kunne han tæve konen og føle sig som noget i forhold til hende.
Min personlige teori er, at mænd ikke så let kan omstille sig som kvinder til det ’moderne’ samfund, men de har jo også haft mest at miste. Kvinder har haft alt at vinde.
Jeg har selv hørt til de ’heldige’, for jeg blev for ca. 52 år siden gift med en moderne og omstillingsparat mand. Desværre døde han da han blev 50, uden en ’god grund’.