Leder

Det er Miley Cyrus, der ejer natten

30. august 2013

Det var en skandale. Det lignede endnu en ulykkelig barnestjerne, der nedsmeltede for åben skærm. Endnu en for tidlig død og et uskyldigt offer på popkulturens alter.

MTV’s årlige prisuddelingsshow gemmer altid en skandale eller to, og i år var det den tidligere Disney-stjerne Miley Cyrus, der leverede. Hele verden har lært hende at kende som skolepigen Hannah Montana i tv-serien af samme navn, men efter at have lip-sync’et sig igennem sin egen sang, »We Can’t Stop« kun iført kødfarvet bikini, var det en anden pige, der stod tilbage. Hun befølte sig selv i skridtet med en kæmpe gummifinger, lavede samlejebevægelser på sine dansere, legede med sorte sexistiske dancehall-koder, rystede røven »like we at a strip club« og vrængede frastødende med sin sært lange tunge, der kørte rundt i ansigtet på hende som et levende dyr. Det var en skandale.

Dagen efter rapporterede samtlige medier fra første række af nedturen. Glemt var Lady Gaga og Kanye West, Katy Perrys nye single og Justin Timberlakes potpourri over sin karrieres højdepunkter.

Tilbage alene stod kun Miley Cyrus’ nedtur.

»Pinligt«, »utiltrækkende«, »skam dig« og »frastødende« lød det.

Da skandalens omfang stod klart, blev flere musikkritikere dog enige om, at det lille stunt måske slet ikke ville ødelægge Cyrus’ karriere. Måske kunne det være hende, der havde fat i den lange ende, og at det nok engang var den uterlige ungdom, stoffer og tilfældig sex, der vandt kulturkampen. Selvfølgelig var det hele kalkuleret.

Men går man tættere på Miley Cyrus og hendes transformation, vil man se, at dystopien og oprøret stikker dybere i hendes karakter. Alene titlen og omkvædet på nummeret »We can’t stop« fortæller en forfaldshistorie. Her er ikke tale om en almindelig party-pige, der euforisk kaster sig ud i nattelivet, men om et ufrivilligt og passivt ’vi kan ikke stoppe’. Det er ikke et valg, ikke et Let’s Party, hvilket underbygges af melodiens monotone mol, det sløve beat og de indledende linjer, der som en ødelagt pladespiller på slow – med en dyb og begejstringsløs stemme – parafraserer over det gamle hit »It’s my Party«: »It’s our party, we can do what we want«. Det er en lukket fest. Her gælder egne regler.

I det lukkede moralske system, hvor »only God can judge you«, kommer stofreferencen i spil allerede fra start, men underbygges i omkvædet, hvor Cyrus går til modangreb på det amerikanske narkopolitis gamle slogan »We Own The Night« med et »can’t you see it’s WE who own the night«. Et andet sted synger hun, at de danser med ’Molly’, der er slang for det euforiserende stof MDMA, og endnu klarere bliver hun med »everyone in line in the bathroom/ Trying to get a line in the bathroom« – alle står i kø til toilettet, for at tage en bane (kokain).

Sammen med de trivielle sexovertoner bliver dekadencen klar og endnu klarere sammen med musikvideoen. Rammen her er også set før, men alligevel er tingene ikke helt, som de skal være. Ud over det groteske, seksualiserede univers møder vi unge smukke mennesker, der skærer deres egne fingre af, de destruerer, æder bulimisk, danser med menneskehøje bamser, solbrillebærende udstoppede dyr, døde øjne, spejle og midt i husets pool står Cyrus selv og kysser med en dukke, selv om hun er omgivet af nøgne mennesker. Det her er ikke Hannah Montana.

Til gengæld er det velkendt. For der går en lige linje fra Cyrus’ forældreopgør tilbage til 1700-tallets libertinere, Oscar Wildes dekadence i Londons borgerskab over Bob Dylans Mr. Jones, Madonnas Like a Virgin til Nirvanas Smells like teen spirit. Det er det konstant ubegribelige ungdomsoprør, der giver hele populærkulturen mening. Miley Cyrus er i et forældreoprør, der rammer meget bredere end hendes far (jeps, det er Billy Ray). Det rammer en hel generation af forældre, hvis børn voksede op med Hannah Montana. Det er derfor, Miley Cyrus ikke er ødelagt eller skandaliseret. Det er Hannah Montana, der er skandaliseret. Og endnu engang er det os, der ser dumme ud. Det er os, der ikke forstår.

Miley Cyrus, til gengæld – hun ejer natten. Det er hende, der taler i koder og et sprog, vi andre ikke forstår. Det er hendes verden, der er fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvilken del? eller bare det hele? ;)

Jeg læste den med interesse og sympati, og fik dette bekræftet da jeg efterfølgende tjekkede nummeret på youtube, og det viste sig ikke bare at være endnu et hjernedødt tandløst pop-track.
Tøsen har faktisk nerve..

Annika Tiin Nielsen

Det er hele argumentationsgrundlaget og hovedpointen, der er noget vrøvl: At Cyrus med sin optræden lægger sig i direkte forlængelse af Oscar Wilde, Bob Dylan og Kurt Cobain. IKKE fordi de har det til fælles, at de levede og åndede for kunsten (der ville hun falde ud, hun har aldrig selv skrevet et nummer) - nej, fordi de alle sammen var "dekadente" og afhængige af stoffer. Alene af den grund har man fat i den lange ende?

Tolkningen af teksten til sangen er også pinligt skæv i fht. slutpointen: At Miley Cyrus ejer natten, fordi hun "ufrivilligt og passivt" er blevet afhængig af stoffer. Det hænger ikke sammen!

Men lad mig i øvr give dig ret i at selve hendes performance var befriende, fordi den var så ufeminin. Men at tilskrive hende den mytiske status, Information her tilskriver hende, er for søgt.

Annika Tiin Nielsen

Det er hele argumentationsgrundlaget og hovedpointen, der er noget vrøvl: At Cyrus med sin optræden lægger sig i direkte forlængelse af Oscar Wilde, Bob Dylan og Kurt Cobain. IKKE fordi de har det til fælles, at de levede og åndede for kunsten (der ville hun falde ud, hun har aldrig selv skrevet et nummer) - nej, fordi de alle sammen var "dekadente" og afhængige af stoffer. Alene af den grund har man fat i den lange ende?

Tolkningen af teksten til sangen er også pinligt skæv i fht. slutpointen: At Miley Cyrus ejer natten, fordi hun "ufrivilligt og passivt" er blevet afhængig af stoffer. Det hænger ikke sammen!

Men lad mig i øvr give dig ret i at selve hendes performance var befriende, fordi den var så ufeminin. Men at tilskrive hende den mytiske status, Information her tilskriver hende, er for søgt.