Leder

Fusionsiver

Debat
19. september 2013

En civilisation hviler på kulturens selvbevidste omgang med sin egen tradition. Ikke at den bare konstant føder sig selv i sit eget billede, men derimod at den hele tiden med bevidsthed om udgangspunktet kan sættes i scene i nye sammenhænge og derudfra forny sig.

Det gælder stort set alle områder af vores politiske og kulturelle liv – eller privatsfæren for den sags skyld. Det gælder demokratiet: denne gennem århundreder møjsommeligt oparbejdede samfundsform, som er alt andet end givet på forhånd. Og det gælder selve den kunstneriske aktivitet, for ingen kunstnere kan skabe uden mere eller mindre bevidst at stå på skuldrene af en tradition, hvad enten det så er for at forny eller rebellere mod den.

De danske museer er nok det sted, hvor kulturarven mest åbenlyst er samlet og hele tiden bliver sat i scene. Igen og igen. Adgangen til kulturarven har altid været en hjørnesten i kulturpolitikken, for et folk uden adgang til sin erindring er dømt til at gentage fortidens fejl.

Hvordan kulturarven sættes i scene er i høj grad afhængig af de danske museer. Vi har i de forgangne dage skrevet om museernes fusionsiver. Tendensen kan ikke bagatelliseres. På bare tre år er der i Danmark gennemført hele 13 museumssammenlægninger. Og forud er gået flere.

Museumsfusionerne er i den forstand del af tidsånden og tendens i den offentlige sektor, især i universitets- og hospitalsverdenen, mod at større altid er bedre, mod at skabe større og mere slagskraftige enheder og udnytte potentialer på tværs.

Man taler i den sammenhæng om stordriftsfordele og rationaliseringsgevinster, selvom det sjældent kan påvises, at fusioner ender med at føre til mindre bureaukrati.

Den anden vigtige grund til fusionerne er den nye museumslov, som har medført skærpede krav til forskningen. De enkelte museer, uanset størrelse, er ganske enkelt nødt til at leve op til krav om at bedrive forskning på et vist niveau for at komme i betragtningtil den nødvendige statsstøtte. Det har især presset mange små museer til at søge nye samarbejdspartnere.

Det er ikke muligt at have én mening om fusioner. Det er ikke noget, der bare kan opgøres i et for eller imod. Fusioner kan være både gode og dårlige. Der er således ingen tvivl om, at der findes lykkelige fusioner, hvor de enkelte museer samlet set får større pondus udadtil og indadtil bedre rammer for at vise, hvad samlingerne rummer og mere forskning. Til glæde for de ansatte og ikke mindst publikum.

Ligeledes er der heller ingen tvivl om, at der findes eksempler på dårlige fusioner, hvor fagligheden taber til fordel for markedstænkning og djøfisering, og hvor museernes eventmageri vinder over viden og kærlighed til kunst og kultur i sin mere traditionelle form.

I forbindelse med sidstnævnte er der en tendens til, at det i højere grad går ud over identiteten af de mindre kultur- og kunstmuseer, der enten forsvinder lidt i skyggen af det større museum eller på de steder, hvor folk med for lille faglig viden kommer til at bestemme og udstøde et fagligt personale.

Et genkommende problem i forbindelse med fusioner kommer imidlertid inde fra museerne selv og skyldes den klassiske strid mellem personalet på forskellige museer. Den strid får ofte ny næring i en fusion, hvor et kunst- og kulturhistorisk museum lægges sammen. For at sige det populært, hvad har stenøkser med et maleri af Anna Ancher at gøre?

En kunsthistoriker på chefposten i et fusioneret museum kan bevidst eller ubevidst let komme til at tilgodese kunstmuseet, fordi vedkommende ved mest og brænder mest for det. Mens en klassisk arkæolog på chefposten på tilsvarende vis kan komme til at fremme det kulturhistoriske museum.

Derfor handler det ikke så meget om for eller imod fusion, som det handler om den kulturkamp der i en civilisation pågår, når rammerne for kulturarven fornyes og den kulturelle overlevering forlænges til nye generationer. Det sker desværre ofte i vores djøficerede tid med fokus på systemer og nøgterne beregninger, men fagligheden behøver ikke altid at blive offer i en fusion. Den kan også sagtens komme til ny ære og værdighed i en sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her