Leder

’Ingen eksperimenter’

Debat
21. september 2013

Hvis man hører til de naive sjæle, der havde håbet på en grundlæggende debat om Europas fremtid i løbet af den tyske valgkamp, er man blevet slemt skuffet. Europa-spørgsmålet har været stort set fraværende i den tyske valgkamp, der i de tyske aviser er blevet fulgt med tiltagende kedsomhed.

Merkel har med få undtagelser, som da finansminister Schäuble godt tre uger før valget kom for skade at nævne behovet for yderligere en græsk hjælpepakke, formået at holde Europa helt uden for den tyske valgkamp. Som sådan har eurokrisen gjort Merkel til en moderne inkarnation af forbundsrepublikkens første kansler Konrad Adenauer, der i 1957 gik til valg med sloganet »Ingen eksperimenter«.

Af frygt for vælgernes dom har oppositionen i skikkelse af SPD og De Grønne samtidig forsømt at levere alternative visioner for et kriseramt kontinent. Et tidligere forslag om fælleseuropæiske statsobligationer, de såkaldte eurobonds, er op til morgendagens afstemning gradvist forsvundet fra de socialdemokratiske valgtaler. Med andre ord har den tyske opposition tilsyneladende erkendt og accepteret, at et flertal af tyskerne ønsker Merkel ved roret, når det gælder om at præservere tysk økonomis aktuelle styrke.

I den tyske befolkning er man overbevist om, at tysk velstand skyldes hårdt arbejde og mod til upopulære arbejdsmarkedsreformer. Og det er netop her, at den frygtede tyske nationalisme ligger gemt, ikke i imperiale drømme om et tysk Europa med politisk centrum i Berlin. Tyskland er først og fremmest stolt af den økonomiske kraftpræstation, der efter en årrække som ’kontinentets syge mand’ i slutningen af 1990’erne i dag har forvandlet Tyskland til Europas vækstcentrum.

Derudover anser et flertal af tyskerne fortsat en hård, men smertefuld sparekurs som de kriseramte landes eneste mulighed for at restaurere den sydlige eurozones konkurrenceevne. Sidst, men ikke mindst er mange tyskere af den opfattelse, at tysk økonomi set i lyset af en aldrende tysk befolkning er stillet over for massive sociale udfordringer, hvis rækkevidde ikke anerkendes tilstrækkeligt af de sydeuropæiske regeringer, der kræver hjælpepakker og tysk handling. Det er også en af grundene til, at de tyske socialdemokrater i løbet af valgkampen har vendt ryggen til Europa og i stedet har søgt at profilere sig som forkæmpere for social retfærdighed i selve Tyskland.

Når Tyskland rundt omkring i Europa anklages for at sætte Europas velbefindende til side for tyske interesser, irriteres man derfor i Berlin over den ansvarsløse risikovillighed, hvormed de øvrige medlemsstater for tyske penge er villig til at søsætte kortsigtede initiativer, der risikerer at sætte valutafællesskabets langsigtede overlevelse på spil.

I resten af Europa har interessen for det tyske valg derfor været enorm. Og her er man helt anderledes villig til at eksperimentere. Af gode grunde. For det er resten af eurozonen, der på godt og ondt skal leve med de økonomiske, politiske og sociale konsekvenser af en ny tysk regering i Berlin. Ledende politikere i de øvrige medlemsstater venter længselsfuldt på, at Merkel kobler Tysklands økonomiske særstatus med en vision, der rækker videre end de små skridts politik og et ensidigt fokus på sparepolitiske doktriner.

Især ønsker Europa sig tysk lederskab i den endelige udformning af bankunionen, hvis implementering indtil nu har været sinket af tyske forbehold, en stort anlagt vækststrategi, der ikke som nu begrænser sig til utilstrækkelige vækstpakker med henblik på at bekæmpe den europæiske ungdomsarbejdsløshed samt en større tysk forpligtelse på en europæisk udenrigspolitik.

Uanset hvem der efter søndagens valg kan kalde sig ny tysk kansler, er det sandsynligt, at de europæiske forventninger om et radikalt tysk brud med de små skridts politik ikke bliver indfriet.I Berlin er forståelsen af krisens årsager og virkninger stadig den samme som for fire år siden: Hvis det øvrige Europa følger det tyske reformeksempel, vil eurozonen kunne genvinde sin tabte konkurrencedygtighed. Af samme grund vil en tysk kansler efter valget fortsætte den hidtidige krisepolitik, mens især det kriseramte Sydeuropa vil sukke efter mere modige tyske visioner for kontinentet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her