Leder

Irans udfordring

Debat
26. september 2013

Da Barack Obama endnu var håbefuld præsidentkandidat i 2008, var et af hans slagnumre et løfte om ’uden forhåndsbetingelser’ at forhandle direkte med Irans præsident om det iranske atomprogram. Nu har han muligheden.

Forud for de to præsidenters optræden på FN’s Generalforsamling tirsdag har foregået en brevveksling på initiativ af Obama. En åbning synes på vej mellem de to arvefjender. Så langt, så godt.

Der var imidlertid intet i Obamas tale til de 193 FN-medlemslande, der antydede, at USA har droppet kravet om suverænitetskrænkende betingelser for en mindelig ordning med præstestyret i Teheran. Obama sagde ganske vist, at han ville ’teste’ Irans diplomatiske vilje, men intet om, hvor vidt en sådan test kan imødekomme Irans krav om »ligeværdighed og gensidig respekt«.

Derimod lagde han vægt på at minde forsamlingen om den såkaldte Carter-doktrin fra 1980, da han betonede, at USA vil forsvare sine »kerneinteresser« overalt, hvor de skønnes truet, også med militær magt. Og Mellemøsten med verdens største energiressourcer er en region, hvor USA har ’kerneintesser’. Det er kun få uger siden Obama i et tv-interview til ABC i anledning af krisen efter det kemiske angreb i Syrien erklærede, at »iranerne skal ikke drage den slutning, at fordi vi ikke har angrebet Syrien, vil vi ikke angribe Iran«.

Måske havde Rouhani den replik i hovedet, da han på FN-talerstolen konstaterede, at det dominerende slogan de senere år har været »den militære option er på bordet« – og hans svar var: »Fred er inden for rækkevidde.« Vi får se.

I dag mødes den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, med sin amerikanske kollega, John Kerry, i det såkaldte 5+1-regi, de fem medlemmer af Sikkerhedsrådet plus Tyskland. Allerede her vil det vise sig, om der er vilje til en løsning, baseret på ligeværdighed. En forudsætning for Iran vil givet være, at USA er villig til at sløjfe de mest forkrøblende sanktioner mod Iran som led i en aftale om mere gennemsigtighed i det iranske atomprogram. Eksempelvis har sanktionerne mod den iranske centralbank, der gør det så godt som umuligt for Iran at handle internationalt, ramt Irans økonomi hårdt.

Rouhani gjorde også opmærksom på, at der er en ret kort tidshorisont for dette vindue til en fredelig løsning på atomkrisen. Hvormed han mente, at hvis han ikke kan opvise konkrete resultater, vil hardlinerne i hans bagland smække vinduet i. Lige nu bakkes han op af Ali Khamenei, den øverste åndelige leder, der har det sidste ord, men Khamenei har sin vane tro erklæret sig i koder (»heltemodig fleksibilitet« denne gang), hvis dobbeltbundede ordvalg kan tolkes som hvad som helst. Og hvis Hassan Rouhani og hans udenrigsminister ikke kan levere en substantiel vare i form af mærkbare lettelser i sanktionerne, vil hardlinerne i Revolutionsgarden, der faktisk tjener penge på sanktionerne i kraft af deres omfattende økonomiske virksomhed (ikke ulig det egyptiske militærs) intensivere deres kritik af følgagtighed over for Vesten, der i sidste ende vil marginalisere ham, som hans forgænger Mohammad Khatami, blev marginaliseret i perioden 1997-2005. Og Khamenei vil, som den balancekunstner han er, gynge med i revolutionsgardisternes håndklæde.

Desværre har hardlinerne en pointe. Siden 2002, da George W. Bush indlemmede Iran i ’ondskabens akse’ til trods for, at iranerne bistod USA med at nakke Taleban i Afghanistan (Rouhani og Javad Zarif var faktisk operative i det projekt) har Iran været under konstant amerikansk pres.

Gennem 11 år har USA uden skyggen af beviser hævdet, at Iran pønser på at blive atommagt. Intet land, der har underskrevet traktaten mod spredning af atomvåben fra 1970, er kontrolleret så intenst af IAEA, FN’s atomvagthund, og intet land – slet ikke Israel, der ikke tillader inspektion af sit arsenal – er blevet sanktioneret alene på mistanken om et påtænkt kernevåben. Tværtimod har USA konsekvent torpederet alle iranske indrømmelser og tiltag for at komme Vesten i møde. For det handler ikke om kernevåben, men om USA’s ’kerneinteresse’ i at kontrollere hele det energirige Mellemøsten.

Det bliver op ad bakke for Rouhani.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her