Leder

Kværulanter

18. september 2013

Vi klager over kulturoplevelser. Ikke over fejl og mangler, men over den personlige oplevelse. Som mormoren, der tog sine børnebørn med i teateret, men krævede pengene retur, fordi hun syntes, forestillingen var for uhyggelig. Eller gæsten, der ville have pengene igen, fordi det begyndte at regne under en udendørskoncert.

Sådan er det. Hvis oplevelsen ikke lever op til vores forventning, kræver vi erstatning. Kulturen er blevet et produkt. Den har en form og et indhold, og vi vil se varedeklarationen, inden vi trykker betal på billetsalgets hjemmeside.

Engang var vi kulturbrugere. I dag er vi kulturforbrugere, og det vender op og ned på magtbalancen i kulturen. For hvis publikum forlanger erstatning for den dårlige oplevelse, er det i arrangørens og kunstnerens interesse at give publikum, hvad de tror, de vil have. At holde sig til det forventelige for at indfri forventningen. Men kulturkværulanterne er ikke kommet af sig selv. De er et produkt af arrangørernes egen strategi. Netop store arrangementer med mad, musik og bus til Boksen er med til at popularisere kulturen som underholdningskoncept. Og dermed skaber arrangørerne de forbrugere, de selv kæmper for at stille tilfredse.

Oplevelsesøkonomiens logik er mersalg. Klager betyder mindre salg. Derfor synger Madonna ikke live. Hun optræder til playback. For publikum klager, hvis hun synger falsk, men klager mindre, hvis hun som en aldrende marionet vrider sin corsage i to og en halv time uden at sige en lyd.

Men vi undgår ikke de dårlige oplevelser ved at skrue ned for spontaniteten. Til gengæld kan vi forhåbentlig få luget ud i de forlorne artister, hvis vi en gang imellem slår os selv over fingrene, når trangen til at lufte kulturfrustrationerne melder sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu