Leder

Læren fra dommen over Charles Taylor

27. september 2013

Et nyt kapitel i folkerettens historie blev skrevet i går, da Charles Taylor, den tidligere præsident for den vestafrikanske nation Liberia, tabte en appelsag ved den særlige krigsforbryderdomstol for Sierra Leone. I 2012 blev Taylor idømt 50 års fængsel for at have understøttet og stået i ledtog med oprørsgruppen Revolutionary United Group, som begik et utal af krigsforbrydelser under borgerkrigen i Sierra Leone 1991-2002, hvor mindst 50.000 mennesker mistede livet.

Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et tidligere statsoveroverhoved er blevet fundet skyldig i krigsforbrydelser og sendt i fængsel. Taylor, 65, skal efter alt at dømme afsone sin livstidsstraf i Storbritannien.

At Charles Taylor er det første statsoverhoved dømt for krigsforbrydelser i over 60 år, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Det bekræfter nemlig, at ikke kun sejrherrerne – som det skete efter Anden Verdenskrig – kan benytte sig at retten til at retsforfølge taberne af en krig for forbrydelser, som er i strid med Genéve-konventionerne (hvilket de allierede som bekendt gjorde i 1940’erne mod højtstående politikere og officerer i Japan og Tyskland). Det bekræfter også, at det internationale samfund har gjort store fremskridt i sine bestræbelser på at håndhæve krigskonventionerne.

I de seneste 20 år er der blevet etableret en række krigsforbrydertribunaler for konflikter som den i det tidligere Jugoslavien, folkemordet i Rwanda såvel som borgerkrigen i Sierra Leone. Det drejer sig om ad hoc-domstole, hvis arbejde er tidsbegrænset. På længere sigt er det meningen, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) overtager det overordnede ansvar for at retsforfølge personer mistænkt for krigsforbrydelser.

For ICC er det en ordentlig mundfuld at gabe over. Alene nyhedsstrømmen i de seneste par dage illustrerer, hvor problematisk det kan være, når Sikkerhedsrådet giver ICC grønt lys til at retsforfølge siddende statsoverhoveder.

Sudans præsident, Omar al-Bashir, er efterlyst af domstolen for krigsforbrydelser i Darfur-regionen. Han agter at rejse til FN’s generalforsamling i New York. Vil de amerikanske myndigheder arrestere ham og dermed skabe politisk ustabilitet i Sudan, der har været plaget af et væld af borgerkrige? I Kenya er den nyvalgte præsident, Uruhu Kenyatta, premierministeren samt fire andre politikere sigtet af ICC for at have beordret voldsudøvelse mod politiske modstandere ved valget i 2008. Flere tusinde skal være blevet dræbt. Kenyatta og de fem andre tiltalte har overraskende samarbejdet med ICC, men da terroranslaget mod Westgate-komplekset i Nairobi begyndte sidste weekend, befandt landets premierminister sig i Haag. Han fik af domstolen bevilgetto ugers orlov til at vende hjem og klare udfordringerne.

Det er her, realpolitik og ofrenes krav om retfærdighed kolliderer. Skal og bør domstolen tage hensyn til den politiske ustabilitet, der uvægerligt opstår, når den retsforfølger siddende politikere?

Selvfølgelig skal den det. Verden er ikke perfekt. At det internationale straffesystem, som er under opbygning, ikke altid lader retfærdigheden ske fyldest og derfor må se gennem fingre med, at nogle slipper (især de store og indflydelsesrige aktører på den internationale scene), mens andre (de mindre nationer og især i Afrika) bliver stillet for retten, betyder ikke nødvendigvis, at bestræbelserne på at håndhæve krigskonventionerne vil ende med at blive et dybt uretfærdigt og politisk destabiliserende projekt. Det er, som man siger på engelsk, »a work in progress«. Man lærer henad vejen.Det er lige præcis læren, man kan tage med sig hjem fra den aktuelle strid om, hvilke retsnorme, domstolene skal anvende til at dømme højtstående politikere og militærpersoner mistænkt for krigsforbrydelser.Som det fremgår inde i avisen fandt Sierra Leone-domstolen Jugoslavien-domstolens begrundelse for at frifinde en tidligere serbisk hærchef irrelevant i sagen mod Charles Taylor. Det vil nogle gøre indsigelser imod, mens andre – som den danske dommer Frederik Harhoff – vil føle sig bekræftet. Men retsnormer har altid udviklet sig i kraft af debat og praksis. Vejen til retfærdighed er brolagt med hindringer. Det afgørende er at nærme sig den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu