Lykkeligvis har de folkevalgte i Danmarks Region Syd haft modet til at kaste sig over en svær, men livsnødvendig opgave: at få en slags klarhed over, hvad der er ’det gode liv’.
Som det fremgår af gårsdagens Information, arbejder Region Syd med et indeks, hvor samtlige regionens kommuner vurderes ud fra borgernes opfattelse af, hvor godt deres liv er.
En af de ansvarlige politikere, den konservative Lasse Krull, der privat er bankmand, er overrasket over, hvad tallene siger om en kommune som Tønder: »Ser vi kun på økonomi og job, så får vi negative tal over hele paletten. Det, vi ikke får med, er, at det viser sig, at borgerne er tilfredse med at bo i Tønder.«
Aha! Det kan altså være andet end penge, der gør livet værd at leve i Tønder: et stærkt foreningsliv eller en storslået natur. Det tiltrækker én slags borgere, mens andre drages af lønsomme jobmuligheder. Når folk er så forskellige, er det fjollet, at landets kommuner hyppigst slår på økonomien, når de lokker tilflyttere. Som Lasse Krull siger:
»Der bliver brugt rigtigt mange penge på dødssyge reklamer for den ene og anden kommune, men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi vil jo ikke nødvendigvis have det samme.«
Her passer tiltrækningen fra Tønder ind i et globalt mønster. Som Aalborgs statskundskabsprofessor Jørgen Goul Andersen forklarer: For Jordens fattige er livskvalitet flere penge. »Men når man op på et vist materielt niveau, er oplevelsen netop, at det ikke er større velstand, der gør folk mere tilfredse.«
Sørgmodigt er det derfor, at toppolitikere i den rige del af verden, indbefattet vort eget land, ser vækst i BNP, BruttoNationalProduktet, som målet for alle de virkelighedspåvirkende beslutninger, de træffer.
Denne BNP-benovelse lader hånt om, at kritikken af BNP som ledetråd er så gammel, at den også er udtrykt af BNP-indikatorens ophavsmand, den russisk-amerikanske økonom Simon Kuznets. Han advarede i 1934: »En nations værdi kan næppe udledes af målingen af dens nationalindkomst.«
Det stupide ved BNP er, at BNP kun måler menneskers pengebaserede værdiskabelse. Skader på helbred, natur og miljø bliver ikke fradraget i BNP. Tværtom. De bliver oftest lagt oveni, så BNP tager sig endnu mere imponerende ud. Hvis et sprøjtegiftudslip fra landbruget ryger i åløb og drikkevand, så fisk dør, og folk bliver syge – ja så ryger udgifterne til oprensning, nyudsætning af fisk og lægebehandling af mennesker vups op som endnu mere BNP.
Forståeligt, at kloge hoveder arbejder med et finde et andet indeks for velbefindende end BNP. Et foregangsland har været det buddhistiske Himalaya-kongedømme Bhutan, hvor den daværende konge allerede i 1972 efterlyste en målestok for BruttoNationalLykke, hvilket på engelsk giver forbogstaverne GNH. Den sag har Bhutan arbejdet med lige siden – også med bistand fra udefrakommende lykkeforskere.
Et resultat var i 2012 udgivelsen af A Short Guide to Gross National Happiness Index, der fylder 96 tætskrevne sider, heraf 23 sider fodnoter. Det korte af det lange i den lange korte guide er, at den inddrager menneskers fysiske og psykiske helbred, hvordan de fordeler deres tid mellem arbejde og søvn, hvor aktive de er i lokalsamfundet, hvordan de opfatter myndighedernes rolle i deres liv, og hvilken tilstand deres ydre omgivelser befinder sig i. Bhutans eksempel har inspireret tilsvarende bestræbelser verden over. Bl.a. fik den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy i 2009 den amerikanske økonom Joseph Stiglitz og den indiske nobelpristager Amartya Sen til at lave en rapport om emnet. Rapporten anbefaler, »at fokus skifter fra målinger af økonomisk produktion til målinger af menneskers velbefindende«.
Senest er der i Bhutan sket det, at det kongenære regeringsparti DPT, der energisk støttede lykkeindekset, blev smidt af taburetterne ved parlamentsvalget i juli. Det sejrende PDP-partis nyindsatte premierminister, Tshering Tobgay, har nu sat lykkeindekset i skammekrogen. Hans begrundelse: »Det er overudnyttet og skjuler problemer med korruption og lav levestandard.«
Jovist, lykken er ikke bare lunefuld. Den er også svær at sætte tal på. Men vi må blive ved med at forsøge. Sådan som de gør i Region Syd. Måtte indsatsen krones med held.
Først det forbrugsorienterede BNP så det fluffy Lykkeindeks men i længden kommer man ikke uden om Gini-koefficienten
Lige muligheder i samfundet er vejen til problemernes løsning. Vi ved det jo godt.
Lykke er frihed og kan i denne korrupte verden kun fås for guld
Bill Atkins,
"Lige muligheder i samfundet er vejen til problemernes løsning. Vi ved det jo godt."
Nej, det ved vi ikke, hvis vi tænker os om. Desværre tænker mange mennesker sig ikke om, men søger kun utilfredshed, og finder derfor kun utilfredshed.
Fra mit køkkenvindue kan jeg se en direktørs villa. Selv er jeg førtidspensionist, og bor i en ejerlejlighed på 45 kvm. uden at føle, der går noget fra mig, fordi en genbo har en stor villa og to biler. Nu sidder jeg så og drikker mig fuld i vin til kr. 89,95 for tre liter og spiser af en pose chips til kr. 6,95, vel vidende andre drikker vin til kr. 100 el. mere pr. flaske. Jeg føler mig mere lykkelig ved at kunne blive inspireret af andre menneskers varierende livsstil end krav om, vi alle helst skal være ens og lige. I nogle tilfælde kan jeg endda finde billigere varianter af rigere menneskers valg. Modsat føler jeg, der går noget fra mig, når andre kræver lighed uden selv at bidrage med andet end utilfredshed med, de ikke selv er de mest velhavende. Det kan jeg ikke bruge til andet end dårlig samvittighed over, jeg ikke kan finde ud af gældende normer og til tider tillader mig noget luksus, som andre forarges over.
Faktisk undrer det mig jævnligt at finde antydninger af, at mange af de, der gerne råber op om øget ulighed, bor i landets to største byer, hvor en ejerlejlighed på størrelse med el. lidt større end min koster nogenlunde det samme som en pæn villa i et forstadskvarter i provinsbyen, jeg bor i. Min undren bliver blot endnu større, når jeg sammenligner med Københavns Kommunes statistik over husstandsindkomster, som ikke antyder indkomster, som giver mulighed for køb af boliger til over 1 mio. kr.
Noget andet er, at jeg opdagede i går og i dag, at Forum i København har 15 arrangementer i september - november, mens Værket i Randers, som jeg bor i nærheden af, har 62 meget forskellige arrangementer i samme periode. Det bekræfter min personlige fordom om, at der groft skrevet ikke sker en bjælde i København bortset fra nogle studerende enten sidder på caféer eller. slås med enten hinanden el. politiet. Selv har jeg dog kun købt billet til 4 af de 62 arrangementer i det lokale musikhus, men har derudover planer om to kortvarige togrejser til Tyskland i år. Det må jeg vist ikke i følge krav om lighed.
Tilføjelse: Jeg har ikke talt arrangementer i de andre jyske musikhuse. De, der måtte ønske det, kan selv kigge på fx. http://akkc.dk/ eller http://musikhusetaarhus.dk , men sæsonbrochurerne for musikhusene i Aalborg og Aarhus er på hhv. 60 og 44 sider, når omslag og siderne med reklamer medregnes. De koncertbilletter, jeg har købt til det lokale musikhus, kostede mellem kr. 180 og kr. 545. Billigst var danske Fallulah, mens Band Perry fra USA var dyrest.
Børge, en førtidspensionist som ikke forstår hvem, der har krævet hans førtidspension bør holde sig fra klassekamp...
Bill Atkins, akademikere bør generelt holde sig fra klassekamp. Du forstår tydeligvis ikke, at klassekamp er noget, akademikere som du har trukket og stadig trækker ned over hovedet på andre. Jeg ved udmærket hvem, der har krævet førtidspension og hvorfor: Akademikere som du har krævet førtidspension for andre, som I ikke ønsker at have gående frit omkring. Mennesker som du forstår kun tre ting: Kæft, trit og retning, og I fatter med stor sandsynlighed ikke, at det forholder sig sådan.
Hvem?
I nutidens danske samfund hører førtidspensionister som jeg ikke til arbejderklassen, men placeres i realiteten jævnligt i overklassen. Arbejderklassen defineres som de, der arbejder, mens førtidspensionister er placeret i overklassen, der ligger på sofaen og lever fedt for andres penge.
Jeg ved godt, du er tungnem, Bill Atkins. Det behøver du ikke bekræfte. Så længe du taler om klassekamp, er du akademiker, og forstår kun de instruktioner, du får af andre akademikere. Dermed er du en typisk akademiker, der ikke kan andet end gøre, hvad andre kræver (kæft, trit og retning). Klassekampen var relevant for 60-120 år siden, men minder nu mest en parodi ikke mindst i provinsen, hvor det i høj grad er den økonomiske overklasse, der inkluderer den økonomiske underklasse i samfundet ved fx. at sponsorere kulturtilbud til glæde for hele befolkningen. Mange mennesker som jeg er tilkendt førtidspension som følge af psykiatriske diagnoser, som i realiteten dækker over, vi ikke forstår endsige kan finde ud af at leve efter gældende normer, og derfor er for besværlige at omgås.
Børge, du er morsom..
På den anden side er det jo delvis min egen skyld, at jeg får kr. 12.183 udbetalt hver måned som følge af bl.a. gode fradrag for renteudgifter og humanitære bidrag, og kun betaler kr. 3.765 brutto i månedlig husleje. Ialt betaler jeg kr. 4.260 årligt før skat til en humanitær organisation nærmere betegnet Børnefonden, hvor jeg betaler til to børn i hhv. Indonesien og Bolivia, fordi jeg valgte at bruge skattefradraget for et barn til betaling for endnu et barn, selvom jeg dermed i realiteten betaler to børn for at gå i skole. Det er vel en form for børnearbejde, som jeg burde være imod.
Børge jeg er ikke i tvivl om du er et godt menneske, du er blot på politisk vildspor, men du glemmer at fortælle mig hvem der lærte samfundet at tænke i førtidspension...
... for det kom jo ikke af sig selv vel.
Børge, du ved ånd skal man ikke lade glemme for modernitet, vel?
Nej, Bill Atkins, du er på ikke bare politisk men generelt vildspor. Du aner ikke engang, hvor meget du er på vildspor. Ånd? Jeg tror ikke, du har nogen ånd, Bill Atkins. For mig er du ikke andet end et tandhjul i en forældet maskine. Det var ikke dig, der lærte samfundet at tænke i førtidspension, og jeg forstår ikke, hvorfor du gerne vil roses for en ordning, der er velegnet til udstødelse af mennesker som jeg fra samfundet.
Det var formentlig fagbevægelsen anno 1920-1960, der lærte samfundet at tænke på bl.a. førtidspension. Du var formentlig længe før din tid. Den æra sluttede, så vidt jeg ved, med Jens Otto Krag i 1972 el. måske endda endnu tidligere med Hans Hedtoft i 1955. Anker Jørgensen var mest en kransekagefigur for akademikere som Ritt Bjerregaard og Svend Auken, som omdannede de sociale ydelser som fx. førtidspension som en ret til en pligt eller som en ret, der kunne udnyttes til at udstøde ubehagelige typer som jeg af samfundet. Mennesker som du, Bill Atkins, nasser blot på arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets sejre fra 1899 til 1972.
Tilføjelse: Hvem har ellers sørget for, at fjolser som jeg har råd til at rejse til Tyskland el. Storbritannien nogle gange om året? Det har bl..a. tyske Angela Merkel og irske Michael O'Leary. Hvad fik de ud af det? En masse utilfredshed. Det er tankevækkende.