Leder

Pop er altid seriøst

14. september 2013

Mens dette skrives, tikker en meddelelse op på nyhedsfeedet på facebook. Det er igen fra Lady Gaga. Den 27-årige gigastjerne har, som opvarmning til sit kommende album Artpop, delt endnu en form for poetologisk manifest (eller banal strøtanke?) med sine 59.137.232 facebook-fans: »Hvis slik blev til kunst, kan kunst så ikke blive til slik? Jeg spiser kunst som slik,« skriver Gaga. Okay. Den lader vi i første omgang stå et øjeblik.

Som beskrevet i gårsdagens avis har kostumeexcentriker og dance-dronning Gaga, en af det 21. århundredes mest magtfulde og akademisk granskede popstjerner, erklæret, at hun vil foretage en »omvendt warholiansk ekspedition«: Hun vil trække kunsten ind i poppen, hvor Warhol trak poppen ind i kunsten. Gaga går meget konkret til værks i sin mission: Hun refererer til alt fra Botticelli til græske sagn i seneste musikvideo og samarbejder med populære ’kunstnerkunstnere’ som Jeff Koons og Marina Abramovic. Og så snakker hun altså også meget konkret om det, at ’kunsten’ er noget, der ikke blot bør eksistere i en museal zone for sig, eller granskes i en særskilt akademisk liga, men at man helt bør ophæve den hierarkiske opdeling mellem høj- og lavkultur, mellem ’kunst’ og ’pop’. Og den idé, påstår hun tilsyneladende, står hun for at introducere på poppens arena.

Alt det bør vi både tage seriøst og ikke tage seriøst (på en seriøs måde, forstås.)

På den ene side sparker Gaga nemlig til en død ko. Mange vil hævde, at skellet mellem pop og kunst blev opløst for længe siden (og at Koons og Abramovic er pop, ligesom Britney Spears og Beatles er det). Og dog vifter Gaga et traditionelt kunstbegreb for vores næser, som var det et særligt aromatisk krydderi, man kan smide ned i popgryden for at lave ’popkunst’: En kunstreference, et dancebeat og en udsyret modedesigner, voila!: popkunst. Jo mere, Gaga taler i modsætningspar, jo større modsætning skaber hun. Når hun tweeter og synger om ’pop’ og ’kunst’ eller ’popkunst’, bekræfter hun forestillingen om, at hun sammenstiller modsætninger. Og det er ikke det samme som at opløse dem.

Samtidigt plasker hun sig selv, sin krop og sine videoer til med kunstens symboler og referencer for at blive taget seriøst, og hun bliver da også kaldt »en gave til akademia.«

Men Gaga insisterer jo så også på et helt fladt kulturelt hierarki, på tanken om, at kunst essentielt set bare er det at udtrykke sig. Her bliver det alvorligt.

For skal vi tage ophævelsen mellem ’pop’ og ’kunst’ seriøst, bør vi tage den så seriøst, at vi tænker al pop som en gave til, eller central opgave for, kritik og akademia – ikke kun den slags, der vifter med kunstflaget.

For kultur i alle formater er de vildeste sandhedsudsigere, vi har. Poppen er det begærsspejl, der siger allermest om os selv. Det er der, vores lyster og drømme og perversioner og fascinationer får frit løb. Man kan symbolanalysere pop, men den er først og fremmest spændende i den umiddelbare udveksling, der sker mellem værk og publikum – hvad enten det drejer sig om Gaga eller Abramovic eller One Directions 3D-film eller Miley Cyrus’ spritnye nøgenmusikvideo »Wrecking Ball«, hvor hun slikker på en nietzscheansk sort hammer som en melankolsk-liderlig menneskekilling. (Den skulle jeg lige have med …)

Pop er som slik – begæret kommer før eftertanken, og den virker i den umiddelbare lyst. Så vi skal slet ikke spørge, om den er kunst eller ej og dyrke forskellen. Vi skal spørge, hvorfor den virker på os, eller ikke gør, og hvorfor den virker på så mange. På den måde er og skal pop altid tages seriøst.

Og måske skal man så egentligt også, trods besvær, tage Gagas seneste facebook-opdatering alvorligt. »Jeg spiser kunst som slik.« For i ombytningen af ’slik’ og ’pop’ peger Gaga netop her på det umiddelbare fråderi, på lysten og det umiddelbare møde, som poppen tilbyder. Her beder hun os ikke om at tygge længe på symbolikken, Bergman-referencen eller sin hyldest til Cindy Sherman. Her beder hun os om at forholde os til selve begærshandlingen – til den måde, vi frådende konsumerer kunsten eller poppen (kald det lige hvad du vil) på. Og det er det seriøse spørgsmål, vi altid bør stille, fordomsfrit, til pop, og som har tusindvis af forskellige svar: Hvorfor fråder vi over Miley Cyrus og Beyoncé? Hvorfor ’spiser’ over 40 millioner Gaga?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Brøndholt

Jeg skal fortælle dig hvorfor, fordi kunst og pop er smeltet sammen til underholdning. Men kunst er jo ikke bare kunst, det skal ses i kontekst: I renæssancen havde kunst én rolle i samfundet, støttede magthaverne (kirke, aristokrati mv). I det 20. århundrede var kunsten med til at stille spørgsmål til magthaverne; kunsten var oprørets våben. I dag synes det mest som om store dele af kunsten spændes for underholdningens vogn anført af eksempelvis en Lady Gaga. Hun afspejler selvfølgelig noget i "tiden" - men hvad er det?