Leder

Ret til viden

3. september 2013

Vi er kun så kloge, som vi har råd til, siger filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om den tvist om ophavsret, han er i havnet i med dagbladet Børsen. Børsen har interviewet Vincent F. Hendricks, som efterfølgende har lagt interviewet op på sin hjemmeside, men Børsen kræver nu betaling for et konkret brud på ophavsretten. Men professoren og kolleger fra Københavns Universitet forsøger at gøre sagen til et principielt spørgsmål om de barrierer, vi som samfund stiller op som hindringer for at blive klogere. I et moderne informationssamfund er deling af viden central, og derfor virker loven om ophavsret forældet, fremfører forskerne.

Tvisten trækker tråde til debatten om videnskabelige tidsskrifters betalingsmure. Her tager private selskaber sig dyrt betalt for adgang til artikler, som forskerne har skrevet, og som skatteborgerne har finansieret. Efter pres fra forskerne har de nu fået lov at lægge deres eget udkast til artiklerne på deres egne hjemmesider. En anden barriere er copyright på filmklip og billeder, som på eksempelvis Film- og Medievidenskab ofte forhindrer forskere i at dele deres undervisningsmateriale, og som afholder studerende fra at offentliggøre deres specialer.

Journalistik er dog en anden sag, for her er der rig mulighed for at dele viden. På Information er det digitale artikelarkiv åbent for alle, og selv om andre medier bygger betalingsmure, kan man stadig i vidt omfang citere fra deres artikler. Som regel kan en forskerkilde endda få lov at gengive hele artiklen, hvis blot han spørger først.

Derfor tager Vincent F. Hendricks og kollegerne fejl. Denne sag er ikke et principielt problem. Den er et konkret problem, hvor Børsen stiller et urimeligt højt erstatningskrav til en mand, de selv har haft gavn af at interviewe. Medierne har brug for forskerne, forskerne har brug for medierne, og samfundet har brug for, at de to kan samarbejde fornuftigt om at formidle deres viden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • ole eising
Inger Sundsvald og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu