Leder

Et gymnasium til tiden

24. oktober 2013

Gymnasierne løfter en uddannelsesopgave, uanset om de ligger på den københavnske vestegn eller på trendy Vesterbro. Det har de forskellige forudsætninger for at gøre, fordi de elever, de optager, netop ankommer til hoveddøren med forskellige forudsætninger. Vi skal ikke være bange for at stigmatisere ved at udpege problemer. Men det giver ikke mening at tale om A- og B-gymnasier. Gymnasierne er én samlet sektor, som udjævner uddannelsespolitiske skel, der historisk har delt befolkningen. Og uanset gymnasiernes succes, som mange nu taler om at stække gennem skrappere adgangskrav, er det et tidssvarende gymnasiums opgave at uddanne unge fra mere uddannelsesfremmede hjem, end tilfældet var på lektor Blommes tid.

Derfor er det indlysende, at vi ikke kan blive ved med at bruge flest penge på at uddanne dem, der har mindst brug for en støttende hånd. Og derfor kan det undre, at det er så svært at konstruere en model, der fordeler midlerne, så gymnasierne kan undervise med størst muligt udbytte for eleverne.

Man har ellers velfungerende modeller til at omfordele midler både på folkeskole- og dagsinstitutionsområdet. Men siden regeringen lancerede sin plan om at indføre et socialt taxameter på ungdomsuddannelserne, er der gået år med snak. Selvfølgelig er der modsatrettede interesser på spil, når nogle skal have mindre, for at andre kan få mere. Og gymnasierne kan frygte, at der med tidens uddannelsespolitiske trend bliver taget penge fra dem for at styrke erhvervsuddannelserne. Yderligere omfordeling mellem erhvervs- og gymnasieskoler ville måske give god mening. Men en god uddannelsespolitik handler om andet end social retfærdighed. Derfor savner man svar fra undervisningsminister Christine Antorini (S) på, hvad hendes politiske sigte egentlig er med den sociale taxameterreform, vi nu har ventet så længe på. Det handler også om modeller. Men ikke kun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Men en god uddannelsespolitik handler om andet end social retfærdighed"
Højtklingende intet - frit efter Stefan Zweig.

Steffen Gliese

Det er grundskolen, der har opgaven med at gøre så mange som muligt i stand til at gennemføre en gymnasieuddannelse; men er denne ikke af den klassiske, høje kvalitet, kan det hele være lige meget, så er det stene for brød til hele banden, både dem, der ikke får, hvad de har kvalificeret sig til, og dem, som i gamle dage under alle omstændigheder ville have klaret sig godt.
Der er ting, man uden videre bør gøre på udskolings- og ungdomsuddannelsesniveau, og det er f.eks. at gøre offentlige transportmidler gratis. At proppe så megen viden og dannelse i elever og kursister som muligt er alles hede drøm, men når man skal betale mange tusind kroner for ekskursioner, der reelt burde forekomme en dag om måneden, bliver den indholdsmæssige udligning en illusion.