Leder

Løn skal ikke være tabu

5. oktober 2013

For nogle år siden opdagede en kvindelig konsulent ved et tilfælde, at to af hendes mandlige kolleger indkasserede 7.500 mere i løn om måneden til trods for, at mændene havde mindre omsætning og lavere anciennitet. Kvindens arbejdsgiver fik i Højesteret dom for uretmæssigt at have udbetalt for lidt i løn.

Den mulighed for at opdage uligeløn giver regeringen nu endnu flere danskere med et nyt lovforslag om kønsopdelt lønstatistik for private og offentlige virksomheder med ned til ti ansatte. I dag er det kun virksomheder med over 35 ansatte, der skal offentliggøre lønstatistik eller ligelønsredegørelse. Men i realiteten er det kun en tredjedel af dem, der har besværet sig med at frembringe de nemt tilgængelige oplysninger. DA bakker i princippet op om ligeløn, bedyres det. Det skal bare ske med andre metoder end kønsopdelte lønstatistikker, som man mener er alt for bureaukratiske. Mon ikke det snarere er presset på lønnen, arbejdsgiverne frygter? Alternative løsninger fra den kant er det i hvert fald småt med.

Derfor er det godt, at regeringen nu skruer bissen på og forlanger gennemsigtighed.

Mænd tjener i gennemsnit 13-17 procent mere end deres kvindelige kolleger. Når tallene renses for socioøkonomiske faktorer, tjener mændene stadig 4-7 procent mere. Der burde altså være noget at tage fat på for dem, der kan se et grundlag for en ligelønssag.

Samtidig kan man forvente, at åbenheden smitter af på kulturen. Det er aldrig rart at blive hængt ud for forskelsbehandling af egne ansatte. Ærgerligt er det bare, at regeringen samtidig undlader at bruge et af de redskaber, der for alvor kunne komme kvindernes lønefterslæb til livs: Øremærket barsel til mænd.

Vi tillader os her at repetere nogle konklusioner fra en SFI-rapport: Øremærket barsel ville potentielt kunne »reducere det nuværende gab i livstidsindkomst mellem kønnene« og »have en positiv effekt på moderens karriere«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvor mange kvindelige sælgere m.fl. mon der er, der som den omtalte kvindelige sælger bliver snydt, og som i tide og utide får at vide, at de selv må sørge for at forhandle løn på samme måde og på samme vilkår som mændene?

Hvis mændene, i lighed med arbejdsgiverne, er så bekymrede for virksomhedernes økonomi, er der her en mulighed for at vise den solidaritet med kvinderne på arbejdsmarkedet, som er så skræmmende fraværende, ved at være tilbageholdende ved lønforhandlinger og ikke mindst med krav til de personlige tillæg, de har skaffet sig.