Leder

Den mægtige kurator

21. oktober 2013

Fremtidens kunstner er kurator. I hvert fald er der flere og flere eksempler på udstillinger, hvor kuratorens navn står øverst på plakaten. Kunstneren bliver en sekundær figur: en person, hvis værk kuratoren bruger til at skabe sin egen kunstneriske udstilling. I visse kredse behandles kuratoren, som om han eller hun var kunstner – man kan ligefrem være fan af en kurator.

Andre steder i kulturlivet sker noget tilsvarende. Man bemærker, at Roskilde Festivals chefbooker bliver interviewet før, under og efter årets festival, og at hun ofte optræder på lister over kongerigets mest magtfulde kulturpersonligheder. Når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX om få uger åbner, kommer festivalens direktør i vælten. Af dagbladene bliver hun bedt om at forsvare kunstneriske til- og fravalg i programmets sammensætning. I år har festivalen endda inviteret den kinesiske systemkritiker og kendiskunstner Ai Weiwei til at ’kuratere’ et filmprogram på festivalen. Everything is Under Control. CURATED BY AI WEIWEI hedder det. Kunstneren er blevet forfremmet til kurator.

Det kan forekomme paradoksalt, men i en virkelighed, hvor næsten alle informationer er tilgængelige for alle, er kuratorrollen vigtigere end nogensinde. Og ikke mindst er det vigtigt, at han eller hun har evnerne til på en meningsfuld måde at sortere og navigere i informationsinfernoet.

Den øgede magt er ikke overraskende, den er en naturlig konsekvens af udbuddet. Farlig for kunsten er den heller ikke, for det er ikke i kuratorens interesse at udmanøvrere kunstneren. Tværtimod. Kunstneren har brug for kuratoren, men kuratoren har også brug for kunstneren.

Farligt bliver det i det øjeblik, den magtfulde kurator ikke er saglig. Ansvaret er proportionelt med magten, og derfor er det væsentligt for medierne at forholde sig kritisk til kuratorer. Kuratorer i alle afskygninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu