Oktober 1943

LEDER
2. oktober 2013

Det er fortællingen, vi elsker at høre om os selv. Vi gik op mod nazisternes raceideologi. Vi satte vores eget liv på spil for at redde jødernes liv. Vi kæmpede. Vi sagde fra. Vi viste, at det nyttede noget for selv den mindste nation at byde selv den største overmagt modstand.

I disse timer, i disse dage og nætter for præcis 70 år siden var Øresunds vande oprørt af overfyldte fiskerbåde, der fragtede danske jøder i sikkerhed på den svenske kyst. De fleste kom med. Børn, voksne, gamle. Langt størstedelen af de danske jøder – flere end 7.000 – reddede deres liv på bunden af en dansk fiskerbåd.

Det er en smuk historie, og den smukke historie kan tilmed kaldes sandfærdig. Hvad danske fiskere gjorde under jødeaktionen er en enestående nationalfortælling, der har fået sin helt egen og velfortjente plads i verdenshistorien. Danmark udgjorde en undtagelse i holocaust, og på en mindetavle i Jerusalem står der eksempelvis, at danskerne »trodsede nazisternes besættelse af deres eget land ved at redde deres jødiske landsmænd«.

Ingen kan forklejne den indsats, de nordsjællandske fiskere gjorde for 70 år siden. For kommende generationer bør ’oktober 1943’ stå tilbage som påmindelse om, at vores fælles historie er gjort af den enkeltes kamp for det enkelte medmenneskes skæbne og ret til frihed.

Netop derfor skal kommende generationer kende den del af historien, vi er knapt så ivrige efter at fortælle os selv og omverdenen.

Ja, de danske fiskere viste enestående mod, men fiskerne rapporterede selv om, at den personlige risiko måske var til at overse. Kaptajnerne på de tyske skibe i Øresund så således passivt til, mens jøderne blev fragtet over Sundets vande. Jødeaktionen var således accepteret og delvist orkestreret af nazisternes øverstbefalende, rigsbefuldmægtiget Werner Best.

Han sørgede for, at danske politikere – socialdemokraterne Hans Hedtoft og H.C. Hansen – blev varskoet om nazisternes forestående aktion mod jøderne. Han besluttede, at selve aktionen kun varede i tre timer. Og han sørgede – via sin fortrolige, Georg Duckwitz – for, at de danske jøder kunne få asyl i Sverige.

Werner Best gjorde det i accept af, at netop forfølgelsen af jøderne var den streg, de ellers så samarbejdsvillige danske politikere havde trukket i sandet. Jødeforfølgelse ville vi ikke acceptere, og det accepterede nazisterne.

Vi føjede den nazistiske overmagt i stort set alle forhold. Vi producerede våben og fødevarer til Nazityskland i et omfang, der fik os til at gå under betegnelsen ’Flødeskumsfronten’.

Jødernes redning står altså tilbage som et resultat af en samarbejdspolitik, der opbød alt det modsatte af alt det, vi med jødeaktionen gerne vil huskes for. Vi gik ikke op mod overmagten. Overmagten accepterede, at vi gik op mod den.

Yngre generationer af historikere har tillige godtgjort, at andre motiver end de rent medmenneskelige for 70 år siden drev de nordsjællandske fiskere. Jødesejladserne var en overordentlig god forretning. Jøderne – børn, voksne, gamle – måtte for en overfart i gennemsnit betale, hvad der i dag svarer til 20.000 kr. Særligt velhavende jøder blev udnyttet groft økonomisk med krav på op til 200.000 kr.

Alt det ændrer ikke på historien om, at de danske jøder – sammen med de bulgarske – udgjorde et særtilfælde i forbindelse med holocaust. Det ændrer ikke på, at vi i disse dage med stolthed kan markere 70-årsdagen for et enestående stykke danmarkshistorie. Det ændrer ikke på, at kommende generationer kan søge inspiration i de handlinger, der reddede de danske jøder over Øresund.

Men det bør erindre os om, at historien har både lyse og mørke sider. Det bør erindre os om, at det, nogen kalder et opgør med nazismen, kun lod sig gøre med nazisternes accept. Det bør erindre os om, at det ikke var en hel nation, et helt folk, der satte sig op mod den nazistiske overmagt. Det bør erindre os om, at jødeaktionen er resultatet af en kamp, vi ikke kæmpede.

Det var nogle ganske få, der gjorde en forskel i kampen for ret og imod uret.

Det er dem, vi i disse dage mest af alle bør ihukomme og hylde.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu