Leder

En sjov idé om stabilitet

4. oktober 2013

»Da nyheden om, at Berlusconi ville stemme for regeringen, kom, lød der et kollektivt latterbrøl på den lille restaurant i Milano, hvor jeg befandt mig. Det var ikke et bittert og kynisk grin, som italienerne normalt (med urette) reagerer med i forhold til politik. Det var ægte latter, munter, som hos et publikum, der forstår farcen.«

- Michele Serra, forfatter og journalist, i La Repubblica

 

Det er – bogstaveligt talt – til at dø af grin over: »Alfano begår forræderi,« stod der onsdag morgen med store bogstaver på forsiden af Berlusconi-familiens avis, Il Giornale. Italiens indenrigsminister, Angelino Alfano, var sammen med andre repræsentanter for Berlusconis parti klar til at danne en selvstændig gruppe i parlamentet for at holde liv i Enrico Lettas samlingsregering. Så for ikke offentligt at blive offer for et fadermord måtte Berlusconi ændre sin beslutning og føje sine politiske hittebørn.

Det internationale exit indtraf for to år siden, da Merkel og Sarkozy fnisede som svar på et spørgsmål om den daværende italienske regeringsleder. Det mest komiske er dog, at Berlusconi trods seksuelle, retslige og politiske pletter overalt på jakkesættet stadig har indflydelse på regeringen i eurozonens tredjestørste økonomi.

Selv om Letta i sin tale inden onsdagens tillidsafstemning i Senatet talte om »velovervejede besparelser«, vil de blive gennemført med en vis hast. Efter at have spildt flere måneder på Berlusconis skattesag har Italiens regering nu kun to uger til at få finansloven på plads. Den belastede eksministerpræsident er selvfølgelig stadig at finde blandt forligsparterne. Der er ingen tegn på ny dynamik i den italienske samfundsøkonomi, men forestillingen om en stabil regering har haft en vis stabiliserende effekt på recessionen.

Letta er det eneste alternativ til trojkaen, der allerede har sat flere kriseramte lande i Europa under administration. Sådan lyder den gængse politiske visdom.

Men en politisk stabilitet, der også afhænger af Berlusconis kamp mod loven, er stilstand. Italien risikerer ikke at komme under europæisk overopsyn af den simple grund, at landet allerede er det. I oktober 2011 skrev Mario Monti, der en måned senere afløste Berlusconi som regeringsleder, at Italien politisk allerede er reduceret til »et protektorat«.

»Vi har lov til at drømme om Europas Forenede Stater,« sagde Letta i sin tale i Senatet. Det er der næppe nogen, der vil bestride, for diskussionen handler snarere om, hvorvidt drømmen kan realiseres politisk.

Det vil først og fremmest kræve, at årsagerne til landets politiske ustabilitet afklares. En ikke uvæsentlig faktor er, at Italiens dominerende politiker gennem to årtier, Berlusconi, aldrig har accepteret forfatningen som et gyldigt regeringsgrundlag.

Denne holdning gælder – ifølge den amerikanske bank JP Morgan i en rapport fra maj – for alle de sydeuropæiske lande, der efter at have været styret af fascistiske diktaturer har fået »regeringer, der står svagt i forhold til parlamentet, lønmodtagerrettigheder og en overdreven ret til at protestere mod ubehagelige ændringer af status quo«.

Men stilstanden er netop indtruffet som konsekvens af det, som lederen af det græske venstrefløjsparti Syriza, Alexis Tsipras, kalder for »alliancen mellem det hellenske kleptokrati og den europæiske elite«. At en tilsvarende ordning holder Berlusconi i live, gør Lettas drøm uhyggelig.

Suverænitetsafgivelsen har fundet sted, EU’s politikere vil bare ikke sige det. Europas lande kan ikke løse deres problemer på egen hånd, så demokratiet er de facto allerede postnationalt.

EU-institutionerne er bare ikke gearet til at give denne kendsgerning politisk form. Eftersom krisen er blevet betragtet som en økonomisk nødsituation og ikke som et symptom på strukturelle problemer i EU’s institutionelle arkitektur, har nationale anomalier ført til demokratisk forfald i f.eks. Italien, Grækenland og Ungarn. Så hvem skal nu forbedre vilkårene for borgerne i de kriseramte lande? De nationale regeringer har ikke længere de realpolitiske beføjelser, og EU har endnu ikke den demokratiske legitimitet. Dette skisma levner stadig plads til typer som Berlusconi. Er det ikke morsomt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Lindy Hansen
Kurt Lindy Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Lindy Hansen

Men det er ikke komisk, at Berlusconi stadig har indflydelse. Det er tragisk. Det er heller ikke morsomt, at EU ikke har demokratisk legitimitet. Der udtrykker du dig uheldigt "frese". Men ellers er du meget præcis.