Leder

Tea Party vil anerkendes

Debat
16. oktober 2013

I 2014 markeres hundredåret for udbruddet af Første Verdenskrig – en krig, hvis enorme ødelæggelser og kolossale tab af menneskeliv ingen dengang kunne have forestillet sig, at mennesket var i stand til at afstedkomme.

Vi ved alle, hvad der udløste krigen: et enkelt skud i Sarajevo. Denne historie minder os konstant om, hvor skrøbelig en konstruktion, civilisationen egentlig er. Den er ene og alene etableret af mennesker, og eftersom vi har mange brister, kan vi af og til begå fatale fejl, hvis følger er umulige at gennemskue i selve handlingsøjeblikket. Det kan godt være, ingen ønsker krig, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi kan undgå krigen.

I det seneste par uger har det været lærerigt at følge politikerne i Washington, D.C. stå fast på deres kompromisløse synspunkter uden hensyn til konsekvenserne af en amerikansk betalingsstandsning, som kan blive en realitet i morgen. Især har de ubøjelige krav fremsat af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus vakt stor forundring verden over. Kan det virkeligt passe, at et mindretal i partigruppen (Tea Party-ideologerne) og et klart mindretal i det amerikanske samfund på udemokratisk vis kan få så megen indflydelse, at det kan lukke store dele af forbundsstaten ned på ubestemt tid og føre USA i retning af den finansielle afgrund, direkte mod en betalingsstandsning og en statsbankerot?

Det måske mest chokerende har været at høre republikanske kongresmedlemmer bagatellisere en betalingsstandsning, som om en sådan blot var en krusning på overfladen af historiens hav. Nuvel, verden brast ikke sammen, efter at Grækenland blev erklæret statsbankerot, men USA – det internationale finanssystems grundpille?

Et lille mindretal kan ud fra sin ideologiske snæversynethed vitterligt forøve enorm ødelæggelse. Det anskueliggør det 20. århundredes historie. Men den slags er kun sket, når de demokratiske institutioner og deres repræsentanter svigtede. Derfor er det så foruroligende at se præsident Barack Obama, den demokratiske partiledelse og moderate republikanere i Senatet og Repræsentanternes Hus lade ekstremismen få overhånd i pokerspillet om gældsloftet. Det til trods for at præsidenten og den demokratiske senatsleder, Harry Reid, gør ret i at modstå afpresning fra Tea Party-republikanerne og deres allierede i begge kamre.

Grundlæggende har de amerikanske medier og den politiske elite i Washington undervurderet Tea Party-fænomenet. Det værste, man kan gøre – det, der med sikkerhed giver bagslag – er at gøre nar af ens politiske modstandere. Når det kommer til stykket, er aktivisterne og deres sympatisører amerikanere, der føler sig sat uden for indflydelse. De er dybt frustrerede borgere, som falder for lette løsninger på komplekse problemer. Det kan godt være, at deres synspunkter er anakronistiske og let kan affejes som irrationelle, men man må aldrig underkende legitimiteten af deres kritik af systemet. Det, de fremfor alt angler efter, er anerkendelse. Herefter kan samtalen begynde.

Det første, Tea Party-aktivister og beslægtede konservative republikanere altid peger på i møder med medierne, er, at de ikke er »tossede« eller »anarkister«, som senatsleder Harry Reid har kaldt dem.

At kalde dem konservative i konventionel forstand er misvisende. Hvis det at være konservativ indebærer den urealistiske forestilling, at de ideer, på hvilke USA er grundlagt i det 18. århundrede, er universelle og urokkelige, så hører Tea Party-republikanere ikke til den amerikanske konservative tradition. Snarere bør de kaldes en radikal antimoderne bevægelse, som romantiserer landlivets værdier, det individuelle ansvar, og som afskyr alt kosmopolitisk og multikulturelt.

Bevægelsen har til forskel fra Occupy Wall Street valgt den parlamentariske vej. Denne strategi har hidtil båret frugt, fordi et mindretal kan få overordentlig stor indflydelse gennem græsrodsarbejde og deltagelse i primærvalg. Og det er legitimt nok. Tea Party er kommet for at blive, uagtet at bevægelsens popularitet er faldet i takt med dens aggressive taktik. Meget tyder på, at det republikanske parti enten splittes eller kommer i aktivisternes vold. Denne historie er langtfra ovre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

HC Grau Nielsen

God leder der reflekterer relevant ):-)