Leder

De 11 timer

7. november 2013

Ingen kan være i tvivl om, hvad der foregår. En ansat i Jyske Bank i Schweiz rådgiver en dansker, der giver sig ud for at være it-iværksætter, om, hvordan han ved salg af en mobilapplikation kan undgå at betale dansk skat. Klippet er centralt i DR’s dokumentarserie om danske advokaters og bankers rådgivning om skattely.

Der er ifølge eksperter tvivl om, hvorvidt Jyske Banks rådgivning er direkte ulovlig, men at den er moralsk forkastelig synes hævet over enhver tvivl. Jyske Bank stiller således sit eget hykleri til skue, når banken samtidig i sin egen ’Redegørelse om Samfundsansvar’ pynter sig med særlige etiske og moralske standarder, der netop rækker ud over lovgivningens grænser.

Puha, det lugter fælt, og endnu har vi til gode at høre Jyske Banks adm. direktør, Anders Dam, give en god forklaring på indholdet af de tv-klip, DR har vist os alle. Han vil til gengæld meget hellere snakke om alle de tv-klip, DR ikke har vist.

Jyske Bank har med nogen held formået at få sagen til at handle om de 11 timers båndoptagelser, DR-dokumentaren er baseret på. Fremlægges de for offentligheden, vil enhver ifølge Anders Dam forstå, at det er DR og ikke Jyske Bank, der har et problem.

At Jyske Bank hellere vil tale om budbringerens metoder end budskabets kompromitterende indhold, er åbenlyst. Foreløbig har DR afvist at udlevere båndene med henvisning til princippet om kildebeskyttelse og interne regler om aldrig at udlevere såkaldte råbånd.

Men her er det jo kildens udtrykkelige ønske ikke at blive beskyttet, så det princip er vanskeligt at fastholde. Ved at forklæde journalisten som it-iværksætter og lade ham optræde som agent provocateur gør DR sig selv til aktør i historien. Derfor er DR’s egen rolle ikke uvæsentlig for offentligheden.

Vanskeligt er det derfor at se, hvorfor DR i denne sag ikke viser offentligheden alle optagelserne. Der er vel ikke noget, vi ikke kan tåle at se. Indtil båndene lægges frem, risikerer vi at føre en debat, kun Jyske Bank har interesse i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

På baggrund af Jyske Banks mangesidede forbryderalbum (som samlet af ritzau) er det naivt af chefredaktøren at tro, at dokumentation vil overbevise banken om at bankmoral er et salgsargument for bankens velpolstrede kunder. Kunderne er de egentlige kriminelle, banken blot pedel.