Leder

Dansk slendrian

Man kan pege på økonomiske hensyn som en forklaring på den danske forsigtighed over for et land som Saudi-Arabien, der ifølge Udenrigsministeriet har store markedspotentialer for dansk eksport
Debat
11. november 2013

Kampen for menneskerettigheder er et bærende princip for dansk udenrigs- og udviklingspolitik. »Danmark skal yde støtte til fremme af menneskerettighederne,« står der i regeringsgrundlaget, og Danmark skal »kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne«. Men alligevel står det sløjt til med den danske kritik af menneskerettighedskrænkelser, viser et notat, som den liberale tænketank CEPOS netop har offentliggjort.

Cepos har gennemgået de udtalelser, Danmark er kommet med i FN’s Menneskerettighedsråd, hvor landene har mulighed for at kritisere hinanden. Og det viser sig, at Danmark halter bagefter lande, vi normalt sammenligner os med, bl.a. Sverige og Norge. Eksempelvis er Norge kommet med fire gange så mange anbefalinger til andre lande som Danmark, ligesom nordmændene typisk er mere offensive og mere udførlige i deres udtalelser.

Mens Danmark i sin nylige udtalelse til Saudi-Arabien nøjedes med at udtale bekymring over diskrimination af kvinder, kritiserede Norge således også landets mange henrettelser af både børn og voksne, den ringe retssikkerhed samt indskrænkningerne af menneskerettighedsaktivisters ytrings- og bevægelsesfrihed.

Man kan pege på økonomiske hensyn som en forklaring på den danske forsigtighed over for et land som Saudi-Arabien, der ifølge Udenrigsministeriet har store markedspotentialer for dansk eksport. Men en anden medvirkende faktor forekommer også oplagt: I takt med at den såkaldte aktivistiske danske udenrigspolitik er blevet stadig mere militaristisk, synes kampen for menneskerettigheder at være blevet mindre orienteret mod diplomatisk dialog. I dansk selvforståelse er menneskerettigheder i højere grad blevet noget, man går i krig for, end noget, man taler med hinanden om.

For en centrum-venstre-regering må det være en bunden opgave at få vendt udviklingen. Norge kan passende tjene som forbillede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her