Leder

Egyptens dybe krise

7. november 2013

Demokrati er igen et fremmedord i Egypten. Som det var i 60 år med tre soldater på præsidentposten. Som det var for generalerne, der afsatte Hosni Mubarak i februar 2011. Og som det blev igen efter den folkevalgte Mohammed Mursis indmarch i præsidentpaladset for nu halvandet år siden.

Mursi blev som bekendt afsat ved et kup den 3. juli, og i dag illustrerer konturer af kampvogne på Kairos gadehjørner, at udgangsforbud er hverdag i Egypten. Mere end 20.000 medlemmer af Det Muslimske Broderskab er buret inde, andre tusinder er dræbt og såret i gadekampe. Egypten gennemlever en politisk krise, hvis perspektiv bliver yderligere dystert ved fraværet af synlige tegn på en løsning.

I modsætning til revolutionen, der væltede Mubarak-regimet og legaliserede Det Muslimske Broderskab politisk, er egypterne denne gang dybt splittede. Brødrenes støtte i den brede befolkning og forståelsen for dem i den liberale middelklasseelite, gjorde, at Mursi knebent slog den tidligere Mubarak-minister, Ahmed Shafiq, ved præsidentvalget i 2012. Et halvt år før havde brødrenes ’Frihed og Retfærdighed’-parti vundet 40 procent af pladserne i det egyptiske underhus og kunne med de andre islamistiske partier mønstre syv ud af 10 deputerede. De kunne ikke få armene ned, da Mursi kronede det politiske værk med sin valgsejr.

Den skulle vise sig at være af pyrrhus-slagsen. Broderskabet, der først havde meddelt, at det ikke ville stille op til præsidentposten, skiftede mening. Og det blev fatalt.

I en blanding af magtbrynde og naivitet troede Mursi, at han havde etableret en alliance med militæret ved at fyre den gamle generalgarde og udnævne Abdel Fattah el-Sisi som forsvarsminister og hærchef. Mursi overså militærets regel nummer ét: politikere tager sig af samfundet, men staten er soldaternes. Og de lod ham gå planken ud: Økonomien forværredes, forbrugsvarer og brændstof blev mangelvarer, muligvis ved bevidst sabotage i erhvervslivet. Og den støtte, Mursi måtte have haft hos liberale, satte han over styr med sin særegne demokratiopfattelse, der kan opsummeres som: ’Vinderen tager det hele.’

Mursi mente tilsyneladende, at broderskabet havde overtaget den egyptiske stat, rub og stub. Den første indikation var forfatningskommissionen, der ideelt skulle repræsentere det egyptiske samfund, men reelt var islamistisk. Derpå lammede han forfatningsdomstolen med et dekret om midlertidig immunitet for præsidentens beslutninger, der altså ikke kunne antastes uanset juridisk holdbarhed. Hvorefter han udrensede Mubarak-chefredaktørerne på de statsejede medier og indsatte proselytter. I provinserne blev guvernører udskiftet – især vakte udnævnelsen af et medlem af islamistgruppen Jamaa al-Islamiya som guvernør i Luxor opsigt – i 1997 blev 59 europæiske turister slagtet i netop Luxor af terrorister fra Jamaa al-Islamiya, der først efter Mubaraks afgang afsværgede vold og blev politisk stuerene.

Disse fodfejl – tillige med mærkbart økonomisk tilbageslag – gjorde, at broderskabets i forvejen vigende tilslutning eskalerede til politisk krise. Og da Mursi – provokeret af lydighedsnægtende chefer i sikkerhedsapparatet – indsatte egne bøller mod demonstranter ved præsidentpaladset i december 2012, blev det kun et spørgsmål om tid, før nedtællingen til hans fald ville ramme en dato.

Kuppet kom i en folkelig feberhede, der ifølge troværdige iagttagere truede med at udarte til borgerkrig.

En civil regering blev installeret, og en køreplan for ny forfatning, parlamentsvalg og præsidentvalg er iværksat. Men ingen ved, hvordan en ny forfatning vil definere præsident-embedets beføjelser – ej heller om general el-Sisi stiller op til posten.

Med andre ord: Ingen ved om militærstyret er kommet for at blive.

Det Muslimske Broderskab mobiliseringsevne er blegnet efter nedkæmpningen af protestlejre i august, og brødrene har signaleret vilje til et kompromis – folkeafstemning om køreplanen, løsladelse af politiske fanger og opgivelse af retssagen mod Mursi.

Det vil ikke ske, og problemet er, hvordan islamisterne igen bliver integreret i den politiske proces. Sker det ikke, lurer terrorstaten – på begge sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu